Allerede da nyheden om, at Rami Malek havde landet rollen som skurk i den kommende 25. James Bond-film, tikkede ind, satte kvikke fans spørgsmålstegn ved, om det overhovedet ville være muligt for Oscar-vinderen at presse en Bond-film ind i kalenderen, der i forvejen var dedikeret til optagelserne af den næste ’Mr. Robot’-sæson.
Som produktionen af ’Bond 25’ begyndte at rulle, rygtedes det således også, at der var masser af drama omkring Maleks – og en lang række øvrige involveredes – medvirken. Et af rygterne lød, at det ganske enkelt ikke var muligt for Malek og Daniel Craig at krydse klinger og kalendere, så en del af hovedscenerne skurk og helt imellem måtte sløjfes.
Rami Malek har dog ifølge Digital Spy udtalt, at rygterne om de sløjfede hovedscener var »fabrikerede«. »Men sagen er den, at Daniel var skadet, så de skyder det, de kan. Jeg talte med Cary (instruktør Cary Fukunaga, red.) i går, og tidsplanen er blevet ændret. Dét ved jeg. Men med en franchise som denne, tror jeg, de har styr på det«, lød det fra Malek.
Læs også: Danske David Dencik annonceret til kommende Bond-film