Quentin Tarantinos ‘Once Upon a Time in Hollywood’, der netop har fået premiere i USA, handler om den fiktive skuespiller Rick Dalton (Leonardo DiCaprio) og hans lige så fiktive stuntmand Cliff Booth (Brad Pitt), men mange af bifigurerne er ægte mennesker fra den tid – slut-60’ernes Hollywood’ – filmen foregår i: Fra Steve McQueen til Roman Polanski og Sharon Tate.
Også den kinesiske martial arts-legende Bruce Lee, der døde i 1973, har en lille rolle i filmen, hvor han blandt andet har en konfrontation med Pitts Cliff Booth, som han udfordrer til en bedst-ud-af-tre-slåskamp.
Filmens Bruce Lee (spillet af Mike Moh) er kålhøgen og storskrydende, og han bliver i høj grad brugt til komisk effekt – og nogle af de folk, der kendte ham bedst, genkender ikke Tarantinos portræt af kampsportsmesteren, der gjorde karriere i Hollywood, hvor han også privattrænede en lang række Hollywood-celebs i martial arts.
Efter at have set ‘Once Upon a Time in Hollywood’ kalder Bruce Lees datter Shannon Lee i et interview med The Wrap portrættet af sin far for »nedslående«.
»Han fremstår som et arrogant røvhul, der var fuld af varm luft. Og ikke som en, der måtte kæmpe tre gange så hårdt, som nogen af de folk gjorde, for at opnå, hvad der naturligt blev givet til andre«, siger hun med reference til, at Lee som asiat kæmpede for at få ordentlige roller i den amerikanske filmby, der ofte castede hvide skuespillere til asiatiske roller.
»Det var meget ubehageligt at sidde i biografen og lytte til folk grine af min far«, fortsætter hun.
»Jeg kan forstå alle begrundelserne bag, hvad der skildres i filmen. Jeg forstår, at de to karakterer er antihelte, og det er en slags vredesfantasi af, hvad der kunne ske… og de portrætterer en tidsperiode, der helt klart havde en masse racisme og eksklusion«, siger hun. »(…) Men de behøvede ikke behandle ham på den måde, som hvide Hollywood gjorde, da han var i live«.
Shannon Lee nævner konkret, at Bruce Lee ofte blev udfordret, men at han prøvede at undgå slåskampe, mens han i filmen er den aggressive aktør, der udfordrer Brad Pitts karakter.
Shannon Lee står ikke alene med sin kritik. Også forfatteren af Bruce Lee-biografien ‘Bruce Lee: A Life’, Matthew Polly, er ude med riven over for The Wrap:
»Bruce Lee var ofte en cocky, struttende blærerøv, men Tarantino tog de træk og overdrev dem til det punkt, hvor det bliver en ‘SNL’-karikatur«, siger han og undrer sig over, at Lee ikke får samme sympatiske portrættering, som bliver eksempelvis Steve McQueen til del i filmen.
»Han kunne have opnået det samme – at bruge Bruce til at få Brad Pitts karakter til at se barsk ud – uden latterliggørelsen«.
Læs også: Angrebet på Leonardo DiCaprios rollevalg er alt for småligt