KOMMENTAR. Forleden bragte The Hollywood Reporter et lovprisende portræt af Leonardo DiCaprio i anledning af den amerikanske premiere på Quentin Tarantinos ’Once Upon a Time in Hollywood’, hvor skuespilstjernen indtager en af hovedrollerne.
’»His Brand Is Excellence«: How Leonardo DiCaprio Became Hollywood’s Last Movie Star’ lød overskriften på artiklen, der roste den 44-årige amerikaners talent, karrierestrategi, arbejdsiver og familiehengivenhed til skyerne.
Men ikke alle var enige i helgenkåringen. Filmkritiker for de toneangivende medier The Guardian og Variety, Guy Lodge, bemærkede på Twitter, at han ikke ville kalde DiCaprios rollevalg for »adventurous«: »Kæmpe studieproduktioner med etablerede mandlige instruktører«, skrev han og tilføjede, at skuespilleren ikke har arbejdet i en film af en kvindelig instruktør siden 1995.
Opslaget afstedkom en intens diskussion, hvor mange langede ud efter DiCaprio for at spille på de sikre heste (en del fandt det også relevant at bringe hans forkærlighed for unge kvinder på banen). Skuespiller Zoe Kazan var blandt dem, der stemte i på kønsaspektet: »(…) Når man tænker på, hvor mange kvindelige instruktører jeg har arbejdet med i min relativt korte karriere, så virker det som et egentligt valg, mange mandlige filmstjerner træffer, om ikke at arbejde med nogen/mange (kvinder, red.)«, lød det blandt andet.
Som verdens mest eftertragtede skuespiller – og et af Hollywoods mest magtfulde mennesker i det hele taget – er Leonardo DiCaprio selvsagt ikke hævet over kritik. Han har magten til at make or breake et hvilket som helst filmprojekt, og han ville med sin blotte tilstedeværelse kunne bringe ukendte instruktører frem mod A level-status.
Det er ikke den vej, han har valgt at gå – måske fordi der alt andet lige er en vis risiko for, at hans stjerne ville falme, hvis han medvirkede i mindre film af ukendte instruktører. Hans brand er netop det eksklusive, det uopnåelige, det største og det bedste… Man kan mene, at det er en risiko, han givet sin position burde tåle at tage, men kritikken viser alligevel, at det er svært at vinde i dagens debatklima.
En kende bagklogt
Leonardo DiCaprio er noget nær den eneste store Hollywood-stjerne, der aldrig har medvirket i en franchise. Det gør ham til et bolværk mod den mest fremtrædende og deprimerende tendens i filmverdens centrum: At de store originale historier har umanerligt svært ved at komme ud over rampen.
For tag ikke fejl: Ikke engang Martin Scorsese kan med garanti finde (den rigtige) finansiering til de film, han ønsker at lave, og når Leonardo DiCaprio ytrer ønske om at medvirke i Scorseses kommende ’Killers of the Flower Moon’, øger det filmens chancer for at blive en realitet markant.
Frem for at medvirke i mindst en film om året som andre af tidens største box office-stjerner vælger DiCaprio sine film med så stor omhu, at det bliver en begivenhed i sig selv, når han er aktuel.
DiCaprio har igennem karrieren arbejdet med nogle af historiens største instruktører: Scorsese, Tarantino, Alejandro González Iñárritu, Christopher Nolan, Steven Spielberg, Clint Eastwood, Sam Mendes, Ridley Scott, Danny Boyle, James Cameron, Woody Allen, Baz Luhrmann. Det er bestemt ikke alle filmene, jeg vil betegne som lige vellykkede, men er det ikke en kende småligt at bebrejde ham for at arbejde med de mest visionære nulevende instruktører, der samtidig er i stand til at kommunikere med et bredt publikum? Er det ikke en kende bagklogt at erklære, at han kun medvirker i sikre successer, når hans seneste rolle var en stort set dialogløs, quasi-religiøs to en halv time lang film om en mand i vildmarken optaget on location? ’The Revenant’, som den så ud på papiret, kunne sagtens være faldet igennem.
Man kan ikke tage for givet, at de ypperste skuespilstjerner vælger modstanden fra kompromisløse, respekterede filmkunstnere. Tænk på Meryl Streep, utvivlsomt en af de dygtigste nogensinde (som senest bevist i ‘Big Little Lies’), der igennem 40 år med alt for få undtagelser har medvirket i film af relativt anonyme instruktører, som ikke ville bringe hende på usikker grund. Vi har helt ærligt brug for flere stjerner, der vægter filmkunstneren og de originale fortællinger over alt andet – og at DiCaprio vælger at kombinere sin kvalitetssans med relativt høje budgetter og en vis publikumsappel, kan ærlig talt ikke få mit pis i kog.
Kunst og klima
Men hvad så med hans hang til bromance?
Det er da så påfaldende, at DiCaprio måske selv begynder aktivt at lede efter et stærkt projekt med en kvinde i front. Men at gøre det til et bevidst fravalg af kvindelige chefer virker alligevel fornærmende og uden seriøst belæg. Ingen af os ved sådan set, hvad der ligger bag hans valg af roller, og hvilke film der ender på DiCaprios bord. Jeg spurgte for et par år siden i et interview Mads Mikkelsen, hvorfor han ikke lavede flere danske film, og han svarede, at han ikke fik nogen gode tilbud (det var inden, Vinterbergs kommende ‘Druk’ kom på banen). Med andre ord: Man ved aldrig, hvad der ligger bag. Og hvad har DiCaprio egentlig gjort så galt, at man partout beslutter sig for at læse det allerværste ind i hans intentioner?
Vi ved, at DiCaprio ikke specifikt er gået efter at arbejde med en kvindelig instruktør – for så var det sket – men meget mere ved vi ikke. Og jeg tror på, at problemet stikkere dybere end hans specifikke cv-sammensætning: Hollywood har været elendige til at løfte talentfulde kvindelige filmskabere til større budgetter (som de ellers rundhåndet gør med selv tvivlsomme mandlige talenter), ligesom mandlige instruktører generelt har nemmere end de kvindelige ved at opnå den status af »geni« og «auteur«, som en skuespiller som DiCaprio tiltrækkes af. Men det kunne da være spændende at se ham hooke up med eksempelvis Ava DuVernay, Kathryn Bigelow, Dee Rees, Sofia Coppola eller Lynne Ramsay i fremtiden.
Leonardo DiCaprio er ikke en førende mangfoldighedsforkæmper (men ret afgørende: han er heller ikke det modsatte!). Han bruger til gengæld sin magt til at bane vejen for kvalitetsladede originale Hollywood-film skabt af ægte visionære instruktører – når han da ikke spenderer pæne dele af sin fritid på at være den celeb, der i årevis har engageret sig mest helhjertet i klimakampen.
Det er for dælen ikke den værste måde, man kan forvalte sin karriere på, når man er klodens største filmstjerne…
’Once Upon a Time in Hollywood’ får dansk premiere 15. august.
Læs også: Verdens største skuespiller #3 – »Jeg kunne lugte hans angst helt nede på række 12«