ARTIKELSERIE – DEN STØRSTE SKUESPILLER LIGE NU: Der var ingen tvivl i mit hjerte, da Soundvenues filmredaktør bad mig pege på, hvem jeg mener er vor tids største skuespiller: For selvfølgelig er det da Leo, Hollywood-savannens fremmeligste alfahan, hvis status for en hel generation har kaldt på det familiære kælenavn i over 25 år (jep, drengeansigtet har rundet de modne 44).
Jeg har næret næsegrus beundring for ikonet, siden han i 90’erne var tæt på at overbevise mit letpåvirkelige unge jeg (såvel som en anseelig andel biografgængere) om, at han var oprigtigt handicappet i Lasse Halmströms ’What’s Eating Gilbert Grape’ – en film, jeg egentlig optog på vhs for crushet Johnny Depps skyld, men som i stedet inficerede mig med akut, livslang filmfascination af Leos kompromisløse stortalent (ja, okay, og måske en my forelsket besættelse, da ’Romeo & Juliet’-feberen gav mangen en teenagepige hedeture).
DiCaprios (for nu alligevel at få introduceret det mest cool-klingende Hollywood-efternavn siden De Niro) sitrende tilstedeværelse på lærredet er gjort af samme kamæleonske stof som Daniel Day-Lewis og Cate Blanchett, som han begge har spillet overfor. Men jeg tøver ikke med at skatte Leo højere.
Hans unikke kanalisering af hele spektret af menneskelige følelser rammer klokkerent, hvad end han fingerer et koldsvedsinducerende indædt overlevelsesinstinkt blandet op med desperat sårbarhed i Alejandro González Iñárritus ’The Revenant’ og Martin Scorseses ’The Departed’, formidler det mishandlede barns afmagt i Michael Caton-Jones’ ’This Boy’s Life’, er åndeløst ungdomsforelsket i Baz Luhrmanns ’Romeo & Juliet’, giver den som charmerende storsvindler i Steven Spielbergs ’Catch Me If You Can’, går i hundene som junkie i Scott Kalverts ’The Basketball Diaries’ eller syder af så forsmået, dødsensfarlig sadisme i Quentin Tarantino ’Django Unchained’, at man vrider sig i sædet.
Og måden, hvorpå han fra barnsben har spillet langt ældre Hollywood-koryfæer ad banen, har høstet henførte roser fra kolleger som Robert De Niro (Leos voldelig stedfar i ’This Boy’s Life’), Meryl Streep (’Marvin’s Room’) og Tom Hanks (’Catch Me If You Can’), mens Scorsese som bekendt fandt sin moderne muse.
Scorseses spirit animal
Leos samarbejde med Scorsese var instrumentalt i at præsentere ham som en sværvægter på den store scene, og duoens frugter oser af en grandios og fandenivoldsk fælles kærlighed til mediet igennem mesterlig historiefortælling, der har ladet Leo folde sig ud i alt fra gysergenren i ’Shutter Island’ til sin karrieres slappeste komedieline (positivt ment!) i hylende morsomme ’The Wolf of Wall Street’ – filmen, der demonstrerede, at Leo har en lige så stor gave for slapstick på quaaludes som for at danse med bjørne og sove i hestekadavere.
Min Leo/Scorsese-favorit (indtil videre – de har to nye film i støbeskeen) er imidlertid krimithrilleren og Oscar-vinderen ’The Departed’ med Leo som dobbeltagenten, der forsøger at knalde Jack Nicholsons afstumpede irske gangsterboss.
Første gang, jeg så den, var kort efter premieren i en enorm, pakket sal på Leicester Square i London sammen med min bror – og det er en af de biografoplevelser, jeg til dato husker bedst. Rummet kogte af spænding, og da filmen fyrede sit mest brutale ’twist’ af, gik der et kollektivt gisp igennem salen.
En pige skreg, og foran os begyndte en anden at hulke. Mine hænder var klamme af empati for Leos klaustrofobi, der jog igennem karakteren ned til mindste ansigtstick og greb mig om struben. Jeg kunne lugte hans angst helt nede på række 12, og filmen efterlod mig udmattet og granatchokket efter rulleteksterne.
Ni år senere stod jeg lige så stakåndet uden for Imperial i København efter at have vadet igennem iskolde floder og kæmpet for livet i USA’s ubarmhjertige ødemark sammen med Leo i ’The Revenant’. Man ser ikke bare et DiCaprio-værk, man mærker det i nervebanerne takket være de imponerende psykologiske deep-dives og kropslige anstrengelser, der lægges i at skabe autentiske heloplevelser i mørket. Han vil os det bedste, og det lønner sig på publikumsaffektionsskontoen.
Den maniske unge mand
Nu tænker kritikere måske, fint nok, men er hans stil ikke vel manisk, som en krudttønde, hvor låget flyver af lige så hyppigt, som Al Pacino holder dundertaler? Jeg hører dig. Leo har bejlet til titlen som sin årgangs vrede unge mand: James Dean, bare endnu bedre. Men til dig vil jeg sige (udover at opfordre dig til at dykke ned i nuancerne af de forskellige roller), at du skylder dig selv og Leo at se/gense… trommehvirvel… ’Titanic’.
Fååårk hvor useriøst, himler holdet af hardcore isbjergloyalister: Sådan en gang tøsetåreperserpis af en flødebollepræstation fra en selvfed pretty boy, der kørte den hjem på lækkert hår og millionvis af Bravo-plakater, inden Day-Lewis og Scorsese taknemmeligvis tævede pænheden ud af ham i ’Gangs of New York’.
Men tag en dyb indånding, inden du lader dig trække med til bunds af den sure slipstrøm.
Man kan elske eller hade ’Titanic’ af diverse mere eller mindre principielle årsager eller bare generelle genrepræferencer – helt fair – men Leos portræt af idealistiske og smittende optimistiske Jack er lige så troværdigt indlevet som hans persontegninger i diverse gritty dramaer eller Nolan’ske mindfucks. Karakteren er ikke bare et popkulturelt meme i skibets stævn, han er en afrundet og interessant lysere side af skuespillerens repertoire, der krydrer spændvidden af talentet med et sjældent dyrket mildere sindelag.
Det er selvsagt ikke noget, vi har set meget til efterfølgende, kanske netop fordi så mange spottende røster per default afskrev indsatsen, da ’Titanic’-hypen gjorde Leo til universets dreamboat og affødte et absurd pres for en ung arbejdsmyre, der sådan set blot fortsatte sin stræben efter at flekse formen i diametralt forskellige projekter.
Fænomenet overskyggede håndværket, og eftersom Leo alle dage har været en snedker frem for en show-pony, kan jeg af samme grund ikke knægte ham for, at han ikke har genbesøgt typen.
Klimaridderen
Leo leverer lige så sikkert som Amen i kirken, og annonceringen af en ny DiCaprio-film modtages derfor også troligt med tårnhøje forventninger – så metikuløs i sine valg er skuespilleren, at hans navn på rollelisten alene er nok til at generere juleaftenstemning, og kombinationen DiCaprio/Tarantino/Pitt i ‘Once Upon a Time In Hollywood’ er indhyllet i den form for old school superstjernefaktor, der i nyere tid hovedsageligt er forbeholdt franchises og tegneseriehelte fremfor enkeltpersoner.
Skuespillerens fejltrin er forsvindende få (ahem, ’The Man in the Iron Mask’), hvorfor det for tid og evighed vil være mig en gåde, at Oscar-akademiet i alt, alt for mange år undlod at anerkende hans geni, som ville man på smålig vis nødig belønne skuespillerens enorme popularitet for tidligt i karrieren uden tanke for, at det i virkeligheden er Akademiet selv, der fortjener en næse for at have forpasset så mange chancer for at honorere historisk skarpe præstationer. The joke’s on you, Oscar.
Stod det til mig, vrimlede det med guldmænd på Leos kaminhylde, navnlig for glansrollerne i Sam Mendes’ uforståeligt underkendte ’Revolutionary Road (der genforener Leo og Kate i endnu et forhold, der styrer lukt mod druknedøden), ’What’s Eating Gilbert Grape’ (han blev snydt af Tommy Lee Jones for ’The Fugitive’) og ’The Departed’. Først med ’The Revenant’ gav Oscar sig, og jubelbrølet kunne høres Twitter-verdenen over. For begejstringen over Leos professionelle virke i kombination med sympatien for hans jordbundne, lettere mediesky (vandpistols- og Victoria’s Secret-modelelskende) personlighed samler os om cool cat-fyrtårnet fra en svunden Hollywood-æra.
Med til historien om Leos exceptionelle format hører selvfølgelig også, at han i dag er en af branchens suverænt mest magtfulde stemmer qua sine evner som travl producer af ikke blot egne projekter, men en lang række titler inden for fiktionsfilm (debuten var ‘The Assassination of Richard Nixon’ med Sean Penn i 2005), serier og navnlig klimadokumentarer (‘Before the Flood’, ‘Cowspiracy’, ‘The 11th Hour’ med flere).
Han er utrætteligt aktiv i sit livs rolle som FN’s fredsambassadør, og brugte sin Oscar-tale på at opfordre til aktiv klimahandling fra os og de politikere, vi stemmer på, på den anden side af skærmen – for Leo er ikke en fair weather-velgørenhedskendis, men lægger liv, sjæl og betydelige formuer i at formidle information om vor tids største trussel i et format, der vækker bred resonans blandt generationerne for hvem netop klimaforandringer er fremtidens mest skræmmende ubekendte (fri mig for jantelovskværulanter, der hyler om dobbeltmoral fordi manden ferierer på yatcher). With great power comes great responsibility, og Leo vil have os med på den gode side af historien.
Det var ikke noget under, at en komplet starstruck Emma Stone virkede mindst lige så lykkelig for at få et knus af Leo, som over at modtage den Oscar, han året efter overrakte hende for ‘La La Land’.
22 år efter Leonardo DiCaprio gik ned med ’Titanic’, er han stadig The King of the World.
Læs også: Verdens største skuespiller lige nu #2 – Hun tager begrebet leading actress fuldkommen bogstaveligt
Læs også: Verdens største skuespiller lige nu #1 – Han er den mørkeste afkrog af vores fælles forkvaklede sjæl