ARTIKELSERIE – DEN STØRSTE SKUESPILLER LIGE NU: I et interview med Variety i anledning af Cate Blanchetts ærefulde post som juryformand i Cannes i 2018 spørger journalisten, om Blanchett hørte Frances McDormands Oscar-tale, hvor hun fik alle kvindelige nominerede til at rejse sig op og introducerede verden for ‘inclusion riders’, en betingelse om diversitet, en skuespiller kan indsætte i sin kontrakt.
»Fuck yeah«, svarer Blanchett og begiver sig ud i en historie om, hvordan en ældre skuespillerinde tilbage på teaterskolen lærte hende, hvad det vil sige at være en leading actress. Det betyder ikke, at man har flest replikker eller er med i flest scener, men at man leder kompagniet, er med til at skabe den rette atmosfære og er opmærksom på at have alle med. Den type lederskab er præcis, hvad McDormand udviste i sin tale, mener Blanchett.
»Hun var en sand lead actress. Ikke bare på grund af sit utrolige arbejde, men fordi hun sagde: ‘Som den udvalgte kvindelige hovedrolle i år leder jeg samtalen’. Og det er en del af dit job, for når du når til et vist punkt i en branche, har du en mulighed og et ansvar for at advokere for sektoren, for at advokere for dem, der kommer efter dig og sørge for, at de prøvelser, du gik igennem, måske kan gøre det lettere for folk efter dig«, siger hun i Variety.
Cate Blanchett kunne have sagt nøjagtigt det samme om sig selv, for da hun vandt en Oscar i 2014 for ‘Blue Jasmine’, benyttede hun netop lejligheden til at slå et slag for flere kvinderoller i Hollywood.
»Til de af os i branchen, der stadig tåbeligt holder fast på ideen om, at film med kvinder i centrum er nicheoplevelser – det er de ikke. Publikum vil gerne se dem, og faktisk tjener de penge. Verden er rund, folkens!« tordnede Blanchett og gjorde dermed den spirende feministiske bevægelse i Hollywood til mainstream allerede inden Sony-hackets eksponering af uligeløn, #MeToo og Time’s Up. Hun er fortsat med at bruge sin platform til aktivisme og gik blandt andet forrest i kvindernes protestmarch mod kønslig ubalance på den røde løber i Cannes sidste år.
Uopnåelig mystik
Cate Blanchett besidder en autoritet, der får kolleger og publikum til at lytte, når hun holder taler og giver interviews. En autoritet, hun har opbygget gennem en 20 år lang karriere af fabelagtige præstationer og stort set ingen forbiere, men også en naturlig iboende autoritet, som netop gør hendes skuespilpræstationer så bemærkelsesværdige. Hendes onscreen- og offscreen-personaer fodrer hinanden.
Blanchett har spillet en bred vifte af roller, fra elverdronning, Katharine Hepburn og Bob Dylan til skandaleramt skolelærer, Askepots onde stedmor og flere varianter af plagede overklassefruer. Fælles er en udstråling, både på film og i virkeligheden, af en ubesværet myndighed og indre styrke, sofistikeret intelligens og tidsløs, nærmest overjordisk, regal elegance. Det er ikke tilfældigt, at hendes gennembrudsrolle var som historiens mest magtfulde kvinde, Dronning Elizabeth I.
Hun er karakteristisk smuk uden at ligne en model, men med en dragende power og je ne sais quoi. Altid nærværende, som et sårbart og fejlbarligt menneske af kød og blod, man kan relatere til. Men samtidig har hun en uopnåelig mystik – som om hun gemmer på noget ubestemmeligt, man ikke rigtigt kan få hånd om.
49-årige Cate Blanchett er vokset op i en forstad til Melbourne, blev uddannet fra National Institute of Dramatic Art i Sydney i 1992 og blev lynhurtigt en af Australiens hotteste unge teaterskuespillere. Hun spillede med i en række australske tv-produktioner, inden hun fik sin første spillefilmrolle som australsk sygeplejerske over for Frances McDormand og Glenn Close i Bruce Beresfords krigsfilm ‘Paradise Road’ fra 1997.
Samme år fik hun stor ros for sin første hovedrolle over for Ralph Fiennes i Gillian Armstrongs romantiske drama ‘Oscar and Lucinda’, og allerede året efter spillede hun titelrollen i Shekhar Kapurs historiske drama ‘Elizabeth’, som hun i 1999 modtog sin første af indtil videre syv Oscar-nomineringer for. En øjeblikkelig international stjerne var født.
Med sin sarte porcelænshud, ungpigerøde kinder, ranke holdning og autoritet er hun en perfekt inkarnation af den unge dronning, der i løbet af filmen finder sig til rette i tronen, tager magten over de mandlige rådgivere og biskopper med en blanding af charmeoffensiv og dundertaler og begynder at styre landet efter sit eget hjerte – mens hun prøver at undertrykke sin sorg over at måtte må opgive romantisk kærlighed i sin position.
Pressede overklassefruer
Efter ‘Elizabeth’ så Blanchett sig ikke tilbage. Det er gået slag i slag med mindre, men vigtige roller i blandt andet ‘Ringenes Herre’, ‘The Talented Mr. Ripley’ og ‘Babel’ til epokegørende roller i ‘The Aviator’, ‘Notes on A Scandal’, ‘I’m Not There’, ‘Blue Jasmine’, ‘Truth’, og ‘Carol’. Ligegyldigt hvor små eller store hende roller har været, har hun gang på gang vist sig som en leading actress, der har gjort selv halvsløje film seværdige.
Hun var super badass som power-queer kupmager i ‘Ocean’s Eight’, var det klare højdepunkt som Christian Bales ekskone i Terrence Malicks ‘Knight of Cups’ og frygtindgydende, tegneserieagtig CIA-skurk i Joe Wrights ‘Hanna’.
Hvem kan overhovedet huske, hvem der ellers spillede med i Todd Haynes’ syrede Bob Dylan-antologi ‘I’m Not There’ fra 2007 (det skulle da lige være Charlotte Gainsbourg), hvor Blanchett rammer plet som androgyn, udbrændt, tåget, men skarpsynet 1960’er-Dylan-figur, der er færdig med at forsvare sin manglende oprigtighed?
Og ingen kritik af Leonardo DiCaprio, men det er Cate Blanchetts Oscar-vindende optræden som Katharine Hepburn, der står tilbage i Martin Scorseses Howard Hughes-portræt ‘The Aviator’ fra 2004, fra det øjeblik, hun tramper ind på golfbanen i rask trav, fuld af selvtillid som en speedsnakkende hvirvelvind, der får både Hughes og publikum til at tabe kæben. Ligesom Blanchetts egne kvaliteter (på speed) rammer hun Hepburns miks af glamourøs og intelligent filmstjerne, men åbner døren på klem til skuespillerens sårbarhed.
Cate Blanchett er dog allermest i sit es som sofistikeret overklassefrue, der presses af ydre omstændigheder, på hver sin måde i Woody Allens ‘Blue Jasmine’ fra 2013 og Todd Haynes’ ‘Carol’ fra 2015.
Som Allens førstedame har neuroserne hos societykvinden Jasmine udviklet sig til et decideret nervesammenbrud, da hendes boligspekulantmand har begået selvmord efter at være blevet fældet i finanskrisen. Jasmine er efterladt med ingenting og flytter ind til sin arbejderklassesøster i San Francisco. Hun har set den anden vej i årevis og får sådan set, hvad hun har fortjent, ikke mindst fordi hun er snobbet og beregnende og behandler alle omkring sig med foragt og passivt-spydige bemærkninger. Blanchetts tour-de-force med det hysteriske sammenbrud konstant lurende under de gode manerer gør det umuligt at se væk fra den menneskelige togulykke, men hun tilsætter en indlevet menneskelighed, der får os til at føle med hendes tragedie.
Som den überelegante pelsklædte Carol i filmen af samme navn er Blanchett næsten lige så presset, men langt mere underspillet. »What a strange girl you are«, siger hun tankefuldt og kigger glubsk på den unge stormagasinekspedient og fotografspire Therese – der kigger fascineret tilbage på den overjordiske verdenskvinde over for sig. Under Carols kontrollerede, selvsikre og forføreriske overflade vokser dog en lammende frygt for at miste sin datter som følge af tidens gammeldags værdier, som Blanchett formidler med små præcise virkemidler.
Den humoristiske side
Ved siden af sin glorværdige filmkarriere har Cate Blanchett kørt en lige så imponerende teaterkarriere, hvis man skal tro de anmeldere, som er så heldige at have mulighed for at opleve hende på de skrå brædder i Sydney med afstikkere til Broadway. Fra 2008 til 2013 fungerede hun sammen med sin mand Andrew Upton som kunstnerisk leder på Sydney Theatre Company, hvor hun blandt andet blev hyldet for sine roller i ‘A Streetcar Named Desire’ og ‘Uncle Vanya’. I den periode måtte hun skrue ned for sine filmroller, men havde da blandt andet lige tid til at vinde en Oscar for ‘Blue Jasmine’.
Blanchett er i det hele taget kunstnerisk ambitiøs og seriøs, og langt størstedelen af hendes roller er i smagfulde og udfordrende kvalitetsfilm. Der er også plads til kunstnerisk spræl, som man kan se i alternative film som ‘I’m Not There’ og ikke mindst tyske Julian Rosefeldts filminstallation ‘Manifesto’ fra 2015. Her giver Blanchett den fuld gas i 12 forskellige roller, der på opfindsom vis fremfører historiens politiske og kunstneriske manifester – blandt andet som hjemløs mand, skolelærer, nyhedsoplæser, mor ved middagsbordet, dukkefører og begravelsestaler.
Et eksempel på skuespillerens humoristiske side, som hun har demonstreret i interviews, men som man godt kunne savne, at hun får mere afløb for i sine roller. Måske får vi det at se, når hun skal spille sitcom-pioneren Lucille Ball i Aaron Sorkins kommende biopic ‘Lucy and Desi’ – eller som Marina Abramovic-parodi i et afsnit af dokumentarspoof-serien ’Documentary Now!’.
Det ville imponere, men ikke undre mig, hvis Cate Blanchett har endnu et gear.
Læs også: Verdens største skuespiller lige nu #4 – »Det er en af de mest grænseoverskridende præstationer, jeg nogensinde har set på film«
Læs også: Verdens største skuespiller lige nu #3 – »Jeg kunne lugte hans angst helt nede på række 12«
Læs også: Verdens største skuespiller lige nu #1 – Han er den mørkeste afkrog af vores fælles forkvaklede sjæl