ARTIKELSERIE – DEN STØRSTE SKUESPILLER LIGE NU: Mens andre puster, triller eller maler æg, forlyster vi os her på sitet med en ganske anden påskeleg.
Det er en leg af den slags, man som filmnørd kan diskutere til den lyse morgen, og hvor processen er langt mere meningsfuld end resultatet sort på hvidt. Og i det omfang at legen er relateret til æg, må det være guldæg.
Vi kommer nemlig med fem bud på, hvem der er den største skuespiller i verden lige nu. Det er ikke just en eksakt videnskab, men en interessant øvelse, der får én til at reflektere over, hvad der egentlig udgør en god skuespiller, og hvorfor vi bedre kan lide at se nogen end andre på lærredet. Handler det udelukkende om det rendyrkede talent? Kan man overhovedet filtrere evnerne fra rollevalg, karrieremuligheder og instruktion? Bør man tage skuespillernes offentlige persona i betragtning? Er en stor skuespiller det samme som en stor stjerne?
Selv har jeg bragt seks parametre i spil, da jeg skulle indsnævre mit valg:
1) Alsidighed – skuespilleren skal ikke blot gentage den samme type rolle i film efter film, men have vist forskellige facetter af sit talent.
2) Højt bundniveau – skuespilleren skal generelt skal stjæle billedet, uanset hvad vedkommende medvirker i. Allerhelst skal det være en begivenhed, når vedkommende er med i en ny film.
3) Stamina – vedkommende skal kunne mønstre et vist cv, der overbeviser om, at han eller hun ikke blot er en døgnflue.
4) Arenaen – man skal spille i skuespillernes superliga, det vil sige være eftertragtet af de største og mest visionære instruktører; det er ikke nok at være en verdensklassespiller i tredje division.
5) Star power – skuespilleren skal være omgærdet af en vis mystik eller i hvert fald have en umiskendelig status som en stjerne, der er omgærdet af en særlig aura.
6) Intuitiv skærmtilstedeværelse – jeg skal have følelsen af ikke at blive færdig med skuespilleren, at han eller hun vedbliver at være interessant at kigge på, så jeg også vil se vedkommende i store roller de næste 10-15-20 år.
Faktisk er det relativt få navne, der scorer højt på alle parametre. Christian Bale, Leonardo DiCaprio, Cate Blanchett var med i opløbsstrækningen, og flere af dem bliver da også dækket af andre skribenter de kommende dage. Jeg overvejede også danske Trine Dyrholm, der senest leverede verdensklasse i ’Dronningen’, men trods alt er mest (aner)kendt i en dansk kontekst.
For koryfæer som Robert De Niro og Al Pacino må man sige, at deres storhed primært tilhører en svunden tid. Daniel Day-Lewis falder for, at han officielt er gået på pension.
De sidste to navne på min liste, en mand og en kvinde, kunne jeg ikke vælge imellem, og jeg skriver derfor om dem begge. Her skal det gælde: Joaquin Phoenix.
Sårbarhed, ynkelighed, kærlighed
Siden det store gennembrud som uforglemmeligt modbydelig kejser i ’Gladiator’ for snart 20 år siden er Phoenix’ stjerne steget støt, men sikkert. I dag er han umiskendeligt en af Hollywoods mest eftertragtede spillere, og der skal ikke mere end et hurtigt blik på hans cv til for at se, at han er sjældent selektiv med, hvem han arbejder med.
Særligt de seneste år, hvor hans frihed til at vælge og vrage aldrig har været større, har han primært medvirket i typiske auteurfilm – projekter drevet af klare instruktørstemmer, selvom det næppe har været her, at hans løncheck har bonget ud. Gus Vant Sant (’Don’t Worry, He Won’t Get Far On Foot’), Lynne Ramsay (’You Were Never Really Here’), Spike Jonze (’Her’), Woody Allen (’Irrational Man’), Jacques Audiard (den kommende ’The Sisters Brothers’) og Paul Thomas Anderson med ’The Master’ og ’Inherent Vice’.
Jeg har desuden en stor svaghed for skuespillere, der formår at veksle ubesværet mellem komik og intens alvor, og meget få gør det så godt som Joaquin Phoenix i disse år. Hans komiske timing er soleklar som kørestolsramt kyniker i ’Don’t Worry, He Won’t Get Far on Foot’ og som privatdetektivsslacker i ’Inherent Vice’, mens han har skabt nogle af de mest uforglemmeligt creepy karakterer i ’The Master’ og førnævnte ’Gladiator’. Her viser Phoenix virkelig sit mesterskab, for selvom både Kejser Commodus og den kultfascinerede håndlanger Freddie Quelle på papiret er uforsonligt ubehagelige fyre, tilføjer den 44-årige amerikaner en sårbarhed, eller måske snarere en ynkelighed, som gør, at man får ondt af dem.
Nu vi er ved alsidigheden, er der immervæk langt fra disse roller, hvor Phoenix’ karakteristiske læbeganespalte og afgrundsdybe øjne træder nøgent frem i sortrandet pessimisme, og til den bløde, ensomme forfatter, der forelsker sig i sin computer i ’Her’.
Tværsnittet fra Spike Jonzes sci-fi-romance til PTA’s Scientology-parafrase er netop den eksistentielle ensomhed, som Joaquin Phoenix besjæler bedre end nogen anden nulevende skuespiller (’The Master’-kollega Philip Seymour Hoffman havde givet ham kamp til stregen, havde han levet). Der er et mørke i hans blik, mens hans grødede stemme rækker ud, råber om hjælp et sted fra underbevidstheden. Han er den mørkeste afkrog af vores fælles forkvaklede sjæl.
Maskefaldet
Det indbragte ham en ud af karrierens foreløbigt tre Oscar-nomineringer for Johnny Cash-inkarnationen i ’Walk the Line’ for snart 15 år siden, men han synes i stigende grad at være skuespilleren, der står klar til at agere spejl for vor tid.
Verden 2019 kalder ikke på en James Stewart med det sikre moralske kompas, men på kampen mellem lyset og mørket, på sjælelige dybder og modhager, på en kropsliggørelse af fortvivlelsen og den undertrykte håndsrækning efter en silver lining. Joaquin Phoenix er alt det. Mere en sitrende desperat Marlon Brando end en renskuret Cary Grant.
Phoenix virker derfor også som skabt til rollen som Jokeren i Todd Philips kommende origin story, der ser ud til at blive en slags superhelteuniversets ’Taxi Driver’ om en uforløst komiker, der gør spøg til alvor gennem sit forvredne klovnegrin. Det er en rolle, der kan løfte skuespilleren til en ny hemisfære, efter han de seneste år kompromisløst har fravalgt det mainstream-spor, ’Gladiator’ og ’Walk the Line’ bragte ham ind på. Rammer han først rollen, der giver ham kvalitets-cudos i en helt bred offentlighed, er hans plads i historien for alvor beseglet.
Det med offentligheden er i øvrigt ikke noget, han har det helt godt med. Måske skyldes det, at han overværede på nærmeste hold, hvordan hans bror, ungdomsikonet River Phoenix, døde af en heroinoverdosis på The Viper Room i West Hollywood i 1993. Det var lillebror Joaquin, der ringede 911, mens søster Rain gav kunstigt åndedræt uden held.
Joaquin Phoenix’ anstrengte forhold til pressen er velbeskrevet, og på en dårlig dag lukker han i som en østers, særligt i store forsamlinger. Jeg har dog selv interviewet ham, i forbindelse med ’You Were Never Really Here’, hvor han var både høflig, meddelsom og jokende.
Uforudsigeligheden er blot med til at føje ekstra lag til hans stjerneaura. Man ved aldrig helt, hvor man har Joaquin Phoenix – hverken på lærredet eller udenfor. Hvilket også var grunden til, at netop han kunne bringe en hel verden i tvivl om sit psykiske velbefindende, da han med Casey Affleck iscenesatte sin nye karriere som rapper – og sin deroute – i mockumentary-filmen ’I’m Still Here’. Meget kan man sige om resultatet, men processen var båret af et usædvanligt mod og en for Hollywood-skuespillere sjælden mangel på forfængelighed. Det var ikke så få ydmygelser, Phoenix lagde krop til i eget navn og med langt indløb til det befriende maskefald, da filmen endelig afdækkede sandheden.
Spiller for sig selv
Det var under optagelserne på ’I’m Still Here’, at Affleck blev anklaget for MeToo-relaterede episoder, men Phoenix fortsætter samarbejdet med lillebror Affleck, som er en af hans nærmeste venner, på den kommende ’Far Bright Star’. Hans uplettede ry skyldes nok blandt andet, at han trods sin status stadig fremstår som en outsider i Hollywood: Han virker ikke som en mand, der er interesseret i branchens trakasserier, men er styret af sin egen drift til at træde dybt ind i sindet på de mennesker, han portrætterer. At udøve sin kunst, med andre ord.
Der er noget ubesmittet over Joaquin Phoenix, som meget få skuespillere kan fastholde gennem en lang karriere med pres fra alle sider.
Da han og River prøvede at bryde døren ind til Hollywood i sin tid, gjorde de det øjeblikkeligt klart over for deres agent, at de ikke ville lave reklamer for store amerikanske selskaber som Coca-Cola og McDonald’s. Sigende nok er den eneste reklame, Phoenix har lavet i nyere tid, for dyrerettighedsorganisationen PETA, hvor han i 2013 lagde krop til et provegetarisk budskab (han er selv vokset op som veganer).
Han har, så vidt vides, ingen ambitioner om at hverken instruere eller stifte et produktionsselskab, som så mange andre superstjerner fra Brad Pitt til George Clooney og Reese Witherspoon gør, når skuespilkarrieren bliver for ensformig, og man længes efter at gøre sin magt gældende.
Phoenix er skuespiller – af den gamle skole, som ganske vist ikke dyrker den altomsluttende method acting, men alligevel forsvinder langt ind i sine roller, måske som sin egen eksistentielle eskapisme.
I dag er han 44, og jeg ville ønske, jeg kunne sige, at vi kun har set begyndelsen. Men Joaquin Phoenix virker som typen, der fra den ene dag til den anden kunne beslutte sig for at trække sig fra alt, hvad der har med film at gøre. Som med Daniel Day-Lewis er det en del af charmen. De craver ikke vores opmærksomhed for enhver pris, men spiller mest for deres skyld. Vi andre kan ikke kigge væk og er taknemmelige for hvert et sekund, de beærer os med deres selskab.
Kom til Soundvenue Forpremiere på ‘The Sisters Brothers’ med Joaquin Phoenix tirsdag den 18. juni
Læs også: Joaquin Phoenix gør ingenting halvt – stream seks af hans mest mindeværdige roller