Der er dømt ’Alle præsidentens mænd’-stemning i første trailer til den Steven Soderbergh-producerede konspirationsthriller ’The Report’.
Den idealistiske journalist Daniel J. Jones (Adam Driver) headhuntes til at afdække den amerikanske regering og deres torturmetoder i kølvandet på terrorangrebene 11. september. Det varer ikke længe, før sandheden kommer frem. Men det er tilsyneladende temmelig vanskeligt at få den ud til offentligheden. Filmen er baseret på den virkelige historie om journalisten af samme navn, som indsamlede informationer nok til at lave en rapport på næsten 7000 A4-sider (!).
Adam Driver har profileret sig som en af sin generations mest alsidige skuespillere. I år kan vi også glæde os til at se ham i Jim Jarmusch’ zombiekomedie ’The Dead Don’t Die’ og Noah Baumbachs skilsmissedrama ’Marriage Story’ over for Scarlett Johansson. I ’The Report’ omgiver Driver sig af et hold stærke medspillere i form af Jon Hamm (‘Mad Men’), Corey Stoll (‘House of Cards’) og den firedobbelt Oscar-nominerede Annette Bening.
‘The Report’ havde verdenspremiere på dette års Sundance Film Festival, hvor den modtog kæmpe roser med på vejen. Den politiske thriller er skrevet og instrueret af Scott Z. Burns, som tidligere har skrevet manuskripterne til blandt andet ’The Bourne Ultimatum’ og Steven Soderberghs ’The informant’ og ’Side Effects’. Makkerparret Soderbergh og Burns er også aktuelle med Meryl Streep-dramakomedien ’The Laundromat’, som får premiere ved dette års Venedig Film Festival.
’The Report’ får premiere i USA 15. november. Der er ingen dansk premieredato endnu.
Læs også: Adam Driver og Scarlett Johanson bliver skilt i dobbelttrailer til ventet Noah Baumbach-film