’Badeværelsesliv’: Svensk-finsk ungdomsserie på DR3 smider onani, date-rapes og kropspositivisme ud med badevandet
»Det er, som om tingene ikke rigtigt hænger sammen. Tror du, det er et angstanfald?« spørger Hilda mindre end 30 sekunder inde i første afsnit af den svensk-finske webserie ’Badeværelsesliv’.
Vi bliver kastet ikke bare direkte in media res, men ind midt i det mest intime rum: badeværelset. Her står Hilda og Lo, der har været veninder siden barnsben, og tripper, mens de desperat trykker refresh på deres respektive mobil-browsere for at få svaret på, om de er deres årgangs vindere eller tabere. Kommer Hilda ind på kunstakademiet, og er Lo blevet accepteret på lægeuddannelsen?
Svaret er nej, og pludselig står begge i en identitetskrise. Det er ikke nemt at være vraget, når de gamle gymnasievenner tager hul på nye livskapitler. Rønnebærrene er sure for Hilda, der snart konkluderer, at kunstakademi-pigerne mangler integritet, for de »har alle sammen fuldstændig ens pandehår«, og »vi behøver ingen skide institutioner til at definere os! Vi skriver et fucking manifest«. Det fører til en slagplan for de to veninders ufrivillige sabbatår: Det skal være slut med at være dygtig, for det er en fælde. De skal have masser af sex. Men først og fremmest skal Lo og Hilda tage for sig af verden, ligesom dudes gør.
Manifestet udgør antydningen af en rød tråd gennem 18 afsnit af varierende længde, der behandler alt fra onani foran lesbisk porno og kønsbehåring under oralsex, til hvad der er samtykke, kulturel appropriering og tilstrækkeligt ’woke’. Der er en klar fjerdebølgefeministisk dagsorden i serien, og man mærker, at temaerne ikke bare er opfundet bag et skrivebord af en manuskriptforfatter langt over de 21 år. Hovedforfatter og instruktør Kaya Pakaslahti har crowdsourcet sig til handlingen via interviews og vidnesbyrd indsamlet på sociale medier. Det er altså oplevelser fra virkelige, unge, svensk-finske kvinder, der krystalliseres i Lo og Hilda – på godt og ondt.
På den ene side betyder kildematerialet, at ’Badeværelsesliv’ giver meget troværdige indblik i eksempelvis, hvordan det er at navigere i ung Instagram-kultur. På den anden side føles det lidt, som om serien skal nå igennem en tjekliste: Date-rape, tjek. Seksuel identitetskrise, tjek. Ufrivillig graviditet, tjek. BodyPositivity, tjek.
Det er virkelig mange fortællinger klemt ned i blot to personer, og resultatet er overfladisk. Når vi inden for få minutter både skal overvære et kikset hook-up og høre om fyrens efterfølgende frygt for at være pornoskadet, mens Lo allerede er videre i teksten med Hilda i den anden ende af telefonen – så virker det parodisk. Det er svært at vurdere, om det er tilsigtet.
En del af problemet er seriens dogme-agtige fortælleramme: Alt udspilles i Lo og Hildas badeværelse. Det er let at se, hvad Kaya Pakaslahti har villet med grebet. I et badeværelse er man nøgen og sårbar, og samtidig er det et tidløst rum uden naturligt lys, hvor man laver rutineting som at børste tænder og gå på toilettet. Badeværelset er dét sted, hvor man er allermest banalt menneskelig og derfor en oplagt setting til at komme under huden på sine hovedpersoner. Men serien vil fortælle alt for meget og må derfor bøje den ramme, den selv har opstillet. Verden udenfor må flytte ind på Lo og Hildas badeværelse: Jobsøgningsseancer, musikkomponering, en hel fest og verdens mest uergonomiske omgang oralsex i et badekar uden vand i.
Det er for svært at tro på, og derfor ender man med at være i tvivl om intentionen. Skal vi tage Lo og Hilda alvorligt eller grine af dem? Det er uheldigt, når meningen med serien tydeligvis var at tage i hvert fald de unge, der har leveret historier, alvorligt.
Selvom fortællingen vakler vel rigeligt undervejs, er der også grunde til at rose ’Badeværelsesliv’. Den forbliver tro mod den type individualistisk-feministisk tilgang til verden, som trives blandt mange 21-årige instagrammere. Hilda er tyk, og i protest over ikke at kunne få pæne bukser i sin størrelse bliver hun for en tid succesfuld BodyPositivity-aktivist på netop Instagram. Hun spilles i øvrigt af Josefine Fri, der er BoPo-tykaktivist i virkelighedens verden.
Derudover handler Hildas storyline om alt muligt andet – om at finde sin kunstneriske hylde uden for akademiet, om at finde de rigtige mænd. I Hilda får vi altså en tyk karakter, der ikke blot er comic relief som i ’Skam’ eller ude på at tabe sig, men en fuldstændig ligeværdig, tredimensionel hovedperson. Det er umiddelbart allerførste gang, det ses i nordisk sammenhæng.
Kort sagt:
’Badeværelsesliv’ formår at tage pulsen på unge svensk-finske kvindeliv her og nu, men forsøger desværre at fylde alt for mange fortællinger ind i ét enkelt badeværelse.
Anmeldt på baggrund af hele sæson 1.
Læs også: Anmeldelse af ’Beforeigners’: Den første norske HBO-serie sejrer, hvor ’The Rain’ fejlede