‘Gadejørgen’: Ultrakort DR-dokumentarserie om gademusikant er et dejligt bekendtskab
Gademusikanten Jørgen Grønningen, også kendt som Gadejørgen, er et fund til en dokumentar. Det står klart i første sekund af DR-webserien, opkaldt efter hovedpersonen, da han viser, at han har gemt alt sit afklippede hår fra de seneste seks år. Hurtigt står det dog også klart, at Jørgen ikke er specielt snakkesalig. Instruktør Kristian Nordentoft skal virkelig stikke til ham for at få hans mund på gled.
Derfor har Nordentoft fundet en anden måde at fortælle Jørgens livshistorie: Gennem musikken. For i Jørgens kaotiske og hårde liv har musikken været den eneste konstant, og der kan han fortælle. Jørgens tekster og melodier er, med hjælp fra en række danske musikere, blevet professionelt indspillet og produceret. Når sangene begynder, forvandler Jørgen sig endda til en animeret udgave af sig selv, inden verden omkring ham også bliver til en animationsfilm.
Hvert af seriens seks korte afsnit drejer sig om én sang, der tager udgangspunkt i forskellige vigtige nedslag i Jørgens liv. Det handler blandt andet om hans barndom, der var præget af damp og tæsk af forældrene (der bliver kaldt kællingen og bonderøven), hans senere liv med en kone og søn, som han flygtede fra, og til sidst hans liv som gademusikant, hvor han blev opdaget af bandet Analogik, der tog ham med på scenen til deres koncert på Roskilde Festival. Jørgens syngende fortællinger er, selvom de er fyldt med bandeord og vulgære scenarier, både hjertevarme, underholdende og rørende.
Animationen er opfindsom og ligner en levende collage, hvis stil kan sammenlignes med Quangs sang fra ‘Terkel i knibe’ (!), krydret med satiretegningens overdrevne karaktertræk. Det legesyge udtryk står flot til sangenes univers.
Selve tonerne er dansk folkemusik, med strejf af klassisk rock’n’roll, som man kender det fra John Mogensen. Jørgens raspede og slidte lyd er også beslægtet med Mogensens vokal. Instrumentalt er der undervejs god variation, med besøg fra banjo, violiner og endda de blokfløjter, som Jørgen samlede på.
Når musikken og animationen stopper, mister fortællingen pusten. Samtalerne mellem Jørgen og Nordentoft er til tider frustrerende at overvære, fordi det lader til, at Jørgen virkelig ikke gider. Hvert afsnit slutter med, at Jørgen skal fortælle, hvad det næste afsnit handler om. Det er en fin idé, men det giver de korte afsnit et underligt flow, især hvis man ser dem i rap.
Med en samlet spilletid på blot tre kvarter kunne man også sagtens have ønsket sig flere kapitler fra Gadejørgens liv. Det lader til, at vi kun kradser i overfladen.
Kort sagt:
‘Gadejørgen’ er et dejligt, om end lidt kort bekendtskab, der klart fungerer bedst, når sangene og den opfindsomme animation dominerer.
Læs også: ‘Sygt umoden’ – DR3 aktuel webserie er hylemorsom og irriterende