Den banebrydende ‘The Matrix’ fra 1999 fes som bekendt ud i 2’eren og 3’eren, men der har længe floreret rygter om et reboot af franchisen iscenesat af Warner Bros.
Det har dog været uvist, hvorvidt skaberne af de originale film, Lana og Lily Wachowski, var involveret. Men det afviser Lily nu skulle være tilfældet.
»Well, jeg har lidt travlt for øjeblikket«, svarede hun kortfattet på et spørgsmål fra /Film ved tv-konferencen TCA i Los Angeles om, hvorvidt hun er involveret i det kommende Matrix-projekt. Wachowski er aktuel med Showtime-serien ‘Work in Progress’.
Hun var dog ikke sen til at give projektet sin velsignelse:
»Jeg kan godt lide, når historier går ud i verden og kommer tilbage til dig på forskellige måder. Jeg mener, det er det, storytelling handler om. Jeg er del af en større ting. Jeg har intet ejerskab over sådan noget, så uanset hvilken historie nogen vil fortælle, kan jeg ikke vente med at høre det. Jeg håber, den bliver bedre end originalen«.
Læs også: Er ‘The Matrix’ stadig revolutionerende 20 år senere?