’The First Purge’: Fjerde film i selvtægtserie hæver niveauet markant
Hvem kunne i 2013 have gættet, at selvtægt- og gyserserien ’The Purge’ ville gå fra simpel home invasion-genre til ren blaxploitation?
Det sker med den fjerde film i James DeMonacos filmserie om et USA, hvor befolkningen én nat om året får afløb til at skyde, myrde og røve efter hjertets begær. Filmene har altid haft en satirisk kant – præmissen er i sig selv en kritik af amerikanernes hang til vold, mens tredje film ligefrem havde en Hillary Clinton stand-in. Men satiren har altid fremstået overfladisk og meme-værdig, hvor dagens varmeste kartofler såsom NRA, nationalistiske bevægelser og centerdemokrater bliver latterliggjort uden megen vægt eller pondus.
Her skiller ’The First Purge’ sig for alvor ud ved at tackle Amerikas moralske forfald med lige dele indigneret og flammende vrede. Som titlen indikerer, foregår filmen før de andre, ved etableringen af den såkaldte Purge-aften. Initiativet påbegyndes af det nye højrefløjsparti New Founding Fathers of America, der lover lov og orden. I ly af et pseudovidenskabeligt eksperiment om, at de værste kriminelle kerner i landet vil udradere hinanden, placeres Purge-aftenen i et socialt udsat, afroamerikansk kvarter på Staten Island.
Regeringen betaler beboere for at deltage aktivt i eksperimentet, og mens pressen forholder sig ’neutralt’ til begivenheden, lugter det hele mere og mere af etnisk udrensning.
Hvor heltene i tidligere film blot prøvede at komme igennem den lange nat, flankeret af maskerede mordere på alle sider, er de i ’The First Purge’ anderledes politisk motiverede. Nya er en Black Lives Matter-agtig aktivist, der prøver at fastholde fred i gaderne, mens hendes eks Dmitri efterhånden må indse, at der er vigtigere ting i tilværelsen end at beskytte sin narkobule, når hjemmefronten er under angreb.
Som med 70’ernes blaxploitation-film som ’Dolemite’, ’Coffy’ og ’Black Dynamite’ er heltene samfundets outsidere. Det er sexarbejderne og pusherne, mens den sande skurk er den ondsindede hvide autoritet. Her passer James DeMonacos simple, men direkte samfundskritik som fod i hose.
Nya bliver trukket mod en kloak af en overgrebsmand, som famler efter hendes skridt. »You pussy grabbing motherfucker«, vrisser hun og sender manden klynkende tilbage i mørket med et spark til ansigtet. Senere bliver de marginaliseredes vredesudbrød decideret euforisk, da Dmitris bande myrder en flok KKK-klædte overgrebsmænd.
Men den samfundskritiske harme er ikke den eneste forskel mellem ’The First Purge’ og tidligere film i serien. DeMonaco står stadig for manuskriptet, mens Gerard McMurray overtager instruktørstolen. Hvor de andre film har haft et sterilt visuelt udtryk, er især kampscenerne i ’The First Purge’ fantastisk udført. I den førnævnte kamp med KKK-klanen nærmer Dmitri sig langsomt sine ofre igennem en tyk røg, og senere må han kæmpe sig igennem en etagebygning fyldt med en gruppe angribere i blackface.
Det tager dog for lang tid, før lunten når krudttønden, især taget i betragtning af, at dette er den fjerde film i en serie med et utrolig simpelt præmis. Og filmen får ikke meget ud af den ellers glimrende ’Escape From New York’-inspirerede lokation på en isoleret ø. Det er prisværdigt, at DeMonaco vil bruge længere tid på karakterkonflikter, men hverken Nya og Dmitris gamle forhold eller Nyas brors forsøg på at udnytte selvtægtnatten til at tjene nogle håndører, bliver rigtigt til noget.
I sidste ende er vi her for at heppe på de marginaliseredes hævnaktion mod voldelige autoriteter. Og når ’The First Purge’ endelig vågner op til dåd, leverer den da også med bravur.
Kort sagt:
Sammen med ’Cam’ og ’Assassination Nation’ er ’The First Purge’ en ny type af exploitation-film, der udpensler voldelige autoriteters grimme ansigt i det 21. århundrede.
Læs også: Disse film skal du streame i september – fra Zach Galifianakis’ bregner til Trine Dyrholms dronning