Det var et historisk satireøjeblik, da Zach Galifianakis havde Barack Obama på besøg mellem sine to grønne bregner i comedytalkshowet ’Between Two Ferns’ i 2014 under præsidentens anden periode i Det Hvide Hus.
I anledning af premieren på ‘Between Two Ferns: The Movie’ fortæller programmets instruktør og medskaber nu til The Daily Beast, at klippet, hvori Galifianakis spørger Obama »Hvordan det føles at være USA’s sidste sorte præsident?« var lige ved at blive droppet.
Interviewet kom i stand, fordi præsidentstaben selv spurgte folk i Hollywood, om de havde ideer til at promovere præsidentens sundhedsreform, hvortil Aukerman foreslog, at Obama skulle gæste Galifianakis’ bramfri talkshow.
Præmissen for deltagelse er normalt, at berømthederne ikke ved, hvilke grovheder der venter dem. Men så snart aftalen med Obama kom i stand, blandede præsidentens rådgivere sig, fortæller Aukerman. Efterhånden begyndte han at forstå, hvor vildt et projekt de havde kastet sig ud i. De fik klar besked om, at når præsidenten kommer på besøg, er spillereglerne ændrede:
»Åbenlyst kan I ikke gøre som i et rigtigt afsnit af ’Between Two Ferns’«, lød beskeden fra Obamas stab.
Cody Keenan, der dengang arbejdede som taleskriver for Obama, har udtalt, at det var vigtigt, at præsidentens medvirken repræsenterede hans generelle image:
»Det endelige produkt blev nødt til at have flere bolde i luften«, fortæller Keenan The Daily Beast.
»Det skulle være tro overfor, hvad ’Between Two Ferns’ står for, for hvorfor skulle Funny or Die ellers lave udsendelsen? Indslaget skulle også reklamere for sundhedsreformen så meget som muligt, for hvorfor skulle vi ellers gå med til det?«
Der lå mange drøftelser forud for, at Obama kunne sætte sig i studiets sorte læderstol over for Galifianakis.
»Helt enkelt skulle det balancere mellem at være autentisk for dets fans og tiltalende for de mennesker, vi prøvede at nå. Men det skulle også beskytte værdigheden for USA’s præsident og hans stab«, siger Cody Keenan.
De to parter nåede til enighed om, at præsidentens stab fik redigeringsret over programmet. Men Aukerman opfordrede Obamas hold at tillade, at talkshowets forfattere skrev de groveste jokes, de kunne komme på.
Dog ville holdet have fjernet spørgsmålet om at være sidste sorte præsident. Aukerman forsvarede joken som indslagets absolut sjoveste.
Efter at have diskuteret sagen frem og tilbage fik de grønt lys til at lave joken. Men så fik Zach Galifianakis selv kolde fødder, da interviewet skulle føres ud i livet, da han frygtede at fornærme Obama. Dog insisterede Aukerman på, at han skulle gennemføre det, da det ellers ville komme bag på præsidenten, som forventede spørgsmålet.
Spørgsmålet blev stillet, og Obamas svar var stærkt medvirkende til, at det netop var den bit, der gik viralt:
»Seriøst? Hvordan føles det, at det her er den sidste gang nogensinde, at du taler med en præsident?«.
Læs også: ‘Friends’ 25 år – De 10 bedste afsnit – rangeret