De fleste har nok bemærket, at ’Game of Thrones’ sluttede tidligere på året. Hvilket også var ensbetydende med starten på et nyt kapitel for danske Nikolaj Coster-Waldau.
Men skuespillerstjernen hviler ikke på laurbærrene. Og nu vender han glædeligvis tilbage til hjemlandet med sin bedste rolle på hjemlig jord siden gennembruddet med ’Nattevagten’ i 1994.
Præstationen udspiller sig i Jonas Alexander Arnbys ’Selvmordsturisten’, der også i sig selv er et særsyn i dansk film: Et visuelt visionært mindfuck, et sci-fi-beslægtet mysterium, et eksistentielt psykologisk drama om liv og kærlighed med en dødsdømt mand i front, som vi nu har den store glæde af at invitere til danmarkspremiere på, når filmen er åbningsfilm på 2019-udgaven af CPH PIX-festivalen, WEEKEND.
Nikolaj Coster-Waldau spiller forsikringsagenten Max, der får konstateret kræft i hjernen. Han kan ikke få sig selv til at fortælle sin støttende hustru (Tuva Novotny), at svulsten vokser, og han vælger at tjekke ind på et afsidesliggende luksusresort, Aurora Hotel, der hjælper nødlidende med at tage livet af sig selv på en værdig måde. Men som også bærer på sine egne hemmeligheder.
Det blotte handlingsreferat yder ikke filmen retfærdighed, men tjek den yderst stemningsfulde trailer herunder, hvor man også får et fint billede af Coster-Waldaus underspillede transformation til lavmælt ægtemand med store briller og tykt overskæg.
Arnby debuterede i 2014 med et andet originalt vrid på kendte genretroper – dengang horror- og varulvegenren – i form af ’Når dyrene drømmer’, som vi gav fem stjerner her på sitet.
’Selvmordsturisten’ åbner WEEKEND-festivalen 12. november 21.30, og både Nikolaj Coster-Waldau og instruktør Jonas Alexander Arnby vil være til stede i salen. Der er et begrænset antal billetter i almindeligt salg, så det er om at være hurtig.
Køb billet HER – og tilmeld Facebook-event HER.
‘Selvmordsturisten’
Den 12. november 21.30
Imperial Bio i København
Læs også: ‘The Lighthouse’ og Shia LaBeouf fører an for den nye CPH PIX-festival Weekend