Den danske fiktionsfilmfestival CPH PIX er under omvæltning. Næste efterår lander et helt nyt festivalkoncept, og årets festival er således et slags intermezzo – men hvilket ét af slagsen!
Årets CPH PIX bærer navnet Weekend og løber fire dage 14.-17. november med et kondenseret og skarpt kurateret program på 20 film, der alle har det til fælles, at det er nye talenter, der står bag. 10 af dem er således debutfilm.
Flere af de 20 har vi ventet utålmodigt på i de danske biografer. Det gælder særligt Robert Eggers’ ‘The Lighthouse’ med Robert Pattinson og Willem Dafoe, der var én af mine absolutte favoritter fra dette års Cannes-festival, Alma Har’els ‘Honey Boy’, hvor Shia LaBeouf spiller sin egen far, Alejandro Landes hypede colombianske ‘Monos’ og den eksplosive franske ghetto-politifilm ‘Les Miserables’, et slags møde mellem ‘Training Day’ og ‘La Haine’.
CPH PIX har de seneste år specialiseret sig i danske talentfilm, og det fortsætter i årets Weekend-udgave. Vi kan således blandt andet se frem til Jonas Arnbys ambitiøse sci-fi-hjernebryder ‘Selvmordsturisten’ med Nikolaj Coster-Waldau i en af sine første roller post-‘Game of Thrones’. Til Marie Grahtøs ventede psykotiske realisme i ‘Psykosia’, der var udtaget til Venedig-festivalen tidligere på efteråret. Og til Daniel Borgmans ‘Harpiks’ med en 200 kilo tung Sofie Gråbøl.
De 20 film bliver suppleret af 10 særevents. Her vækker særligt den første danske visning af Taika Waititis ‘Jojo Rabbit’, der vandt publikumsprisen i Toronto og må anses for en af de førende Oscar-favoritter, opsigt.
Her følger alle de 20 hovedfilm i programmet – læs mere om Weekend her.
Psykosia
Les Misérables
Giraffe
The Fever
Monos,
Take Me Somewhere Nice
System Crasher
Son-Mother
Made in Bangladesh
The Lighthouse
Honey Boy
Disco
Maternal
Selvmordsturisten
Onkel
Mosaic Portrait
Verdict
Harpiks
The Death of Dig Long
Twelve Thousand