Eddie Murphy overvejer at lægge skuespillet på hylden – vil ikke være »den gamle mand på film«

Eddie Murphy er lige nu i gang med noget af en renæssance. Ikke nok med, at han høster store roser og Oscar-buzz for sit portræt af blaxploitation-legenden Rudy Ray Moore i Netflix-filmen ’Dolomite Is My Name’, så er han til næste år også aktuel med en spritnyt standup-speciel for Netflix – hans første optræden i næsten 30 år.

I et nyligt interview med Wall Street Journal afslører komikeren dog, at han efterhånden er ved at være godt træt af, at indspille film og, at han – efter at havde genfundet kærligheden til stand-up – i stedet føler sig kaldet til mikrofonen:

»Når jeg står på scenen, så føler jeg, at det er det, jeg var født til at gøre mere end noget andet. Når jeg står der, kan jeg ikke forestille mig, at jeg vil lave film igen«.

Siden sin debut som skuespiller i 1982, har Murphy medvirket i over 30 titler. Og det har ikke altid været lige sjovt, fortæller skuespilleren, der ønsker at stoppe, mens legen er god:

»Det jeg allerhelst vil mere end noget andet, er at være hjemme ved min familie og slappe af. Når du laver film, skal du op klokken fem-seks stykker om morgenen. Jeg startede med at lave film, da jeg var 20 år gammel…Det er fucking 38 år siden. Hvis du har været på et filmset, så ved du, hvordan det er. Det er ikke sjovt«.

»Når jeg er tilbage på scenen, har jeg til gengæld lyst til at lave alt og være sjov. Men at lave film? At være den gamle mand i en film? Jeg gider ikke lade dem (publikum, red.) se mig blive gammel, og sige; ’Har du set Eddies nye film? Han ser forfærdelig ud’«.

En række af Murphys kolleger er i nyere tid kommet i modvind efter grænseoverskridende jokes, heriblandt Louis C.K. og seneste Dave Chappelle. Og noget tyder på, at Murphy kan have anlagt en mere sober stil:

»Sidst jeg lavede stand-up, var jeg 27. Når jeg ser noget af mit gamle materiale, krummer jeg tæer. Nogle gange er jeg sådan, ’Jeg kan ikke tro, at jeg sagde det!’. Jeg er 58 nu, så jeg tror ikke, at jeg har den samme tilgang til det«.

Eddie Murphys nye standup-special lander på Netflix til næste år. Netflix-filmen ‘Dolemite Is My Name’ er ude nu.

Læs også: ’Dolemite Is My Name’: Netflix-film vil pimpe Eddie Murphys karriere tilbage på sporet

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af