Eddie Murphys store comeback: Passer én af historiens største standuppere ind i komikerlandskabet 2019?

En kritikerrost Netflix-film, sit første standup-show i 30 år og en ventet værtstjans på ’Saturday Night Live’. Eddie Murphy har stort set været forsvundet fra offentlighedens søgelys i det seneste årti, men nu gør han klar til sin helt store comeback. Men hvad var det, der gjorde den purunge Murphy til en af de mest indflydelsesrige komikere nogensinde? Og kan han ubesværet falde tilbage i rollen i en tid, hvor komikernes materiale dissekeres med pincet?
Eddie Murphys store comeback: Passer én af historiens største standuppere ind i komikerlandskabet 2019?
Eddie Murphy i juli 2019 ved et event for 'Comedians in Cars Getting Coffee'. (Foto: Emma McIntyre/Getty Images for Netflix)
STREAMING TOGETHER

Eddie Murphy sveder ikke. I hvert fald ikke, hvis man skal tro hans to varmblodede og vilde standupshows fra 1980’erne, ’Delirious’ og ’Raw’. Da den amerikanske komiker var i 20’erne og den klareste stjerne på comedyhimlen, kunne end ikke de fuldfede og farverige læderdragter, han bar på scenen foran tusindvis af mennesker, frembringe de mindste svedperler på panden.

Men når han stiller sig tilbage på scenen næste år, bliver det ikke i Elvis-inspireret jumpsuit. Ungdommens uovervindelighed er en saga blot. Men af rock’n’roll-kongen – et af Murphys største idoler – og dennes fedladne afgang fra sit ellers historiske virke har han muligvis lært, at det er vigtigt at slutte sin karriere med manér.

Springbrættet til comebacket er blaxploitationstjernen Rudy Ray Moore, som Eddie Murphy portrætterer i Netflix-filmen ’Dolemite Is My Name’, der havde premiere i sidste uge.

»Dolemite is my name, and killing motherfuckers is my game«, synger Murphy iklædt et pink alfonsoutfit i rollen som en mand, der mødte mange fiaskoer, før publikum gav sig hen til ham, og han endelig fik succes som overvægtig hustler i kultfilmen ’Dolemite’ fra 1975.

Eddie Murphy som Rudy Ray Moore i ‘Dolemite Is My Name’

Murphy har ikke skullet kæmpe for anerkendelse på samme måde som Rudy Ray Moore. Til gengæld peakede han tidligt som USA’s mest fremtrædende og indflydelsesrige sorte komiker gennem tiden. Og de seneste år har han levet et tilbagetrukket liv med ganske få roller. Hans Wikipedia-side stopper abrupt ved 2016.

Men nu er han tilbage. I ’Dolemite Is My Name’, hvor han ifølge Vox er »bedre end nogensinde«. Dernæst, i 2020, med en special for Netflix, hans første standupshow i 30 år. Så venter opfølgeren til en af hans mest populære filmroller i ’Coming 2 America’. Og kridtstregerne til en ny stor entré på verdensscenen er således tegnet op.

Teenageren, der revolutionerede ’SNL’

Mange i den yngre generation vil måske især forbinde Eddie Murphy med de lavpandede fatsuit-familiekomedier, der dominerede hans karriere i slut-90’erne og 00’erne – fra ’The Nutty Professor’ til lavpunktet ’Norbit’. Det kan selv ikke kimen til et comeback i 2006 med ’Dreamgirls’ udviske.

Og var man der ikke selv, kan det være svært at forstå, hvor stor Murphy var, da han indtog komikerscenen som ung.

Som søn af en telefonoperatør og en amatørkomiker i New Yorks Buschwick-område startede han med standup i sine spæde teenageår, hvilket ved et lykketræf skaffede ham en afløsertjans på ’Saturday Night Live’ som blot 19-årig. Seerne elskede ham, og han endte med at være den altoverskyggende unge stjerne, som kølhalede programmet, der ellers var lukningstruet, da Murphy kom om bord i starten af 1980’erne.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Han stod for absurdunderholdning som det pengegriske stykke tyggegummi Gumby og parodierede børneværten Fred Rogers’ folkekære program ’A Nice Day in the Neighbourhood’ som en tidligere kriminel, der leverede dagdrivertips med det bredeste smil. Og efterligningskomikken var uovertruffen i Murphys Motown-sketch ’James Brown’s Celebrity Hot Tub’, hvor sangeren med sin gispende og hakkende stil synger om at gå i bad, mens han i sneglefart bevæger sig ned i et komisk lille kar.

Dog er det utvivlsomt sketchen ’White Like Me’, der i 1984 udstillede det amerikanske racehykleri både humoristisk og effektivt, som i dag er mest uforglemmelig. Selvom jakkesættene er gået af mode, føles sketchen ikke dateret her mere end 25 år senere. Murphy går undercover som Wall Street-blegfis med sminket hud og næseprotese. Han øver sig i at klemme ballerne sammen for at efterligne hvides særlige gang og studerer Hallmarks lykønskningskort som kulturel forberedelse. Han begiver sig ud på Manhattans gader, hvor den hvide verden åbenbares, hvor aviserne er gratis, og cocktailvognen rulles frem, så snart den sidste sorte mand er steget af bussen, og der skåles for det hvide privilegies lyksaligheder.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Nok er det karikeret, men brodden føles i sidste ende tragikomisk, da Murphy sender sine sorte venner ud i det hvide slaraffenland i forklædning.

Sketchen indkapsler essensen af Eddie Murphy: At han trods det utal af jokes fra sine standupshows, der i dag har mere end en bismag af homofobi og mandschauvinisme, var sin tids måske vigtigste formidler af oplevelsen af at være sort i USA til det brede publikum. Det er en kendt anekdote, at Murphy ikke kunne praje en taxa på 5th Avenue efter optagelserne, selvom han lige havde været genstand for hele USA’s beundrende blikke gennem skærmen.

Når man ser ’White Like Me’, fornemmer man inspirationen bag Donald Glovers sindsoprivende ’Teddy Perkins’-performance i ’Atlanta’ eller Lakeith Stanfield, der hacker sin trøsteløse tilværelse som fattig sort amerikaner ved at skifte til sin hvide stemme som phoneren Cassius Green i ’Sorry to Bother You’.

Og det er svært at forestille sig Dave Chappelle eller ’Key & Peele’, havde det ikke været for Eddie Murphy. Ligesom, for øvrigt, Murphy selv stod på skulderen af den afroamerikanske komikerlegende Richard Pryor.

Fladpandede familiekomedier

Pryor udgav sine shows på vinylplade, og Eddie Murphy revolutionerede siden standup ved at indspille sine shows som tv-film for HBO, der blev vist for bugnende biografsale. ’Raw’ indkasserede 50 millioner dollars i slut-80’erne, hvilket i dag svarer til mere end det dobbelte.

Et af pletskuddene i det første show, ’Delirious’, er en sekvens, om hvordan børn går fuldstændigt amok, når isbilen kommer. Murphy mimer et nådesløst barn en route til Mr. Softys frosne bagagerumslykke, der er villig til at smide gadens tomhændede alkoholikerbørn under bussen for til sidst at tabe sin egen is på jorden. Det er hysterisk morsomt, velskrevet og et godt eksempel på Murphys flair for komisk historiefortælling.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Samtidig med at han er charmerende, er 80’ernes Murphy også kold i røven. Lige så mange »fucks«, som der kommer ud af hans mund, lige så få giver han for publikums forventninger til, hvad man må sige.

Efter ’Delirious’ rødglødende succes overgik han sig selv i det næste show. Med ’Raw’ fra 1987 blev den 26-årige newyorker kongen af komik. Men så drog han til Hollywood.

Murphys første filmrolle var i ’48 timer’ over for Nick Nolte, der blev velmodtaget af både kritikere og publikum. I ’Bossen og bumsen’ fulgte han op med en af sine bedste komiske roller, og med de efterfølgende ’Frækkere end politiet tillader’-actionkomedier blev hans navn et af de hotteste i filmbyen.

Men i Hollywood er grådighed som bekendt den kunstneriske integritets absolutte dødssynd. Og arbejderdrengen Murphy har aldrig været for fin til at malke en franchise for den sidste livgivende dråbe. Han spillede detektiv Axel Foley i fire omgange, og de fleste Murphy-roller fås i multipack, fra ’Dr. Dolittle’ til ’The Nutty Professor’. I 90’erne medvirkede han i 17 film, og han havde hovedrollen i langt de fleste.

Murphy i ‘The Nutty Professor’ fra 1996.

Murphy er sjældent decideret dårlig. Men hans talent blev overeksponeret, hvilket fortsatte i årene efter årtusindeskiftet. Og da han ikke vandt en Oscar for sin rolle i musicalen ’Dreamgirls’ fra 2006, men kun blev nomnineret, mente mange, at det skyldtes hans plettede cv. ’Norbit’ var lige kommet i biograferne, da prissæsonen indtraf. Desuden gik der rygter om stjernens nykker under optagelserne på ’Dreamgirls’, hvor han efter sigende skred fra scener, så snart hans egne skud var overståede, og efterlod det til sine stand-ins at se på, mens medspillerne krængede hjerterne ud.

Den eneste pris, han vandt, var en Razzie for værste skuespil som ’Norbit’s asiatiske karakter Mr. Wong, der var omtrent lige så kulturelt respektfuld som at pisse på en panda.

Griber mikrofonen efter 20 års stilhed

Murphys aktuelle comeback begrænser sig ikke til filmlærredet og standupscenen. Han skal i slutningen af året også være vært for ’Saturday Night Live’, hvor han sidst medvirkede, da showet holdt 40-års jubilæum. Dengang fortalte han dog hverken jokes eller medvirkede i sketches. Han var nemlig plaget af slem sceneskræk og føler sig dybt utilpas i mediernes søgelys.

Det skal da også blive interessant at følge hans tilbagevenden som funny guy i en tid, hvor bevågenheden om komikernes udtalelser er større end nogensinde. Sager som Shane Gillis’ fyring fra ’SNL’ og kritikken af Dave Chappelles ’Sticks & Stones’-show er eksempler på, at jokes, der engang var kosher, ikke nødvendigvis bliver accepteret længere.

I sidste måned fortalte Murphy i et interview med The New York Times, at han helst zapper hurtigt videre, hvis ’Raw’-showet toner frem på skærmen. De mange aggressive jokes, hvor der langes ud efter kvindekønnet, forklarer han med sit dengang knuste unge hjerte.

Eddie Murphy i sit sidste show ‘Raw’ fra 1987.

I det hele taget siger han selv, at han har fået slebet kanterne: »Jeg er blødere, end jeg plejede at være«, fortalte han til avisen.

’Delirious’ fra 1983 indleder med en sekvens, hvor Murphy forklarer, at han bevæger sig hurtigt rundt på scenen, så bøsserne i publikum ikke kan nå at glo på hans røv. Der serveres generelt misogynisme og homofobi sideløbende med kendisparodier i både ’Raw’ og ’Delirious’.

Ligesom komikeren i dag ikke er stolt af sit kvindesyn, dementerede han faktisk en efterfølgende sekvens i ’Delirious’, hvor han i takt med tidens aids-forskrækkelse taler om frygten for smittefare gennem kys.

Hvad mon Murphy har på hjerte i dag?

Det var balancen mellem politisk tæft og fjollerier, der var hans varemærke. Og selvom Murphy officielt ikke har optrådt siden 1987, leverede han faktisk en kontroversiel sekvens om Bill Cosby, da han modtog Mark Twain-prisen for amerikansk humor i 2015, kort efter den sweaterklædte sitcom-patriark var blevet dømt for adskillige grimme voldtægtssager.

Parodien var oprindeligt tiltænkt ’SNL’-jubilæet, men Murphy skiftede efter sigende mening i sidste øjeblik. Det var mere overskueligt at lave sketchen foran 4.000 mennesker i The Kennedy Center end for 23 millioner seere på nationalt live-tv.

Modsat Chappelles tavse teflon-attitude over for sine kritikere begrundede Murphy sit valg om at trække Cosby-sketchen fra ’SNL’ med, at han ikke ville såre nogen: »Der er intet sjovt ved det. Hvis du går op på scenen og laver jokes om ham, sårer du bare folk. Du sårer ham. Du sårer hans anklagere«, sagde han til The Washington Post.

Vil afslutte karrieren med manér

Komikerens moralkompas er uforudsigeligt og komplekst. Den ene dag udviser han selvindsigt for så den næste at demonstrere håbløs mangel på selvironi. Som da han blev ekstremt vred over, at David Spade kaldte ham for »a falling star« i en ’SNL’-sketch og efterfølgende ringede ham op i raseri for at minde ham om sin betydning for showets arv.

Murphy siger i ’Comedians in Cars Getting Coffe’, at hans eneste fortrydelse i karrieren er, at han stoppede med at stå på scenen. Han beskriver live-standup som en muskel, der svinder ind, hvis man ikke vedligeholder den.

»At lave ingenting er min livret«, fortæller han Seinfeld senere i programmet. Men manden, der er far til 10 børn og omkring 40 filmroller, har ikke gjort sig fortjent til sit otium endnu.

Det forstod han, efter kristendomfilmen ’Mr. Church’ faldt helt til jorden i 2016: »Jeg har ikke lyst til at sidde på sofaen efter ’Mr. Church’«, sagde han i New York Times-interviewet. Her kaldte han sine kommende projekter for karrierens »bogstøtte«.

Eddie Murphy vil gerne minde folk om, hvad han engang stod for. Han vil give sig selv det eftermæle, han ved, han fortjener.

Læs også: De 15 vigtigste sorte stemmer i ny sort amerikansk film

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af