’Dolemite Is My Name’: Netflix-film vil pimpe Eddie Murphys karriere tilbage på sporet
De seneste 25 år har der været lovligt langt mellem snapsene for Eddie Murphy.
Man forstår derfor godt hvorfor, han har haft en interesse i at spille rollen som Rudy Ray Moore (1927-2008), manden bag blaxploitation-klassikeren ’Dolemite’. Som instruktør, producent, komiker og musiker var Moore i lang tid en underdog, og i Netflix-filmen ’Dolemite Is My Name’ bliver han omtalt som »the king of comebacks«. Dette er på mange måder en film om at være undertippet og synke dybt i underholdningsindustrien for derefter at brænde igennem på lærredet igen.
Rudy Ray Moore udgiver sit første, dybt sjofle comedy-musikalbum i 1970: ’Eat Out More Often’. Albummet låner i stor stil fra de storskrydende selvmytologiseringer, som Moore metodisk indsamler fra møder med storbygadernes vagabonder og hjemløse. Her hører han navnet Dolemite og adopterer det som en slags alfons-alter ego i sine standup-rutiner og i sine film.
For Moore vil også det store lærred. Det går op for ham, mens han og hans crew dødkeder sig i biografen til en kridhvid Jack Lemmon-komedie. Sådan finder pimp-hævneren Dolemite vej til filmens lurvede verden – efter mange forhindringer, kiks, finansielle sorger og fejltrin. Indspilningen af ’Dolemite’ bliver lavet af amatører og nyudklækkede filmskolebørn, idet alle mønter i Moores efterhånden hullede lommer bliver skæppet i projektet.
Så vidt Moores historie, og Murphys eget karriereforløb er hele tiden med i baghovedet. Efter magre år med ’Shrek’ og ’The Nutty Professor’ som fikspunkterne, er der en profan energi på spil i skuespillerens genoplivning af undergrundslegenden, der næsten får én til at tænke på, hvordan John Travolta tog skridtet fra den tuttenuttede ’Look Who’s Talking’-filmserie til triumfen som Vincent Vega i ’Pulp Fiction’.
’Dolemite Is My Name’ udspiller sig i samme blaxploitation-land, Quentin Tarantinos baghave, men det er alligevel mere kiksede instruktørportrætter som ’The Disaster Artist’ og ’Ed Wood’, filmen i lange stræk minder mest om. Det ændrer Murphys mikrofonhår, satinskræddere på overarbejde og Pam Grier-lookalikes ikke synderligt på. Men alligevel følger man interesseret tilblivelsen af en camp-klassiker, en B-filmenes B-film, ligesom man også mærker det hjerte, den menneskelighed og den klokkeklare entusiasme, der er lagt i arbejdet bag den virkelige Dolemites mytologiske strimler film.
Historiefortællingen er ikke alle steder så skarp og funky som kostumer og soundtrack. ’Dolemite Is My Name’ er ofte tynget af en montage-agtig fornemmelse, der gør, at historien scanner lidt hen over begivenhederne, ligesom meget dialog er lidt for svanger med biografisk materiale og baggrund om Rudy Ray Moore til, at filmen altid lever som andet end et gennem-pimpet Wikipedia-opslag.
’Dolemite Is My Name’ er sympatisk indstillet over for stort set alle andre end lige Wesley Snipes’ prætentiøse instruktør, inklusive den hvide studieboss, som Moore sælger sin film til (Bob Odenkirk fra ’Better Call Saul’). Murphy og instruktør Craig Brewer vil ikke grave grøfter eller puste til racepolitiske gløder.
’Dolemite Is My Name’ giver en lyst til at se eller gense Moores originale 70’er-film, mens de obligatoriske slagbasriffs og wahwah-guitarerne kvækker løs under billederne. Man mærker kærligheden til tiden og genren – også når Snoop Dogg (naturligvis) og Chris Rock kigger forbi i små roller.
Først og fremmest er det dog Eddie Murphys øjeblik i spotlyset, og det er godt at have ham tilbage: At se den snart 60-årige filmstjerne rulle sig ud i ’Dolemite Is My Name’ får 80’ernes standup-gulddreng til at virke tættere på end i meget lang tid.
Nu kan vi bare se frem til ’Beverly Hills Cop 4’ og ’Coming II America’
Kort sagt:
Eddie Murphy har endelig fået sig en noget nær optimal rolle i Netflix-filmen ’Dolemite Is My Name’, der trækker på energien fra Murphys bedste film- og standup-rutiner. Uden at være nogen stor film, forløser dette biopic sit materiale og bliver en sjov tidsrejse gennem 70’ernes blaxploitation-scene.