Manden bag de nyeste ‘James Bond’-film og ikke mindst ‘American Beauty’, instruktør Sam Mendes, teamer op med den 13-dobbelt Oscar-nominerede filmfotograf Roger Deakins i et kommende krigsdrama om Første Verdenskrig.
Og ’1917’ ligner noget ganske særligt. Den er nemlig filmet og klippet, så den forestiller at være en lang kameraindstilling, Iñárritu også gjorde det med ’Birdman’ for et par år siden. Mendes og Deakins har før arbejdet sammen på ’Jarhead’ og ikke mindst ’Skyfall’.
I deres nye film bliver to unge soldater, Blake og Schofield, sat til at krydse fjendens linjer for at overdrage en livsvigtig besked til en anden gruppe soldater, hvor Blakes egen bror er blandt.
De to unge soldater spilles af Dean Charles Chapman, bedre kendt som Tommen Baratheon fra ’Game of Thrones’, og George MacKay (’Captain Fantastic’, ’Pride’).
Derudover byder filmen på britiske sværvægtere som Colin Firth og Benedict Cumberbatch samt de yngre stjerner Richard Madden (Robb Stark fra ’Game of Thrones’) og Andrew Scott (‘Sherlock’ og ‘Fleabag’).
Historien er baseret på en beretning fra Sam Mendes’ egen bedstefar. Men også valget af one take-modellen er drevet af følelser, har instruktøren fortalt Vanity Fair:
»Det var et helt igennem følelsesmæssigt valg. Jeg ville være med på hvert eneste trin på de her mænds rejse – trække hvert eneste åndedrag med dem. Den blev nødt til at være visceral og suge folk ind. Det, de bliver bedt om, er næsten umuligt svært. Den måde, filmen er lavet, er designet til at bringe dig så tæt på den oplevelse som overhovedet muligt«.
’1917’ er sat til dansk biografpremiere 23. januar næste år.
Læs også: Netflix-filmene ‘The Irishman’ og ‘Marriage Story’ får dansk biografpremiere