’Stage Fright’: Jenny Slate er din nye BFF i kæk Netflix-comedy special
Jenny Slate er sådan én, man gerne vil lære at kende. En, man kunne forestille sig, det ville være virkelig sjovt at være i selskab med.
Den idé formidler hun med sine optrædener i instruktør Gillian Robespierres indiefilm ’Obvious Child’ og ’Landline’, sine gæsteoptrædener i serier som ’Girls’ og ’Parks and Recreation’, og sit stemmeskuespil i blandt andet ’Big Mouth’ og ’Bob’s Burgers’.
Med Netflix’s comedy special ’Stage Fright’, som også er instrueret af Robespierre, får vi for første gang lov til at se Slate optræde som sig selv. Og fra begyndelsen, da hun kommer dansende ind på scenen til Robyns ’Missing U’, er showets tone så uformelt og personligt, at det næsten føles som om, vi har fået lov til bare at hænge ud med hende.
Slate er klædt i et løstsiddende sort suit »for kvinder, der godt kan lide at bevæge sig«, og det gør hun brug af under hele showet. Alle jokes bliver udført med hele kroppen og hver eneste ansigtsmuskel, og hun afslutter dem ofte med at grine lige så meget som publikum – og man selv – gør. »Jeg er nok bare min egen største fan«, som hun konstaterer.
Hun er ene kvinde som en stor teatertrup der fremmaner krøllede og virkelig sjove scener. Som i sin gengivelse af, hvordan hun forestiller sig sportskultur er mænd, der er bedste venner, som går i det samme tøj og løber efter et stykke legetøj. Eller da hun illustrerer, hvordan hun ser sin hjerne som en dårligt rullet pandekage med en orm inden i.
Selv når hun bare imiterer de spøgelser, hun er overbevist om beboede hendes barndomshjem eller gengiver, hvor akavet hun hilser på fremmede, virker det. Med sin på én gang charmerende og akavede scenetilstedeværelse er Slate nærmest sjov bare ved at være der.
Hendes jokes kredser dels om det selvudleverende og næsten selvudslettende, som især leder tankerne hen på Amy Schumer. Hun joker om ikke at leve op til underholdningsbranchens forventninger til kvinder om at være »høje, slanke og have en krop som Timothée Chalamet«. Om at være på katastrofale dates som hun ikke har været i terapi længe nok til at kunne tale om uden at gå i panik. Og om perioden efter hun blev skilt, hvor hun brugte det meste af tiden på at ryge joints og onanere i sin forældres kælder.
’Stage Fright’ er bedst, når Slate leverer den slags svirp til konventionerne, eller når hun bruger sit eget liv til at vise alt det frem, der er uperfekt og svært. Og der har heldigvis ikke sneget sig mange jokes med, som ikke har de kvaliteter.
Hendes optræden afbrydes undervejs af en række klip, hvor Slate har sat hele sin familie – forældre, to søstre og bedstemødre – i stævne i sit barndomshjem. Det fungerer, når det gør de personlige jokes endnu mere personlige, som når Slate overfor sin far fortæller, at hun endnu ikke er klar til at joke om sin skilsmisse men kun om sin egen reaktion på den.
Men familieintermezzoerne føles mest af alt overflødige. De bidrager ikke med meget komisk materiale, og barndomsanekdoterne er for selvrefererende til at blive charmerende eller inddragende – børnebilleder føles i en comedy-sammenhæng ofte som om, man forsøger at forklare en joke, der gik over publikums hoveder.
Mest af alt er de overflødige, fordi de afbryder showets rytme. Og fordi man meget hellere bare vil være sammen med Slate og høre det næste, hendes ormehjerne har fundet på.
Kort sagt:
Jenny Slate er din nye BFF i kæk comedy special på Netflix, der slægter Amy Schumer på.