Skuespillerne Mackenzie Davis, som slog igennem med ‘Halt and Catch Fire’ og også gav den som babysitter i ’Tully’, er tilbage i rollen som barnepige. Denne gang for to meget foruroligende, forældreløse børn. I ’The Turning’ spiller hun Kate, som hyres til at tage sig af børnene Flora og Miles, der bor i et kæmpe hus, som efter traileren at dømme ikke kun har rotter på loftet.
Rollerne som de to skumle børn er besat af to af tidens mest talentfulde unge skuespillere. Finn Wolfhard, der bestemt ikke er uvant i horror-genren med ’Stranger Things’ og ’It’ på cv’et, spiller rollen som teenageren Miles, mens hans lillesøster Flora spilles af Brooklynn Prince, der stjal alles hjerter i ’The Florida Project’.
Filmen er instrueret af italienske Floria Sigismondi, der tidligere stod bag den biografiske film ’The Runaways’ med Kristen Stewart og Dakota Fanning i hovedrollerne. Sigismondi er dog mest kendt for at have instrueret musikvideoer for et utal af prominente navne, heriblandt Marilyn Manson, Rihanna, Leonard Cohen og David Bowie. En stor del af hendes musikvideoer bærer præg af en meget mørk æstetik, så det virker oplagt, at hun nu giver sig i kast med en film som ‘The Turning’.
’The Turning’ er baseret på Henry James novelle ’The Turning of the Screw’. Det er ikke første gang, at denne gotiske fabel omformes til det store lærred. Mest kendt er nok Jack Clayons ’The Innocents’ fra 1961 og prequel-filmen ’The Nightcomers’ med Marlon Brando i hovedrollen. Også Nicole Kidman-filmen ’The Others’ har lånt elementer fra James’ historie.
’The Turning’ har premiere i USA til januar. Filmen har endnu ingen dansk premieredato.
Læs også: M. Night Shyamalan deler første creepy teaser til sin nye Apple-serie ’Servant’