’The Terror: Infamy’: Første sæson var fremragende – anden sæson ikke just
»Hvad er ’The Terror’?«. Det er en tanke, man ikke kan slippe, når først man har stiftet bekendtskab med den seneste ombæring af AMC’s antologiserie.
Første sæson tog afsæt i de virkelige uvisheder om to britiske dampskibe, der i midten af det 19. århundrede forsvandt omkring Arktis. Man udfyldte hullet med en bragende ambitiøs blanding af etnografisk gys og anspændt karakterdrama af psykologiske hanekampe mellem dygtige britiske skuespillere. Rædslen lå ikke i monstret ude i tågen, men i mennesket selv.
Anden sæson dykker ned i amerikanernes ikke så fjerne og dog fortrængte fortid under Anden Verdenskrig. Man følger fotografen Chester (Derek Mio), der sammen med sin fiskerfamilie og langt over 100.000 japansk-amerikanere efter japanernes angreb på Pearl Harbor i 1941 gik fra venner til fjender og på præsident Franklin D. Roosevelts befaling blev sendt i militærovervågede interneringslejre af frygt for spionage og national »illoyalitet«.
Først mod slutningen af krigen blev de mange familier sat fri, og først i 1988 kom erstatningen i form af 20.000 dollars til hver af de udsatte.
I ’The Terror: Infamy’ kæmper Chester og hans ligesindede ikke kun med retten til frihed, men også med ånden Yuko (Kiki Sukezane). Den indtager kroppe og udfører hævngerrig selvdestruktion på de internerede som både straf og søgen efter… et eller andet.
Det er yderst relevant og fremragende set at kaste lys på dette mørke kapitel i en tid, hvor amerikanere af asiatisk herkomst endelig bliver taget seriøst i Hollywood. Det er i udgangspunktet også interessant at inkorporere en såkaldt Yūrei-ånd, som man kender fra ’The Ring’ og ’The Grudge’, til at symbolisere det nationale identitetsspøgelse, de mange fanger pludselig stod overfor.
Men mere godt at sige er der ikke om ’The Terror: Infamy’.
For det helt nye hold af skuespillere, instruktører og særligt showrunnere – deriblandt Max Borenstein, som har skrevet de seneste monsterfilm med Godzilla og King Kong – leverer et produkt adskillige niveauer under tyngden fra første sæson.
Hvad der burde have været en fokuseret kollektivfortælling fra en interneringslejr med gyset forankret i det racemæssige had, springer forhastet i alle mulige retninger. Essentielle historiske aspekter frem mod Hiroshima og Nagasaki behandles uskønsomt som staffage, når de torture porn-flirtende og ofte ufrivilligt komiske spøgerier fra den besættende ånd Yuko kører i ring.
Vi er ikke i nærheden af den fine kobling mellem krigens grusomheder og det overnaturlige, som Guillermo del Toro mestrede i ’The Devil’s Backbone’ og ’Pans Labyrint’.
Dertil kan man også nævne Chesters forhold til Luz (Cristina Rodlo, som imponerede i Refns ’Too Old to Die Young’), som har latinamerikansk baggrund. Ideen har sikkert været at twiste det klassiske Hollywoods stormfulde melodramaer med andre etniciteter. Men Derek Mio med den fremhævede underkæbe er ingen Clark Gable, og kærlighedsplottet forbliver stift og upersonligt.
Denne stivhed og manglende kant er gennemgående for hele sæsonen. Når jeg ikke går mere ind i plottets udvikling, skyldes det ikke mindst, at man ved sidste afsnit – hvis ellers man når så langt – har glemt, hvordan og hvorfor det kom dertil.
Og det er synd. Især efter sidste afsnit, hvor en billedmontage viser forbindelsen mellem cast og crew og deres familiære tilknytning til mange af de internerede. Det gælder ikke mindst ’Star Trek’-ikonet George Takei. Udover at have en rolle i serien var Takei blot fem år, da han og familien havnede i Tule Lake-koncentrationslejren, som man genskaber i serien, og som i sig selv rummer rædselshistorier, der ellers var værd at minde nutiden om.
Kort sagt:
Modsat de strandede og stoiske briter omkring Arktis er det i ’The Terror: Infamy’ uklart, hvad der er antologiseriens fundament og reelle niveau.
Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.
Læs også: Anmeldelse af ‘The Terror’ sæson 1