’The Terror’: Ridley Scotts serie er et sejt træk mod den menneskelige afgrund

I 1845 sender Storbritannien de to dampskibe Erebus og Terror imod Arktis for at befæste sin status som verdens største handelsmagt, sejre over den isede labyrint, hvor alle før er gået tabt, og finde Nordvestpassagen, der ville sikre en kortere søvej til Asien. Kapitel slut. Først i henholdsvis 2014 og 2016 bliver de to skibe fundet.

Historikere kan kun gisne om, hvad der hændte besætningen på de to skibe. »Skræk, gru og rædsel«, hvis man spørger forfatteren Dan Simmons. I 2007 udfyldte han det faktuelle tomrum med fatalisme, menneskeligt fordærv og inuitisk shamanisme. Det er nu blevet til AMC’s Ridley Scott-producerede kuldegys ’The Terror’.

Scott havde også sit navn på sidste års ’Taboo’, men modsat Tom Hardy-serien rammer showrunner og manuskriptforfatter David Kajganich mere rent med sin pastiche på 1800-tallets dickenske klassepanorama og den viktorianske gotik hos Edgar Allan Poe tilsat klaustro-sfærisk monsterhorror fra Scotts egen ’Alien’ og Carpenters ’The Thing’.

Den største inspiration må dog være rammefortællingen i Mary Shelleys ’Frankenstein’. Scenariet er identisk med kaptajnen Robert Walton og hans mandskab, der i Shelleys roman holdes fanget af den nordpolske is og silhuetten af et monster i det fjerne. I ’The Terror’ er konflikten blot større med to skibe og to væsensforskellige kaptajner midt i det iskolde ingenmandsland mellem Canada og Grønland.

Ekspeditionens hæderkronede førstekommanderende Sir John Franklin (Ciarán Hinds fra ’Game of Thrones’) vil forædt af opportunisme og stolthed hverken erkende det gigantiske bæst ude i tågen eller mørket, i hvad Allan Poe udlagde som sjælens rædsler.

Advarselslamperne blinker ellers tidligt fra alle sider. Først da besætningsmedlemmer begynder at få hallucinationer af halvnøgne inuitter, som advarer dem om at få benene på nakken – og siden med synlig evidens på monstrets eksistens i opsprættede lemmer og afhuggede hoveder.

Kameraet kører i starten flere gange op for at gøre os opmærksomme på rollen som alvidende beskuer til de magtesløse britters skæbnesvangre vej forbi point of no return ind i mørkets hjerte.

Over for Franklins imperiale selvindbildskhed står rationalisten Francis Crozier, der som kaptajn på Terror har sin herskerånd i tvivlen. Han har dog også evnen og den åbne indstilling til at lytte og tale med naturen. På dens betingelser.

Den antropologiske tilgang kommer Crozier til gode, da det store mandekollektiv får selskab af en indfødt kvinde, som i sin gådefulde tavshed får tilnavnet ’Lady Silence’. Den grønlandske sangerinde Nive Nielsen overbeviser stort med sin mystiske vekslen mellem hjertelighed og kulturelt fremmedvæsen.

Som Crozier, der får sin smukt skrøbelige autoritet og melankolske fylde af en sjældent set bedre Jared Harris (’Mad Men’), forklarer den store mand Sir Franklin i afsnit 2: »Vi er to forskellige mænd på to meget forskelige skibe«.

Enkelte flashbacks med Franklin og Crozier i hjemlige dekadente omgivelser anslår en hybris. Kun Crozier forstår, at nemesis venter.

Den social klasseskildring forankret i de to skibes store karaktergalleri bliver lidt for mudret. Dramaet udspiller sig langsomt, men det går lovlig stærkt med den hierarkiske omstrukturering, da først rædslen resulterer i kaos og kontant mandefald. Klarest i billedet står den godmodige kirurg Harry Goodsir (Paul Ready) og den djævelske proletar Cornelius Hickey (Adam Nagaitis).

Går man til ’The Terror’ for jump scares og intens overlevelseskamp mod monstret i samtlige af seriens godt 450 minutter, bliver man skuffet.

Den dvæler i stedet ved de ambiente flader fra den afdøde svensker Marcus Fjellström, det digitalt skabte, både uendelige og indelukkede skyggerige af is, de deliriske kælkede linjer i kahytterne og de litterære karakterbeskrivelser i ordudvekslingernes detaljer.

Det er i detaljen, man langsomt opdager den ægte rædsel. Skørbug og koldbrand er blot ydre tegn på indre, mental forrådnelse. Truslen fra det ydre opstår i forlængelse af datidens britiske nations indre storhedsvanvid og kulturelle snæversyn.

Det er i det lange, seje træk mod den menneskelige afgrund, at ’The Terror’ til slut står som en førsteklasses etnografisk gyser.

Anmeldt på baggrund af hele serien.