’Top Boy’: Drake genopliver gangsterserie på Netflix – og den er fremragende

’Top Boy’: Drake genopliver gangsterserie på Netflix – og den er fremragende
Michael Ward som Jamie i 'Top Boy'. (Foto: Chris Harris/Netflix)

Mange fans var skuffede over, at den britiske gangsterserie ’Top Boy’ blev lukket i 2013, tilmed efter anden sæson var sluttet på en cliffhanger.

Men heldigvis hed en af disse fans Drake.

Den canadiske rapper, der tidligere på året producerede ungdomsserien ’Euphoria’, greb ikke bare til Twitter og Instagram for at hylde den britiske gangsterserie. Han mødtes efterfølgende også med hovedforfatteren Ronan Bennett, der bestemt ikke var færdig med at udforske det hårde narkomiljø i Londons Hackney-bydel. I samarbejde med Netflix har de nu pumpet nyt liv i ’Top Boy’, og den har aldrig været bedre.

Man kan sagtens følge med i den nye sæson uden forudgående kendskab til universet, men det anbefales nu alligevel at starte med den oprindelige serie, der ligger på Netflix under titlen ’Top Boy: Summerhouse’. Ellers går man glip af den umiskendelige gensynsglæde ved at se mange af karaktererne seks år senere, ligesom man naturligvis lettere vil forstå de konflikter, de tager med sig i de nye afsnit.

I første sæson sætter Dushane (Ashley Walters) og Sully (Kane Robinson a.k.a. grimerapperen Kano) alt ind for at blive de nye top boys i Summerhouse-kvarteret. De vil styre narkohandlen med hård hånd og tjene en masse skejser, hvilket kræver flere blodige ofre. Samtidig opstår der hurtigt uenighed mellem barndomsvennerne, da Sullys frembrusende facon ikke passer så godt til Dushanes beregnende ledelsesstil.

Rapperen Kano spiller Sully i ‘Top Boy’. (Foto: Chris Harris/Netflix)

London-bandernes interne territoriekrig er garant for slagkraftig spænding med voldelige udfald. ’Top Boy’ udmærker sig imidlertid især ved sin store autenticitetsfølelse, som muligvis kommer af, at Ronan Bennett selv bor i Hackney (uden dog på nogen måde at have gjort sig som pusher). Vi kommer helt ind i de små, nussede boligblokslejligheder, hvor børnene ofte må passe sig selv, fordi far er i fængsel, og mor altid er på arbejde. Og hvor narkogangstere nemt lokker de mindreårige i fordærv med lovning om hurtige penge, der kan betale huslejen og mere til.

Serien giver således en overbevisende forklaring på hovedpersonernes kriminelle handlinger uden nogensinde at glorificere eller undskylde volden. Folk som Dushane og Sully føler, at de sidder fast på bunden, og de kan ikke se en anden måde at komme til (hurtige) penge på end gennem kriminalitet. Man forstår samtidig de små skoledrenge, der pjækker fra skole for at sælge stoffer ved synet af de materielle goder, de aldrig før har haft i hjemmet.

Mens de to gamle sæsoner er på blot fire afsnit hver, disker det nye ’Top Boy’ op med 10 af slagsen. Det klæder virkelig serien, at der er mere tid til at bygge karaktererne, historien og miljøet op, uden at der skal tages hensyn til den tidligere lidt for spændte dramatiske bue.

Rapperen Little Simz medvirker i den nye sæson ‘Top Boy’. (Foto: Chris Harris/Netflix)

I den nye sæson må Dushane og Sully starte forfra, da de vender tilbage til Summerhouse fra henholdsvis jamaicansk eksil og fængsel. Og det tager tid, hvorfor de halvvejs inde i sæsonen stadig er i opstartsfasen. Deres uvenskab fra anden sæson lægges efterhånden på hylden, for at de sammen kan konkurrere mod den unge Jamie (Micheal Ward), som er en ny og særdeles velkommen tilføjelse til serien.

Det er gennem ham, at vi i denne sæson kommer nærmere en lokal familie, som rammes af bandekrigen. Jamies forældre er døde, hvorfor han i en svær dobbeltrolle må agere værge for sine to brødre. Ved siden af sin blodige gangstergesjæft skal han således også til lillebroren Stefans skolehjemsamtaler. Der hersker stor kærlighed mellem brødrene, men ikke uden en vis barriere i form af Jamies beskæftigelse. Drengene aner jo nok, at storebroren har gang i noget problematisk, men de vælger at ignorere det og bide bekymringerne i sig.

Det føles, som om serien er modnet en smule sammen med de første sæsoners oprindelige hovedpersoner. Der er blevet mere tid til eftertænksomhed, for mere end én gang sår Dushane og Sully tvivl om deres egen fremtid i den farlige branche, hvor man aldrig kan hvile på laurbærrene.

Samtidig er der fortsat en masse tempofyldte konflikter, og der går ikke et afsnit, uden en navngiven karakter slås ihjel. Fordi serien ikke indeholder rendyrkede skurke- og heltefigurer, og fordi skuespilpræstationerne er mere end overbevisende over hele linjen, gør flere af dødsfaldene også ondt på seeren.

Ved sin genoplivning er ’Top Boy’ gået fra at være kompetent til fremragende tv-fortælling, der med sine mange plotspor og fordømmelsesfrie karakterstudier dufter lidt af David Simons ’The Wire’.

Det eneste, jeg savnede undervejs i den nye sæson, var et større fokus på truslen fra det politifolk, der uden tvivl må arbejde stålfast i kulissen på at sigte bandelederne. Heldigvis tyder alt på, at der kommer mere af det i næste sæson, som Netflix og den anglofile rapper fra Canada forhåbentlig også vil investere penge i.


Kort sagt:
Den genopstandne britiske gangsterserie ’Top Boy’ er landet på Netflix med sin hidtil bedste sæson, som på ’The Wire’-manér byder på autentiske miljøskildringer, hårdtslående bandekonflikter og nuancerige karakterstudier i et belastet londonsk boligkvarter.

Læs også: Lyt til vores podcast SOUNDVENUE STREAMER om ‘Top Boy’

Tv-serie. Hovedforfatter: Ronan Bennett . Medvirkende: Ashley Walters, Kane Robinson, Shone Romulus, Simbiatu Ajikawo, Jasmine Jobson, David Omoregie, Micheal Ward m.fl.. Spilletid: 10 afsnit á 45-65 min.. Premiere: Kan ses på Netflix
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af