’Castle Rock’ sæson 2: Ny omgang Stephen King-thriller er en nervepirrende slowburner
Grusom, angstprovokerende, spændende, relevant – og en lillebitte smule lang i spyttet.
Sæson 2 af den Stephen King-inspirerede ’Castle Rock’ læner sig op ad sæson 1, både i udtryk og tempo. Det er lige i Stephen Kings ånd at levere et til tider krybende, til tider dødsspurtende plot. Hos King er historien ikke blot et redskab til at skræmme og forfærde, den skal føles og forstås.
Den gode nyhed er, at ’Castle Rock’ giver sig god tid til at udforske karaktererne og miljøet. Den dårlige er, at det ikke efterlader os med lige så mange skæve og gyselige scener, som King-fans forventer. Der ligger ganske vist et nervepirrende plot og ulmer i baggrunden, men efter fem afsnit havde jeg forventet mere end blot baggrundsgys. Det er fornemt, at karaktererne og King-universets worldbuilding får så meget skærmtid, men der mangler foreløbigt nogle af de mange hooks fra første sæson, som genkaldte sædekant-spænding a la ’Lost’ og ’Fringe’.
Også den nye sæson tager udgangspunkt i karakterer, tematikker og plotpunkter fra Stephen Kings oeuvre. Denne gang kombinerer den en slags ’Misery’-prequel med ’Salem’s Lot’ og et drys af 70’er-sci-fi-kultfilmen ’Invasion of the Body Snatchers’ på toppen.
Vi følger Annie Wilkes (spillet i 1990 af Kathy Bates og her af Lizzie Caplan) og hendes datter Joy, der har været på farten de seneste mange år, på jagt efter det, den lidt skøre Annie kalder ’The Laughing Place’. Nu sidder de fast i den myrekrybende by Castle Rock, hvor en mindre borgerkrig mellem blandt andet somaliske indvandrere og ’muricans tilsyneladende er under opsejling, og i centrum af alt dette står provinsgodfatheren Pop, spillet med en lidt over-the-top New England-accent af Tim Robbins. Mon der er noget på spil i byens underverden, som Pop endnu ikke er klar over? Svaret er jo nok ja.
Der er rigtigt mange forskellige tråde i spil, og i første halvdel af sæsonen er den røde tråd ikke altid helt nem at få øje på. Det er en slowburner, men lur mig om det i sidste ende ikke bliver ventetiden værd.
Afsnit 5, ’The Laughing Place’, er således ét langt flashback, der til at begynde virker forholdsvis ligegyldigt, men efterhånden hypnotiserer mere og mere, så ens skepsis til sidst fordamper i lyset af en ekstremt velfortalt udstikker-historie, der giver sæsonens overordnede plot et friskt pust.
Kort sagt:
Første halvdel af ’Castle Rock’s sæson 2 går stille med dørene, men ærmerne er smøget op, og brikkerne er placeret – mon ikke indsatsen giver pote, inden sæsonen er omme.
Anmeldt på baggrund af de fem første afsnit.
Læs også: Fem iskolde Stephen King-gys, du kan streame lige nu