’Fargo’-skaber Noah Hawley skal stå i spidsen for ny ’Star Trek’-film

’Fargo’-skaber Noah Hawley skal stå i spidsen for ny ’Star Trek’-film
Zachary Quinto og Chris Pine som henholdsvis Spock og Kaptajn Kirk.

Så kan alverdens trekkies godt begyndte at glæde sig. Det ser nemlig ud til, at vi snart får en ny ’Star Trek’-film i biografen. Det skriver The Hollywood Reporter, der samtidig kan meddele, at det er Noah Hawley (manden bag den roste serie-udgave af ’Fargo’, som skal instruere den nye film.

Filmen bliver den fjerde i serien, der startede med J.J, Abrams’ succesfulde reboot i 2009. Her indtog Chris Pine den ikoniske rolle som Kaptajn Kirk, mens Zachary Quinto spillede halv-vulcanen Spock. Andre cast-medlemmer talte blandt andre Zoe Saldana, Karl Urban og Simon Pegg.

Det ventes, at alle skuespillerne er med om bord på den kommende film i franchisen.

Det var egentlig meningen, at produktionen af en ny ’Star Trek’ film skulle være gået i gang tidligere i år med instruktør S.J. Clarkson (‘Jessica Jones’) ved roret, men det projekt faldt til jorden. Filmen skulle efter sigende have haft tidsrejser som omdrejningspunkt i et plot, hvor Kirk blev genforenet med sin far (spillet af Chris Hemsworth i Abrams’ første film). Om Hawleys nye film fortsætter med samme idé, er endnu uvist.

Det bør også nævnes, at denne kommende film er et separat projekt fra den ‘Star Trek’-film, Quentin Tarantino har været tilknyttet.

Noah Hawley er ikke uvant i de fantastiske genrer. Han har tidligere skabt den populære superhelteserie ’Legion’, ligesom han har instrueret det kommende, dog noget mere realistiske rumdrama, ’Lucy in the Sky’ med Natalie Portman.

Der er endnu ikke offentliggjort nogen premieredato på filmen.

Læs også: ’Charlie’s Angels’-instruktøren skyder forbi målet, når hun bebrejder mænd for filmens fiasko

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af