Til december får den sjette og sidste sæson af History Channel-sagaen ’Vikings’ premiere med hele 20 afsnit at se frem til for fans af Alex Høgh Andersen og hans vikingevenner. Men den sidste sæson bliver alligevel ikke enden på det skandinavisk inspirerede vikingeunivers. Netflix har nemlig sikret sig rettighederne til en længe rygtet spinoff-serie, som får titlen ’Vikings: Valhalla’.
’Vikings: Valhalla’ tager sin begyndelse 100 år efter enden på historien i ’Vikings’ med en række af alle tiders mest berømte og berygtede vikinger i spotlyset som blandt andre Leif Erikson (aka Leif den Lykkelige) og Harald Hårderåde samt Vilhelm Erobreren, der var konge af England (men havde vikingeblod i årerne).
Ifølge Deadline har Netflix allerede bestilt 24 episoder af serien, der bliver udviklet af ’Vikings’-skaber Michael Hirst og MGM Television. Filmmanuskriptforfatter Jeb Stuart, der har siddet bag tasterne til blandt andet ’The Fugitive’ og ’Die Hard’, er blevet udvalgt af Hirst til at fortsætte fortællingen.
Den sjette og sidste sæson af ‘Vikings’ får premiere den 5. december.
Læs også: Se Alex Høgh Andersen i den blodige trailer til sidste sæson af ‘Vikings’