’Afhøring’: Ny dansk satireserie med Jonas Schmidt er sjov i små doser

’Afhøring’: Ny dansk satireserie med Jonas Schmidt er sjov i små doser
Jonas Smith og Morten Jørgensen i 'Afhøring'. (Foto: C More)

I en tid, hvor procedural-politidramaer og true crime-dokumentarer hærger streaming-landskabet, er det rart med lidt satirisk afveksling.

Som når et barn bliver kidnappet, og den ansvarshavende politiefterforsker ikke gider tage sin telefon, selv om det kunne være kidnapperen, der ringer for at indkræve løsepenge, fordi – som han argumenterer – når det er ukendt nummer, er det som regel telefonsælgere fra Indien. Eller når et voldtægtsoffer bliver bedt om at medbringe lidt wienerbrød til forhørslokalet, fordi afhøringseksperterne lagde mærke til, at hendes adresse lå belejligt tæt på Guldbageren.

’Afhøring’ er en ny dansk komedieserie produceret af Respirator og distribueret af C More – et fællesskab, der tidligere har givet os ’De sjove kvinder’ og ’Misbrug, angst og andre sjove ting’. I hovedrollerne som de to komisk underspillede politimænd ser vi Jonas Schmidt, der blandt andet er kendt for sin rolle som den blå, køllesvingende flodhest Dolph, og Morten Jørgensen, der sammen med Nikolaj Feifer har stået bag DR2-serien ’Banken – New Normal’.

Hvert afsnit, eller indslag, som man måske nærmere kan kalde det, varer ikke mere end seks-syv minutter, og det er et format, der passer som fod i hose til indholdet og humoren. De to forhørsspecialister Gert Lassen og Tommy Sønderholm er så akavede, uprofessionelle og socialt uintelligente, at man ved nærmere eftertanke nok ville begynde at sætte store spørgsmålstegn til deres faglige kompetence – og i det hele taget, hvordan de nogensinde er blevet kategoriseret som specialister inden for noget som helst.

Men i løbet af den håndfuld minutter, man får lov til at tilbringe i et mørkt kælderlokale, formentlig (forhåbentlig) under politistationen, sammen med dem og deres offer … jeg mener offeret … der når man ikke meget mere end at grine og himle lidt med øjnene af deres deadpan-levering af absurde teorier og mærkværdige, indforståede dialoger.

I kvalitet og udtryk minder det mig frem for alt om en nordisk versionering af en ’Funny or Die’- eller ’Key and Peele’-sketch: vældig sjovt i små doser.

Der er ingen tvivl om, at seriens force er den stærke kontrast mellem den sympatiske, jordnære, uheldige sjæl, der er i forhør på den ene side af bordet, og de to Abbott & Costello-imiterende kriminaleksperter på den anden. Desværre overskygger præmissen indimellem humoren, og det er ikke alle jokes, der lander lige elegant og effektfuldt. Forhåbentlig kan en potentiel sæson to råde bod på dette med et lidt strammere manus.


Kort sagt:
Uden at være banebrydende morsom er ’Afhøring’ et sjovt nyt bud på useriøs satire over seriøse emner.

Tv-serie. Hovedforfatter: Morten Jørgensen & Nikolaj Feifer. Medvirkende: Jonas Smith, Morten Jørgensen. Spilletid: 10 afsnit à ca. 5 min.. Premiere: Kan ses på C More
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af