Det bliver Danica Curcic, der skal spille hovedrollen i den kommende danske Netflix-serie ‘Equinox’, baseret på den populære DR-podcast ‘Equinox 1985’.
Curcic har rollen som Astrid, der som voksen prøver at opklare mysteriet om en uforklarlig hændelse i 1999, hvor en hel skoleklasse forsvandt sporløst, heriblandt Astrids søster. Også Lars Brygmann, Fanny Leander Bornedal, Alexandre Willaume og Hanne Hedelund er på rollelisten.
Danica Curcic slog stort igennem i 2014 med roller i blandt andet ‘Fasandræberne’ og ‘Stille hjerte’. Siden har hun blandt andet haft en hovedrolle i TV 2-serien ‘Kriger’, mens hun næste år kan ses i en stor rolle i den ventede ‘Undtagelsen’. Hun har tidligere været aktuel på Netflix i den internationale serie ‘The Mist’.
‘Equinox’ er skrevet af Tea Lindeburg, der også stod bag podcasten, og optagelserne af de seks afsnit er netop gået i gang med Søren Balle (‘Klumpfisken’) som instruktør.