(Spoilers for første sæson af ‘You)
Første sæson af ‘You’ fulgte boghandleren og stalkeren Joe (Penn Badgley som en videreudvikling af den prætentiøse light-stalker Dan Humphrey i ‘Gossip Girl’) gennem sin besættelse af den lækre forfatteraspirant Beck (Elizabeth Lail), som han endte med at tage til fange i et bur i boghandlerens kælder og slå ihjel, da hun opdagede hans trofæboks og sande jeg.
I anden sæson, der har premiere på Netflix Anden juledag, er Joe ifølge traileren flyttet til Los Angeles under navnet Will, hvor han forelsker sig i en ny stakkels kvinde, Love (Victoria Pedretti).
Åh-åh – kommer hun til at lide samme skæbne? Slipper Joe virkelig godt fra sine tidligere mord? Og hvad sker der med ekskæresten Candace (Ambyr Childers), der viste sig under hætten i første sæsons sidste øjeblik? Vi har samlet de mest brændende spørgsmål forud for anden sæson.
1. Hvordan kan Candace være i live?
»I think we have some unfinished business to talk about«, siger Candace i første sæsons overraskende cliffhanger, hvor den forsvundne ekskæreste dukker op og overrasker Joe i boghandleren. Både vi, Beck og tilsyneladende også Joe troede, at han havde slået Candace ihjel. Så hvad skete der egentlig dengang? I anden sæsons trailer ser vi klip – flashbacks? – af Candace, der er kneblet og bliver jagtet gennem en skov. Vi ser hende også konfrontere Joe i L.A., så forhåbentlig får vi både svar på, hvad Joe gjorde ved Candace i fortiden, og hvad han vil gøre, nu hvor hun er tilbage. Eller måske er det ham, der bør være mest bange?
2. Er Beck virkelig død?
Med Candaces genopståen fra døden er det nærliggende at spørge, om Beck kunne finde på det samme? Det føles, som om Beck har udspillet sin rolle – så spændende var hun heller ikke. Men vi ser hende faktisk aldrig blive slået ihjel. Tilfældigt??
3. Hvor traumatiseret er Paco?
Stakkels Paco. Naboens forsømte søn, som var den eneste karakter, Joe var oprigtigt god ved, fordi drengen mindede om ham selv, var først vidne til, at Joe slog hans mors voldelige kæreste, Ron, ihjel for at forsvare ham og blev sat til at gøre rent efter mordet. Så blev han til dels skyldig i Becks mord, fordi han ikke lukkede hende ud af kælderen, men løb forskrækket væk, da Beck sagde, at Joe var en farlig morder. Paco troede nemlig, at det var mordet på Ron, hun hentydede til – som Paco følte sig medskyldig i.
Paco er ikke med i traileren, men da han og hans mor flyttede til L.A. i sæsonafslutningen, har man lov at håbe, at vi møder ham igen og finder ud af, hvordan han har det.
4. Slipper Joe afsted med alle sine mord?
I første sæson myrdede Joe Becks besidderiske veninde Peach, hendes ekskæreste Benji, Ron og formentlig Beck. Da Joe holdt Beck fanget kælderen, skrev hun for at få ham til at lukke sig ud, et essay, hvor hun gav deres fælles psykolog, Dr. Nicky, skylden for Joes forbrydelser. Efter Becks død får Joe gennem hendes medstuderende, Blythe, hendes manuskript udgivet posthumt som bog, hvilket fælder Dr. Nicky. Den privatdetektiv, som Peachs familie hyrede, og som var på sporet af Joe, giver op, og Joe går fri.
Det hele går liiiidt for let for Joe – hvad skete der med glasset med hans dna i Peachs hus? – og det ville være mærkeligt, hvis ingen af hans forbrydelser kommer til at hjemsøge ham i sæson 2. I traileren ser vi ham da også i en fængselscelle.
5. Fortsætter Joe sit morderiske stalkerliv i L.A.?
Joe kaster tilsyneladende hurtigt sin kærlighed på Love og får en ny L.A.-crowd. Men kender vi Joe ret, bliver det formentlig ikke et harmonisk og ligeværdigt forhold. Klip af knivstikkeri og Joe med blodige hænder lover ikke godt for hans nye kæreste. Kommer Candance til at advare Love? Og vil hun lytte? Vi beder til, at hun er hurtigere opfattende end Beck. Og at hun trækker gardinerne for.
Bonusspørgsmål: Var Beck en god nok skribent til, at hendes bog blev en bestseller? Ligesom det var en særlig glæde at pause ‘Gossip Girl’ og læse Dan Humphreys rædderlige skriverier, demonstrerede Beck i løbet af serien meget lidt forfattertalent. Men måske var buret i kælderen virkelig det skriveretreat, hun altid havde drømt om.