Den første danske HBO-serie får grønt lys – med ‘Borgen’-instruktør ved roret

For nylig kunne vi fortælle, at Per Flys HBO-serie om Pelle Erobreren desværre var blevet lagt ned, men i dag har HBO Europe afsløret den titel, der i stedet bliver Danmarks debut på streamingtjenesten.

Over otte afsnit vil serien ‘Kamikaze’ fortælle historien om rigmandsdatteren Julie, der på sin 18-års fødselsdag får tæppet revet væk under sig, da hendes forældre og bror omkommer i et flystyrt i Afrika. Og farens sidste SMS brænder sig fast i Julies hjerte: »Vi styrter. Elsker dig. Gør som du vil. Far.«.

Julie befinder sig pludselig mutters alene i familiens store palæ og med en formue i hænderne, og teenagerens eksistentielle forsøg på at navigere i sorg og voksenansvar bliver alt andet end let.

‘Kamikaze’ er baseret på den norske succesforfatter Erlend Loes roman ‘Muleum’, manuskriptet pennes af Johanne Algren – der senest skrev den prisvindende film ‘Holiday’ sammen med Isabella Eklöf – og alle afsnit instrueres af film og -serieinstruktør, Annette K. Olesen, der også stod bag adskillige afsnit af ‘Borgen’.

Optagelserne starter til januar, men ‘Kamikaze’s premiere er endnu uvis.

 

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af