’The Report’: Adam Driver viser igen sit værd i vigtig film om amerikansk tortur
Der er en god og en dårlig nyhed til dig, der overvejer at se ’The Report’. Den dårlige er, at den er så tung – med navne, datoer, begivenheder, partier og politik – at du må købe dig en nakkestøtte for at holde dit overbelastede hoved oven vande i løbet af de godt og vel 120 minutter, filmen varer.
Den gode nyhed er til gengæld, at den er skrevet og instrueret så adræt, at du faktisk ikke behøver at sidde og tage noter undervejs for at forstå, hvad der foregår. Om det er på grund af de nøje placerede dialoger, der i tide og utide fyndigt resumerer den komplicerede handling, eller om det er på grund af en blanding af atmosfærisk osmose og filmmagi, det skal jeg ikke kunne sige, men det var med et lettelsens suk, at jeg undervejs kunne konstatere, at det ikke ville være nødvendigt at sidde med Google åben ved siden af mig alligevel.
Det havde dog været nyttigt med en ordliste over filmens flodbølge af forkortelser – SSCI, CIA, CTC, KSM, DOJ, FBI…. Der er endda et øjeblik, hvor Daniel Jones (Adam Driver) er i gang med at sige »Enhanced Interrogation Techniques«, men stopper sig selv og retter det til »EIT« – om det er for at spare kostbare sekunder og, dermed, skattekroner, bliver ikke forklaret nærmere.
For at gøre en lang og bøvlet historie kort og simpel handler ’The Report’ om Daniel J. Jones, der af den amerikanske kongres fik til ansvar at gennemtrawle seks millioner siders CIA-materiale i et forsøg på at finde ud af, hvorfor de slettede videooptagelserne af deres forhør af Al-Qaeda-mistænkte fanger i årene efter den 9/11.
Rapporten, som filmen er baseret på – også kaldt ’The Torture Report’ – er af en kritiker blevet omtalt som en kronik, der ikke blot tager stilling til, hvorvidt visse forhørsteknikker rent faktisk virker (en meget afslørende scene fra filmen falder, når den ene CIA-mand siger til den anden, »I thought it was meant to give us the truth«, hvortil den anden så svarer: »And the truth is … he’s lying«, men også noget så vigtigt som en hel nations politiske sjæl.
Det er så fornemt formuleret, at jeg nødig vil prøve at overgå det, men blot tilføje, at filmen slår mange af de samme slag for etik og moral. Om man synes, den er noget så banalt som ’god’ eller ’dårlig’, er egentlig ikke lige så vigtigt, som at man forstår det budskab, den prøver at sende. På mikroplan: Tag ansvar for dig selv. Og på makro: Nationer, ligesom mennesker, skal stå til ansvar for deres gerninger såvel som ugerninger.
Adam Driver viser endnu en gang, at der er en grund til, at han er en af de helt store drenge i Hollywood i øjeblikket. Han får ikke meget tid til at udpensle Daniel Jones’ karakter, ud over hans uovervindelige stædighed og rendyrkede tro på, at sandheden skal frem. Men alligevel præsterer Driver at dirke lidt sympati og medfølelse ind i seeren – ikke blot fordi hans karakter er en fortaler for ret og retfærdighed, men også fordi han gradvist afslører, at han måske ikke er lige så stoisk, som man først antager. Hans indsats skal ikke blot måles i måneder og år, men også i slid på sjæl og sind.
Kort sagt:
’The Report’ er ikke let, men heldigvis stadig til at forstå og nyde. Frem for alt er det dog en vigtig film, da den indfører en skamfuld bid af USA’s historie i populærkulturens tidslinje.