‘AJ and the Queen’: RuPauls fjollede Netflix-serie er én lang prædiken
Han griber endnu en nugget fra takeaway-posens olierede dyb. Den ryger direkte ned i svælget, og han spærrer øjnene op. Kyllingeklumpen har sat sig fast et sted i spiserøret, og han tager et sip af sin chokolademilkshake i et forsøg på at skylle ned. Mens chokoladen drypper fra munden og indhyller hele hage-regionen i et brunt sukkervandfald, triller en tåre ned ad kinden på ham, og et flashback åbenbarer: Ruby Red er hans store kærlighed. Det skulle der en nugget til at indse.
Og således gik det for alvor op for mig, at ‘AJ and the Queen’ ikke skal tages særlig seriøst. Seriens skabere, RuPaul Charles, drag queen-legenden bag reality-fænomenet ‘RuPaul’s Drag Race’, og Michael Patrick King, forfatter på flere afsnit af ‘Sex and the City’, må simpelthen være fuldt ud bevidste om, at deres nye Netflix-serie skraber bunden.
RuPaul har ry for sine tåkrummende skuespilpræstationer, og ‘RuPaul’s Drag Race’ er definitionen på camp (på den højst elskværdige måde!), så derfor kommer det ikke som nogen overraskelse, at ‘AJ and the Queen’ er alt for meget af alting.
RuPaul har skiftet sin karakteristiske, blonde paryk ud med en ilter rød en af slagsen i rollen som den blændende newyorker-drag queen Ruby Red, der går under det borgerlige navn Robert Lincoln Lee. Imens agerer hans blinde roommate og drag-sidekick Louis (Michael-Leon Wooley) obligatorisk comic relief hjemme i lejligheden.
Efter mange års leven under en sten har Robert endelig fået skrabet 100.000 dollars sammen til at kunne åbne sin helt egen natklub. Men lykken er kort, for bedst som Robert skal underskrive skødet, stikker kæresten, Hector (Josh Segarra), af med hver en rød reje.
Det viser sig, at Hector slet ikke hedder Hector, men Damien, er gift med en kvinde og lever af at svindle ensomme rige drag queens. Hans big boss er Lady Danger (Tia Carrere), en kvinde med klap for øjet, hvis sidegesjæft er at skyde store mængder botox under huden på New Yorks drag queens.
Med et knust hjerte og en tom pengepung gasser Robert op for sin varevogn. Hans planlagte turné rundt i USA er eneste mulighed for at tjene lidt penge, men bag i bilen gemmer sig en ubuden passager. Den 10-årige pige (Izzy G.) kalder sig selv for AJ, skjuler sin lange, mørke manke under en grå hue og insisterer surmulende og rapkæftet på, at Robert tager hende med til Texas, hvor hendes bedstefar bor. Langt væk fra newyorker-livet med en stofmisbruger af en mor, som hun ikke har set skyggen af den sidste måned – lad ‘Little Miss Sunshine’-eventyret begynde!
Selvfølgelig ender Robert og AJ med at blive gode venner og lære meget af hinanden, præcis som man kunne forvente. Vejen dertil tager en masse knap så vigtige omveje for at fylde de ti lange afsnit ud (diamantjagt, en tur på skadestuen, Bob Mackie-museum) og er sovset ind i moralprædikener a la RuPaul: »Man kan ikke bare dele folk op i kategorier« og »ingen mennesker er kun én ting«, slår han jævnligt fast.
Køreturen gennem Guds eget land blænder da også op for masser af glamour med funklende pailletkjoler, gigantiske parykker, shade og lip sync-værdige, uptempo-disko-sange. Når ‘It’s Raining Men’ og ‘I Will Survive’ spiller og RuPaul (undskyld, Ruby) træder i et par pailletbesatte, røde støvler med ordene »I am the mother effing cops«, er det svært ikke at trække lidt på smilebåndet.
Det er også sjovt at spotte de mange tidligere ‘RuPaul’s Drag Race’-deltagere, som har fundet vej til showet i form af diverse biroller spredt ud over hvert et stop på turnéen. Latrice Royale, Ginger Minj, Katya, Trinity the Tuck, Chad Michaels og Kennedy Davenport er bare et lille udpluk. Men i sidste ende føles de mange velkendte drag-ansigter kun som madding på fiskekrogen for fans som mig.
Man kan spørge sig selv, om det ikke er spild af tid at prøve at forstå så åbenlyst åndssvag en serie. Problemet er, at ‘AJ and the Queen’ for ofte selv gerne vil tages seriøst.
Kort sagt:
Sashay away, RuPaul, dit bud på en original Netflix-serie er for meget af det gode.