’Avenue 5’: Hvordan kan kongen af svinere gå så galt i byen?

Lige siden han i samarbejde med Christopher Morris skabte mesterværket ’The Day Today’ i midten af 90’erne (»the stretched twig of peace is at melting point«), har Armando Iannucci været et vaskeægte fyrtårn inden for tv-komik og -satire. ‘I’m Alan Partridge’, ‘The Thick of It’, ‘In the Loop’, ‘The Death of Stalin’ og – naturligvis – ‘Veep’. Listen af bedrifter af ærefrygtindgydende. Ingen er lige så god til at blande absurditeter, deadpan og opfindsomme svinere som Iannucci.

Så meget desto mere skuffende er det naturligvis, at den skotske satirikers nye serie, ’Avenue 5’, er tarveligt usjov og uskarp. Setuppet fejler ellers intet: Vi befinder os i fremtiden, hvor krydstogtskibe er blevet erstattet af krydstogtrumskibe. Yoga om morgenen, spahealing efter frokost, Michelin-mad om aftenen. Alt ånder fred og idyl på det gode skib Avenue 5, lige indtil det bliver slået ud af kurs i et uheld, hvor chefmekanikeren også dør. Og så er fanden ellers løs på Mælkevejen.

Det viser sig, at skibets drikfældige kaptajn (Laurie) ikke er en rigtig kaptajn, men blot en skuespiller, at ejeren af krydstogtselskabet (Gad) er lige så langt fra virkeligheden, som Avenue 5 er fra Jorden, og at ingen af de andre om bord aner, hvad de skal gøre.

Problemet er bare, at det gør Iannucci heller ikke. Komedieserier behøver ikke meget dramatisk drive, men ’Avenue 5’ har nærmest intet, og det er svært at gennemskue, hvad der er på spil for karaktererne. Kommer skibet hjem om seks måneder? Tre år? Aldrig? Løber de tør for mad og drikke?

Præmissen bliver aldrig tydelig, og karakterne tegnes så bredt og endimensionelt op, at talentfulde skuespillere som Laurie, Gad og Zach Woods får meget lidt at arbejde med. De fantasifulde fornærmelser i ’Veep’ fungerede, fordi de var ekstremt grafiske og detaljerede, men også fordi de blev sendt af sted mod karakterer, der havde distinkte personligheder og idiosynkrasier (»you let that unstable piece of human scaffolding into your house?« ville enhver ’Veep’-fan øjeblikkeligt vide gjaldt Jonah).

Fire afsnit inde kender man stadig ikke nogen i ’Avenue 5’, og resultatet er, at fornærmelserne og forviklingerne klinger hult. De råber rasende om at stikke ting op i hinandens numser og katapultere folk ud i rummet, men to sekunder senere har man glemt, hvem der sagde hvad. Og hvorfor. Indtil videre har det komiske højdepunkt været den scene, hvor krydstogtrumskibet lækkede tis og lort.

Der er lang vej igen. Både for Avenue 5 og for ’Avenue 5’.

---

Kort sagt:
Efter flere år med den ene spydige komedieperle efter den anden rammer Armando Iannucci helt ved siden af med ’Avenue 5’, hvor hans sylespidse satire er erstattet af bred, generisk humor, der giver lige så meget genlyd som en prut i rummet.

Anmeldt på baggrund af de første fire afsnit.