Da ’Game of Thrones’ sidste år takkede af med sin ottende og sidste sæson, tog rygterne om flere forskellige spinoff-serier fat. I oktober kunne HBO således bekræfte, at den første spinoff-serie, der får chancen, bliver historien om House Targaryen under titlen ’House of the Dragon’.
HBO’s programchef Casey Bloys giver i et nyt interview med Variety første reelle hint om, hvornår vi vil kunne vente at opleve Targaryen-slægten indtage skærmen. Holdet er ifølge Bloys i fuld færd med at skabe historien, hvorfor hans »gæt er, at vi ser den on the air i ’22«.
HBO bekræftede i oktober, at der er blevet bestilt 10 afsnit af ’House of the Dragon’, der tager udgangspunkt i George R. R. Martins bog ’Fire & Blood’, som udkom i 2018. Serien følger Targaryen-slægten omkring 300 år inden plottet, vi fulgte i ’Game of Thrones’.
Casey Bloys udtalte sig i samme Variety-interview også om den Jane Goldman-forfattede prequel-serie med arbejdstitlen ’The Long Night’, der skulle have haft Naomi Watts i en hovedrolle, men som blev annonceret skrinlagt i samme ombæring som bekræftelsen af ‘House of the Dragon’.
»Der er intet, jeg ville pege på og sige ’Åh, dét var problemet’,« fortæller Bloys. »Den foregik 8.000 år før det nuværende show, så den krævede meget mere opfindelse. En af fordelene ved ’House of the Dragon’ er, at der var en tekst fra George, og der var lidt mere en køreplan«.