Wes Anderson vender tilbage til det store lærred med sin 10. film, og det sker allerede til sommer. Den kommende film, der har fået titlen ’The French Dispatch’, får amerikansk premiere den 24. juli 2020 – forhåbentlig med en dansk ditto lige i hælene.
Filmen er tidligere beskrevet som et »kærlighedsbrev til journalister«, hvilket nu er blevet uddybet yderligere som »en samling historier fra det sidste nummer af et amerikansk magasin udgivet i en fiktiv fransk by« i 1950’erne. Anderson forklarede i et interview med det franske magasin Charente Libre i foråret, at filmen portrætterer en mandlig journalist, »der kæmper for at skrive det, han gerne vil«.
Filmens imponerende cast tæller prominente navne (og gamle Wes Anderson-kendinge) som Benicio del Toro, Adrien Brody, Timothée Chalamet, Saoirse Ronan, Elisabeth Moss, Tilda Swinton, Lea Seydoux, Frances McDormand, Owen Wilson, Jeffrey Wright og Bill Murray. Anderson har skrevet manuskriptet til filmen i selskab med Roman Coppola, Jason Schwartzman og Hugo Guiness.
Sommerpremieren kunne være et oplagt tegn på, at filmen allerede kunne finde vej til lærredet under Cannes-filmfestivalen, der løber af stablen til maj.
Wes Andersons sidste filmbedrift var den japanskinspirerede animerede hundefilm ’Isle of Dogs’ fra 2018. Inden da skal vi tilbage til 2014, hvor han instruerede den stilsikre charme-perle ’The Grand Budapest Hotel’.