’Isle of Dogs’: Wes Anderson bider fra sig!

4 6
’Isle of Dogs’: Wes Anderson bider fra sig!

Jeg er den gammeldaws, konservative type filmfan, der altid ville foretrække ét stk. Wes Anderson-film med rigtige mennesker af kød og blod frem for to stop motion-film med nok så imponerende animationsarbejde (skulle et sådant ultimatum nogensinde blive stillet mig).

Og selvom jeg var underholdt af ’Isle of Dogs’, Andersons anden animationsfilm, har dette forpjuskede hundeeventyr ikke fået mig til at ændre på denne grundindstilling. Heller ikke på trods af at Anderson-veteranerne Bill Murray og Jeff Goldblum i denne film får selskab som stemmeskuespillere af Bryan Cranston, Greta Gerwig og Frances McDormand.

Hunde har hovedrollerne, alt er animeret. Vi er dog hverken tæt på Walt Disneys ’Lady og Vagabonden’ eller DR Ramasjangs ’Paw Patrol’ af dén grund. Faktisk er ’Isle of Dogs’ den sandsynligvis mest barske film fra den amerikanske king of quirky. Han er måske, lige som hovedpersonerne i sin seneste film, begyndt at bide fra sig?

Med uafrystelige paralleller til både Holocaust og nyere tids flygtningekriser bliver alle hunde i filmens fiktive og (i næsten ondskabsfuld grad) karikerede Japan deporteret til Trash Island, mens ceremonielle trommer dystert kaprer store dele af soundtracket.

De kære kræ udgør som følge af en hundevirus en sundhedsfare for mennesker, tordner ørigets fascistiske leder fra sin talerstol. Når en videnskabsmand faktisk udvikler en modgift, kvitterer uslingene i regeringen med et snigmord via wasabi-peberrod på forskeren. En strømning blandt herrefolket vil virkelig gerne se hundene dø.

På Trash Island må de talende, karismatiske vovser spise maddikebefængte madrester, henslæbe tilværelsen i konkurrerende bander, døje med kronisk forkølelse og generelt kæmpe for deres overlevelse. Redningen kommer fra himlen i form af despotens adopterede søn, der er taget med sit fly ud til øen for at finde sin egen, højtelskede hund.

Han får hjælp af en oprørsk amerikansk udvekslingsstudent – en Lisa Simpson-agtig, handlekraftig duksepige, der ovre på fastlandet gennemskuer den totalitære deroute – til at redde hundene fra decideret Endlösung. Også i Wes Anderson-film skal der åbenbart en amerikaner til for at redde dagen?

Det er et voldsomt plot sammenlignet med fordums familiedramaer om dysfunktionelle vidunderbørn. Men historien er naturligvis fortalt med Wes Andersons boblende kreativitet, symmetri-forhippede billedkompositioner og insisterende legesyge helt ned i brugen af flashbacks. Behovet for oversættelse af den righoldige japanske dialog – en lang række japanske skuespillere har lige så mange manuskriptlinjer som det celebre Hollywod-hold – finder det aldrende legebarn naturligvis også finurlige krøller at tilføre.

‘Isle of Dogs’.

Som i dele af ’ The Grand Budapest Hotel’ afslører denne film en mere alvorstynget historisk optagethed, hvor fascismens væsen er skildret med skrækblandet fascination i mørkrandede billeder. Og jeg heppede naturligvis på de demokratisk anlagte hunde, der aldrig er blege for en afstemning selv i pressede situationer. Ethvert hundelabilt menneske vil mærke et sagte gib i hjertet, når Bryan Cranstons Chief får et makeover og bliver forvandlet fra snavset strejfer til groomet knurhår-Adonis. Og Disneys Lady-cockerspaniel får ligeledes konkurrence lige til målstregen af Nutmeg – drømmetæven, som får stemme af Scarlett Johanson.

Og stadigvæk fik selv denne erklærede hundeelsker et par nærbilleder for meget af elskelige gadekryds med saltvand, der pibler frem under øjnene. Her og der gik Wes Anderson efter mine egne tårekanaler på en væsentligt mindre raffineret måde end i tidligere film. Og den barske historie efterlader heller ikke den tilstræbte samfundskritiske klangbund, når den til sidst løser problemerne ved hjælp af en lidt utroværdig kovending fra uventet sted.

Det er dog ikke graverende indvendinger mod en original film, der får de fleste andre farverige indie-filminstruktørers frembringelser til at ligne køleskabskold nordic noir. Trods gruen og grimheden på Trash Island er der nok svulmende sødme i filmen, så man rejser sig lun om hjertet fra biografsædet. Med kurs mod nærmeste hundekennel.


Kort sagt:
’Isle of Dogs’ viser en mere indigneret Wes Anderson, end vi er vant til fra denne finurlighedens ypperstepræst – på det mindre intentionelle plan er dele af filmens Japan-skildring lige ved at kamme over i rendyrket racisme og grov stereotypi. De mørke billeder er stadig smukke og gennemkomponerede som forventet. Filmens opbud af karismatiske firbenede med tænksomme, småbedrøvede stemmer vil sandsynligvis kapre et hav af hjerter, især blandt hundevenner.

Læs også: Wes Andersons film – rangeret fra værst til bedst

Spillefilm. Instruktion: Wes Anderson. Medvirkende: Bill Murray, Scarlett Johansson, Tilda Swinton, Bryan Cranston, Edward Norton, Frances McDormand m.fl.. Spilletid: 101 min.. Premiere: Den 31. maj
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af