‘Uncut Gems’, Safdie-brødrenes Netflix-aktuelle diamant af en hæsblæsende indiefilm, viser Adam Sandler i aktion, når skuespilleren er på sit suverænt, seriøse højeste.
Og for alle dem, der ikke måtte huske Sandlers fremragende præstation i Paul Thomas Andersons melodrama ‘Punch Drunk Love’ fra 2002 (se den), er det ‘Uncut Gems’, der sammen med Noah Baumbachs Netflix-film ‘The Meyerowitz Stories’ fra 2017 har slået fast med syvtommersøm, at Sandler i den grad rummer mere end varm luft og lumre dad jokes – når han altså gider at udfordre sig selv.
Det er selvsagt stadig i det mere letbenede (pruttepude)komedieland, at skuespilleren først og fremmest slår sine mainstream-lukrative folder, og særligt har hans produktionsselskab Happy Madisons samarbejde med Netflix båret finansiel frugt qua perler (well) a la ‘Murder Mystery’, ‘The Ridiculous 6’ og ‘The Do-Over’.
Netflix annoncerede i fredags, at deres brugere har brugt over to milliarder (!) timer på at se Sandlers film på tjenesten, hvorfor partnerskabet da også er blevet forlænget med fire projekter mere.
Det lyder jo vildt, og der er da heller ingen tvivl om, at Sandlers generiske komedier generelt er en habil forretning. Men det bør også fremhæves, at Netflix kun deler ud af seerdata akkumuleret ud fra Netflix’ egen specielle regnemetode; Hvor brugerne tidligere skulle se mindst 70 procent af en given titel, før Netflix regnede det for et view, skal man nu blot se to minutter af en film eller serie for at Netflix noterer titlen som set.
Ikke desto mindre er to milliarder timer – et tal, man må formodes at kunne regne med – jo pænt imponerende. Og Netflix-bosserne klapper da også i deres små hænder:
»Hvad end du kender ham som Sandman, Water Boy, Billy Madison, Happy Gilmore, Nick Spitz eller bare Adam, så er én ting sikkert: Vores medlemmer kan ikke få nok af ham«, siger Netflix’ indholdschef Ted Sarandos.
»Brugerne elsker hans historier og humor, som vi så med ‘Murder Mystery’ (der efter Netflix’ to-minutters-regnemetode blev set i 83 millioner hjem, red.). Derfor kunne jeg dårligt være mere begejstret for at forlænge partnerskabet med Adam og Happy Madison-teamet for at levere endnu flere grin«.
Sandler jokede sidste år til radioværten Howard Stern, at han ville straffe verden ved bevidst at lave lortefilm, hvis han ikke blev Oscar-nomineret for ‘Uncut Gems’. Det blev han ikke – og det bliver måske værst for os.
Lyt til SOUNDVENUE STREAMER: Den om ‘Uncut Gems’ og Utøya-serien ’22. juli’