‘Bad Education’ var lidt af en sensation på sidste års Toronto Film Festival, hvor den først blev lovprist for Hugh Jackmans storpræstation som en amerikansk skoleleder, der står bag en af de største underslæbskandaler nogensinde, og siden blev opkøbt af HBO for svimlende 20 millioner dollars.
Nu har filmen fået sin første teasertrailer, og den giver en smagsprøve på det største svindelnummer nogensinde i det amerikanske skolesystem.
Filmen er instrueret af Corey Finley, der debuterede med den roste indie ‘Thoroughbreds’, og er baseret på virkelige hændelser, som manusforfatteren Mike Makowsky observerede på nært hold, da han var studerende på Roslyn High School, som er filmens omdrejningspunkt.
Hugh Jackman fører an for et stærkt cast, der desuden tæller Oscar-vinderen Allison Janney (‘I, Tonya’), Ray Romano (‘The Irishman’) og Alex Wolff (‘Hereditary’). Og Jackman spås gode chancer ved årets Emmy-uddeling for sin præstation som den (selv)bedrageriske skoleleder, der overtager et administrativt rod og beslutter at vende skuden på ret kurs ved hjælp af spektakulær svindel.
‘Bad Education’ får premiere på amerikansk HBO 25. april og forventes at lande på HBO Nordic kort efter.