Den nye komiske Coca-Cola-reklame med Martin Scorsese og Jonah Hill er ikke den »store filmkunst«, som Scorsese elsker, men bestemt heller ikke uden charme.
I Super Bowl-reklamen møder vi Scorsese i en tragisk situation. For er der noget værre end at være taget til udklædningsfest og først have glemt sit kostume og dernæst opdage, at den eneste person, man kender derhenne, ikke dukker op?
Stakkels Scorsese står helt alene på dansegulvet og forsøger med sms’er som sit eneste våben at få den uoplagte Jonah Hill (som Scorsese har instrueret i ’The Wolf of Wall Street’) til at opgive tilværelsen som sofakartoffel og ham til undsætning.
Selvom den søvnige Hill ikke er meget for idéen, er der heldigvis en Cola-energidrik inden for rækkevidde, så aftenen er måske reddet alligevel.
Sjovt eller sell-out? Døm selv.