Er ‘Love Is Blind’ fake?

Kærlighed gør blind, men forblinder den også seerne til at tro, at reality er ægte? På Twitter og Instagram diskuteres det, om ’Love Is Blind’ er en kalkuleret konstruktion eller seriøst heldigt ’car crash tv’ – og vi dykker ned i mysteriet.
Er ‘Love Is Blind’ fake?
Amber og Barnett i 'Love Is Blind' på Netflix.

Spoilers for ’Love Is Blind’.

Over den seneste måned har datingshowet ’Love Is Blind’ pisket den perfekte streaming-storm op på Netflix, der soler sig i seer- og mediebevågenhed omkring serien, hvori en række amerikanske singler dater igennem en væg, forlover sig i blinde og dernæst bruger en beruset måned på at ruge over, om de vil sige buh, bye Felicia eller »I do!« ved alteret til sidst.

Alt sammen tilsat kopiøse mængder rødvin, fortrydelse, hvinende sydstats-»y’all«s og liderlighed i et show, der til tider virkede (herligt) himmelråbende ustruktureret og lettere tilfældigt med en præmis, der dårligt nok blev foldet ud (hvor lang tid brugte parrene på de blinde dates? Roterede de efter et tidsskema? Bondede de nogensinde over emner dybere end yndlingsfarver?) og et c-list-værtspar (Nick og Vanessa Lachey), der syntes komplet overflødigt og kun yderst sporadisk dukkede op undervejs.

Cameron og Lauren.

Finalen og det opfølgende, giftigt underholdende reunion-afsnit, som Netflix slap løs i sidste uge, kastede flere GIF-værdige WTF-øjeblikke af sig i minuttet, end man kunne nå at sige Giannina Mylady Giabelli, og særligt de mere eksplosive momenter i finalen, som Damians flæbende »I do not«, Gigis runaway-mudderfald og Kennys kameraaggressioner fremstod vitterligt…ægte.

Men lige siden seriefænomenet først ramte streaming-stratosfæren, har kritiske Twitter-røster ikke desto mindre spekuleret i, hvor virkelighedstro kærlighedseksperimentet nu også er. For er amerikansk reality-tv, når det kommer til stykket, ikke blot et pseudonym for metikuløst skræddersyet og topproduceret drama med skuespiller-wannabes og skrevne replikker?

De kasserede forlovede

Niksen biksen, bedyrer skaberne af ’Love Is Blind’ såvel som de medvirkende og deres familier.

På stakkels Mark »Jeg er HUNDREDE PROCENT dedikeret til Jessica« Cueves’ Instagram er hans søster Melissa Cueves således trådt til for at svare en fan, der spørger, hvor meget af showet der var skrevet på forhånd. »Intet af det!« lyder det fra Melissa, og påstanden ekkoes af producer Chris Coelen fra produktionsselskabet Kinetic Content, der i kølvandet på serien har givet en række interviews til amerikanske medier.

»Som producer var jeg faktisk lidt nervøs for, om nogen overhovedet ville blive forlovede. Ville nogen par nå hele vejen til alteret? Men i sidste ende havde vi flere forlovede par, end vi kunne følge i serien«, siger Coelen til Entertainment Weekly.

Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Den ene halvdel af et af de ’kasserede’ par var Rory Newbrough, der optræder i seriens første afsnit som en slags uofficiel parforholdsterapeut for de andre mænd. Rory forsvinder sidenhen fra skærmen, men blev angiveligt forlovet med deltageren Danielle Drouin:

»Danielle var i den første ’pod’, jeg trådte ind i, og jeg kunne bare mærke kemien med det samme. På sjettedagen brugte vi 19-20 timer om dagen på at snakke sammen«, fortæller Rory til Women’s Health.

Her adresserer han også antiklimakset efter forlovelsen:

»Producerne var sådan, ’Vi forventede en eller to forlovelser, ikke otte! Vi gik efter at filme fem!’. Så de gav os bare vores mobiler tilbage og sagde, ’Held og lykke, tak fordi I ville være med, men vi kan ikke dække jeres historie’«.

Om det er grunden til, at Rory og Danielle ikke længere er sammen i dag, melder interviewet ikke noget om, men begge parter har bekræftet på Instagram, at de nåede at tage på ferie til Miami sammen, inden de gik hver til sit.

Dedikerede deltagere snakkede »døgnet rundt«

Hvordan fandt ’Love Is Blind’ så sine deltagere? Det forklarer Coelen, som ligeledes var med til at tilvejebringe den amerikanske udgave af ’Gift ved første blik’, også til Entertainment Weekly:

»Vi har virkelig meget erfaring med at lave denne slags shows. Vi har en fantastisk casting-afdeling, og de rakte ud til forskellige personer, som de følte kunne være oprigtigt interesserede i den form for dedikation, som konceptet krævede. Jeg tror, at det er nøglen: at finde folk, som ikke bare er med for opmærksomhedens skyld«.

Og dedikerede, det var deltagerne i dén grad. I hvert fald ifølge Cameron (den ene halvdel af seriens sødeste par), der i et interview med Buzzfeed fortæller, at de mange blinde samtaler ikke udelukkende blev brugt på flirterier:

»Når det nogle gange gik op for én, at man ikke ville komme til at klikke med den, man snakkede med, så brugte man i stedet tiden på at snakke om den person, man så var interesseret i. Eller på at give samtalepartneren indblik i, hvem de nu var interesserede i. For eksempel snakkede jeg meget med Jessica om hendes interesse i Mark og Barnett, og jeg fortalte hende om mine følelser for Lauren«.

Barnett i sin pod, godt i færd med at charme damerne.

Coelen understreger, at ingen af deltagerne blev presset til at tale med nogen, de ikke havde lyst til at tale med, »uanset hvor insisterende, den anden part måtte være« (lad spekulationerne om, hvem der irriterede hvem, blomstre frit!).

»Vi havde så meget indhold – og vi kunne ikke få det hele med i showet – for deltagerne snakkede døgnet rundt, og dybden af deres samtaler, deres sårbarhed og åbenhed var utrolig. Hver eneste person, om de så blev forlovet med nogen eller ej, snakkede om, hvor livsændrende og transformativ en oplevelse, det havde været. De lærte noget om sig selv, hvem de var, og hvad de ville have«, udtaler Coelen til Entertainment Weekly, i hvad der unægteligt lugter af en glimrende salgspitch til den sæson 2, Netflix har bekræftet.

Samme positive tone anlægger seriens måske mest brændte deltager, Mark, sågar også i et interview med US Magazine, hvor han fortæller, at serien har lært ham at »sætte sunde grænser«. Nå ja – og at han og ‘konkurrenten’ Barnett var roommates under eksperimentets første halvdel: »Vi var faktisk ret tætte«, siger Mark.

No hard feelings then.

Konspirationsteorier i teen

Stadigvæk – enhver skuespiller kan vel sælge sit engagement i sofadating? Og hvad med deltagernes vage jobbeskrivelser, der rangerede fra ’regional manager’ (Jessica) til ’fitnessinstruktør’ (Mark)?

Lidt basis-stalking på deltagernes Linkedin og Insta-profiler synes umiddelbart at bekræfte de fleste af professionerne på nær ‘regional manager’-Jessica og den tidligere Hooters-servitrice Amber (som ganske vist var arbejdsløs i serien):

Cameron har eksempelvis over 500 connections på Linkedin, flere uddannelser og et hav af informationer om sin karrierevej (han har undervist universitetselever). Han forlod sit seneste job som datavidenskabskonsulent for CNN i december for, tadaaa, at skabe en Youtube-kanal med Lauren kaldet ’Hangin’ With the Hamiltons’, der netop er gået i luften!

Laurens Linkedin-profil lister hende som tidligere model og mediekoordinator på kanalen CBS og ejer af firmaet The Speed Brand, der udfører foto og videoredigering. Fitnesstræneren Mark er, well, fitnesstræner med en marketinguddannelse, mens Gigis Instagram tegner et billede af en klassisk livsstils-influencer (»soulfluencer«, med kvindens egne ord), uden dog at uddybe nærmere.

I en af hendes stories kan man lære, at hendes første »big girl job« var noget med sociale medier for Universal’s forlystelsespark i Orlando, Florida.

Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Fra ’Skam’-formatet ved vi selvsagt, at det ikke kræver megen teknisk snilde at kreere falske profiler for fiktive karakterer. Eller bare pynte gevaldigt på skuespilleres privatliv ved at rydde lidt ud i deres posts. Og Instagram-profilen Love Is Blind Tea har sat sig for at komme helt til bunds i ’Love Is Blind’s mysterier – om end de fleste af de fremsatte konspirationsteorier fremsat hverken er blevet be- eller afkræftede af producenter og medvirkende.

Blandt andet påstår personen (personerne?) bag ‘Tea’, at Jessica forsøgte at forlade serien den første dag, hun ankom til Mexico med Mark, men at producenterne tvang hende til at blive. Selv har Jessica delt disse backstage-billeder fra optagelserne:

Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘Tea’ angiver endvidere, at Kelly og Kenny først blev sendt til Mexico, da Carlton og Diamond forlod showet, fordi producenterne ikke oprindeligt havde følt, af K og K var spicy nok til tv. Måske en ikke helt usandsynlig teori.

Lidt mere finurligt er det straks, at ’Tea’ ser ud til at have gravet et billede af Damian frem, der muligvis outer ham som tidligere model og skuespiller:

Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Opmærksomhedssøgende narcissister på slap line

Tea-konspirationsteoretikere vil det, at ’Love Is Blind’ var ren revy. Og der er da heller ingen tvivl om, at producenterne mere eller mindre håndfast guidede deltagerne i visse retninger undervejs for maksimalt tv-udbytte.

Eksempelvis afslørede Kenny i en kommentar på Tea’s Instagram (og senere i reunion-afsnittet), at han og Kelly havde aftalt ikke at blive gift »flere uger før brylluppet«:

Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Og Lauren fortæller Buzzfeed at »hvis man vidste, at man ville sige nej, blev det kraftigt anbefalet, at man gjorde det ved alteret«.

Selv tror jeg, at sandheden om ’Love Is Blind’ skal findes et sted midt imellem Damian og Gigis soap og Lauren og Camerons »you had me at hello«.

For er det næsten ikke mere out there, at Kinetic Content og Netflix skulle have stablet en reel fiktionsproduktion på benene med et omfangsrigt cast, familiemedlemmer med falske profiler på sociale medier og tavshedsklausuler herfra og til evigheden, end at gå med på, at 15 snotforvirrede, kærlighedshungrende/opmærksomhedssøgende millennial-narcissister (sorry, Coelen) fra den selvfede amerikanske middelklasse gladelig meldte sig til en måneds romantisk navlepilleri med muligheden for lidt hot hygge og berømmelse?

Heriblandt nogle stykker, som fortrød undervejs, enkelte, der tidligere havde forsøgt sig i underholdningsindustrien, og et par, der slet og ret bare tænkte, at det kunne være sjovt at være med?

Uanset hvilken model, man selv hælder til, er en ting stensikkert:

Netflix vil aldrig kunne genskabe den kaotiske energi, der kendetegnede første sæsons fantastiske rodebutik af hverdagsdruk, sommerfugle og blind naivitet kærlighed.

Fejl: Argumentet 'posts' er ikke sendt med