(Læs ikke artiklen, hvis du absolut intet vil vide om forløbet i ‘Love Is Blind’.)
Man skal have været på en gedigen omgang digital detox de seneste par uger, hvis man ikke har hørt vennerne/kollegerne/overboen synge om Netflix-serien ’Love Is Blind’, hvori friske ærkeamerikanere i deres bedste alder (læs: langt fra de frygteligt unfuckable 40’ere) dater i blinde for at få bekræftet den universelle sandhed, at nej, udseende og alder betyder selvfølgelig ikke en dyt i ægte reality-kærlighed, så længe alle lækre parter er friske på et båt ved første blik.
Jep, den er god nok: Bedst som vi sad og skumlede over navlepillende Københavner-teenagere med insta-livskriser, Dubai-damer og verdensfjerne kunsthandlere med Kirsten Birgit-egoer, der promoverer Danmarks Realityradios nye retning på borgernes regning, smækker Netflix årets mest vanedannende show på streaming-disken for at minde os om herlighederne ved toptunet, All American-tømmermands-tv, der samler seerne i watercooler-ekstase frem for at fordre til civil licens-ulydighed.
’Love Is Blind’ er samtlige dating-programmer, du har set før (eller skyet som pesten), fra ’Gift ved første blik’ til ’Paradise Hotel’ og 00’er-hittet ’Dating i mørke’ – og så alligevel helt anderledes, idet Netflix har kokkereret en bugnende buffet af alle genrens livretter piftet op af en masterchef med ’Avengers: Endgame’-ambitioner for at servere et slutprodukt, der synes at gøre tematisk og samfundssocial status over en hel generations enslydende reality-serier ved vellykket at vride konventionerne i skabelsen af den perfekte storm.
Saftigt? I den grad. Også selvom præmissen alene ikke afslører det guld, der gemmer sig bag facaden:
En række singler går på blinde dates, hvor de over en håndfuld dage udelukkende fører samtaler med potentielle partnere igennem en væg, bonder over unikke karaktertræk a la »Oh my god, betyder familie også meget for dig?!« og naturligvis forelsker sig head over heels på kortere tid, end det tager at koge et æg. Ideen er selvsagt, at de emotionelt nøgne amoriner skal blomstre frigjort fra race, alder og distraherende input fra omverdenen og sociale medier, og det første delmål er et blindt frieri.
Herefter følger mødet ansigt til ansigt, indlogering på et luksushotel for alle parrene – som altså har datet på kryds og tværs forinden – før turen går tilbage til hverdagen, hvor turtelduerne skal bo sammen og møde hinandens forældre, inden de endelig må beslutte sig for, om de vil gennemføre et bryllup »eller skilles for evigt!«, som værterne Nick og Vanessa Lachey højdramatisk formulerer det, når de sporadisk stikker hovederne frem for at begave os med et ligegyldigt drys c-kendisstatus.
Så langt, så formularisk. Men en række specifikke komponenter gør ’Love Is Blind’ hypnotisk dragende:
1. Hjerte rimer på smerte rødvinsbrandert
Den korteste vej mellem to mennesker er et smil, men kan man ikke se sin partner i øjnene, er en gedigen kæp i øret et oplagt alternativ til at give samtalen et tilpas kælent islæt. Hvorfor producenterne af ’Love Is Blind’ fylder velvilligt op i glassene i en grad, så man skulle tro, at deres årsbonus fra Netflix afhang af deltagernes skyhøje promilletal.
Men mens mændene med træstammeoverarme og skovmandsskjorter må placere en strategisk sofapude over de nedre regioner, når forestillingen om de dejlige, bodycon-kjole-iklædte dates på den anden side af væggen stikker af i lumre retninger, går flere af damerne derimod til sagen, som var de til gratis terapi for endelig at udrede års kuldsejlede forholdstraumer for et lydhørt publikum.
Krøllet sammen på sofaen under et hyggetæppe og med et
krampagtigt greb om rødvinsglasset krænger de sjælen ud, mens de mindre indlevede husarer gaber, lukker ørerne og – at dømme ud fra de liderligt åndsfraværende ansigtsudtryk – forsøger at gætte samtalepartnerens bh-størrelse. Hvis de da ikke simpelthen helt sniger sig ud af rummet før rulleteksterne.
2. Carlton vs. biseksualitet
’Love Is Blind’ er bedst, når showet mere eller mindre tilsigtet hudfletter aktuelle køn og samfundsproblematikker igennem datingoplevelsen, og første dramatiske højdepunkt indtræffer, da Carlton gruer for at fortælle sine nye forlovede Diamond, at han er biseksuel.
Carlton kæmper med og mod stereotype miljøskildringer af sort
hyper-maskulinitet, som han det ene øjeblik tager afstand fra, for i det næste selv at legemliggøre, da han i mødet med Diamond ansigt til ansigt pludselig spiller hård negl.
Mandens eksistentielle krise havde formentlig haft bedre af
et par selvværdsfremmende terapisessioner IRL frem for at blive sat yderligere under pres i reality-manegens hårde spotlys – et faktum, der for alvor hamres hjem, da han endelig åbner op over for Diamond, og samtalen eksploderer i miskommunikation ud fra Carltons egne forudindtagede forventninger om at blive mødt med negativitet.
Samtidig udstiller hans dilemma dog også datingshowets skævvredne
kønsidealer spot-on: Er det Carlton, der ærgerligt ukritisk har købt ind i genrens gammeldaws heteroseksuelle dogmer og derfor slår sig selv og Diamond oven i hovedet – måske helt uden grund – eller er det dogmerne og derigennem Diamond, den ultimative reality deltagertype, der per definition ikke kan rumme LGBTQ-tematikker uden svøbe dem i drama?
Spørgsmålet har i dén grad delt Soundvenue-kontoret i
frokostpausen.
3. And here’s to you, Mrs. Robinson…
Åh, Jessica.
Karrierekvinden med stilet domicil og sød vovse virker i det første afsnit som en deltager med styr på sit shit og en ligefrem tilgang til at finde en sød mand igennem straight talk og minus fokus på brede skuldre og drengerøvsstreger. Og brikkerne falder smukt i hak, da hun og søde Mark taler sig varme om rødvinshjerterne, til trods for en aldersforskel på 10 år.
Men så slår friskfyr Barnett – seriens discountversion af samtlige player-karakterer, Josh Hartnett spillede i sin ungdom – røven i sofasædet med How you doin’-oneliners og ølbøvser, der dufter sødt igennem væggen af fræk bad boy-sex på bagsædet af en smadret pickup-truck.
Nu er permanent semi-snaldrede Jessica (producenterne highfiver formentlig hinanden et sted i kulissen) solgt til stanglakrids, og jagtinstinktet blev skærpet, da det viste sig, at opportunistiske Barnett frejdigt er i gang med at charme trusserne af hele tre kvindelige deltagere. Men ak! Jessica bliver nådesløst vraget i 11. time til fordel for den højrøstede eks-tankmekaniker (?!) Amber med cowgirl-lir i sydstatsaccenten.
Heldigvis gør oplevelsen ikke Jessica bitter, »no way, dude«, for Mark (der med ukuelig optimisme slår sig til tåls med at være Mr. Next Best) er jo hendes »klippe«, om end hun føler sig som en på 50 over for den naive vårhane, der, i Jessicas let tågede udsyn, så godt som balancerer på kanten af den seksuelle lavalder. Tanken om sexy time med ham giver hende ganske vist indledningsvist sure opstød, så voldsomt protesterer hendes krop imod eksperimentet efter Barnetts afvisning, men Jessica giver ikke op, i hvad der i tiltagende grad tager form af et indædt, alkoholiseret kapløb om at blive seriens toppar mod Amber og Barnett (hvis knaldefest frastøder Jessica næsten lige så meget som trofaste Marks kærtegn).
Det er nemt at svælge skadefro i kvindens jalousibårne deroute i seriens andet akt, men jeg udfordrer alle håbløse romantikere, der på et tidspunkt i livet har mærket maven snøre sig sammen over at have fyret fuldebeskeder efter sin udkårne, der bare er »just not that into you« (med mindre han selv er seriøst drunk in the morning), til ikke at mærke et stik af øm genkendelse. Og da Jessica får et mindre panikanfald i prøverummet i en brudekjolebutik, ved enhver ’Sex and the City’-fan instinktivt, hvad klokken er slået.
Som jeg selv ville have sagt til mit mandeanerkendelseshungrede yngre jeg på glatis: Grib altid i egen barm, før du lader nogen rage på dig, stil glasset og fis hjem i seng.
4. Public social service til folket
Hvem siger, at vi ikke kan lære en bette my af reality?
Bedst som ’Love Is Blind’ var i færd med at mutere til ’Paradise Hotel’, skifter serien halvvejs atter gear som den skizofrene genrehybrid, den nu engang er, og dykker ned i de mest interessante aspekter af ’Gift ved første blik’ fra et amerikansk race- og klasseskelsperspektiv.
For hvordan klarer parrene sig ude i den virkelige verden, når det for eksempel viser sig, at Damian Powers har satset alt på eksperimentet ved at tage en måned fri uden først at få lov fra arbejde, og dermed ikke ved, om han overhovedet har et arbejde at komme tilbage, og at hans forlovede, bloggeren/Marilyn Monroe-latinaen ‘G’ med mobilafhængighed, faktisk sender penge til sin akut fattige familie i Venezuela hver måned?
Eller hvad med, at gudesmukke Ambers frigjorte cool girl-persona dækker over lavsocial status og økonomisk uansvarlighed løftet direkte fra ’Luksusfælden’, alt imens Barnett er fra en velbeslået, slet skjult snobbet middelklassefamilie, der ruller med øjnene over Amber, som var de Crawley-familien omkring spisebordet på Downton Abbey?
Der er også sorte Lauren og hvide, blide Cameron, der får seriøst svedige håndflader i mødet med Laurens fordømmende far: »Har du nogensinde befundet dig i et rum udelukkende med sorte mennesker omkring dig? Hvordan ville du have med det?!« griller faren iskoldt Cameron i en scene, der blotter nogle af de racespændinger, der fortsat trives i sydstaterne i det moderne USA (vi er i Atlanta, Georgia).
I den lidt lettere, men bestemt ikke uvæsentlige ende af spektret, bliver snorlige Kenny (som tidligere i serien og for ikke at tabe ansigt over for brunstige Barnett lod de andre gutter forstå, at han og Kelly havde fuldbyrdet forholdet) decideret mundlam, da Kelly fortæller ham, at hun aldrig har fået en orgasme med en mand og derfor vil vente lidt med at åbne dét kødelige kapitel af forholdet, til de er tættere forbundne.
»Sådanne nogle detaljer har jeg aldrig talt med en kvinde om før«, siger spejderdrengen efterfølgende med let flakkende øjne til kameraet, stadig overrumplet oven på mødet med en helt almindelig kvindes helt almindelige behov (og så endda i reality-regi, hvor damerne da ellers burde kunne lirkes op af en Dark’n’Stormy på poolkanten?!).
Bevares, ’Love Is Blind’s samfundsblik ville næppe kvalificere serien til CPH:DOX, og dens kropsidealer er så diversificerede som Fitness Barbie.
Men showet åbenbarer immervæk langsomt tankevækkende sociale facetter, der i kombination med et mindeværdigt karaktergalleri (fra de øretæveindbydende til vidunderlige Gigi »I am dessert« Gibelli) lige ved og næsten overdøver genrens misogyne undertoner af lad alfahan-selvberettigelse og retfærdiggør selv en inkarneret reality-kynikers fangirlende besættelse af, hvem der mon når hele vejen ned af kirkegulvet og hvem, hvis veje vil… »SKILLES FOR EVIGT«.
Næsten.
Artiklen er baseret på ni ud af ti afsnit.