KOMMENTAR. I den seneste uge tid har DR’s nye realityserie ’Fars pige’ skabt næsten lige så mange overskrifter som coronavirus, fladpandede SAS-reklamer og den amerikanske valgkamp i et bevis på, at en selfiebesat ælling i egen andedam er det mest oplagt frydefulde mål, når verdensleden skal have hurtigt afløb.
I ’Fars pige’ følger vi Østerbro-teenageren Alva, hvis iværksætterfar Jens Østergaard haft succes med tøjmærket Copenhagen Luxe og nu jævnligt forkæler sine to døtre med fri Mastercard-leg som en anden russisk oligark (he’s not). Alva bor hjemme, er droppet ud af skolen, fordi hun »ikke er lavet til det« og har permanente søvnproblemer de nætter, hvor hun ikke fester kedsomheden væk på Københavns hotspots.
Serien har landet både far og datter en shitstorm, ikke mindst takket være scener som den i første afsnit, hvor Jens spænder sin ultraslanke, lingeriiklædte datters korset med en tilfreds konstatering af, at »nu er du ikke fed længere«. Det skriger til himlen, at pigen savner voksenvejledning og faste rammer for ikke at drukne i egen ugidelighed, der i tiltagende grad tager form af en galoperende eksistentiel krise – præcis som den ville for de fleste andre overpriviligerede teenagere, hvis de fra barnsben havde fået frie tøjler til at pille navle på professionelt plan.
Alvas indre kompas styrer lukt ind i nærmeste high fashion-butik, men man kan sgu dårligt bebrejde hende, at fremsynetheden ikke rækker længere end til hylden med Louboutin-stiletter. Måske hvis hælen er høj nok, vil hun kunne stikke hovedet op over masserne i billigt H&M-kluns og blive spottet af prinsen på den hvide hest (klart mere hendes fars drøm end Alvas selv)…
På de sociale medier bliver Alva i skrivende stund skiftevis flået fra hinanden som en dum gås og hendes far udråbt som et klasseeksempel på curling-forælderen fra helvede, hvis laissez-faire-attitude over for datterens psykiske ve og vel og besynderligt lumre fokus på hendes fysiske ynder bidrager til eroderingen af selve samfundsmoralen og det moderne kvindesyn, idet Alvas værd udelukkende gøres op i vægten af hendes Balenciaga-tasker og længden på hendes miniskørter.
I Berlingske kalder Birgitte Borup ganske enkelt serien for »den menneskelige apokalypse, som den vil udfolde sig for enden af det præstationsløse, dannelsesforladte samfund«, og jeg er tilbøjelig til at give hende helt ret. Men undrer mig dog først og fremmest over, at DR mener, at det er i offentlighedens tjeneste, at vi alle betaler licens for at blive dummere.
’Fars pige’ er således muligvis kanalens mest ligegyldige ungdomsproduktion til dato, der lefler for laveste Hayu-underholdningsnævner. Selv som wannabe-Kardashian-stereotyp er serien totalt blottet for indhold eller ambitioner, udover at vi skal grine hånligt og forarges over Alva – men havde det ikke været mere fair og forsvarligt at gøre voksne Jens til hovedcentrum for hudfletningen af den syrede familiedynamik frem for at kaste barnet under bussen med kameralinsen smurt ind i saftig Lolita-fascination?
DR har som bekendt i de senere år positioneret sig stærkt på ungdomsområdet med et væld af reality- og fiktionsserier, der (imponerende nok) for størstedelens vedkommende har ramt en oprigtig nerve i skildringerne af teenage-weltschmerz, venskaber og tabuer. Kun få har skudt eklatant forbi skiven, som forrige års fæle ’Fuckbois’, der uden de mindste moralske kvababbelser udstillede tre akkurat myndige fyre som kvalmt usympatiske fissefjolser, hvis udtalelser om at knalde purunge piger til »de bløder« ikke overraskende oppiskede nationalt had – en konsekvens, de medvirkende formentlig aldrig havde overvejet som risiko forinden.
Selvom den ikke er nær så grum, slægter ’Fars pige’ ’Fuckbois’ på, når den hænger Alva til tørre som en punchline for jokes så dovne som at skyde selfiesild i en tønde. Så kan det da godt være, at nogle teenagepiger vil kunne genkende jagten på konstant anerkendelse som substitut for mening med livet i Alva, mens deres forældre kanske kan få et wakeup-call af »Har du talt med dit barn i dag?«-varianten.
Men ikke alene er den slags programmer set før og bedre, det runger også hult, når serieskaberne følger hver en følelsesladet bekendelse fra Alva med et labert skud af hendes baller.
Public service anno 2020 er reduceret til en bar teenagerøv at trutte i.