’Alphaeksperimentet’: DR3’s nye reality-sats er Big Brother minus liderlighed og fire dåser bruncreme

2 6
’Alphaeksperimentet’: DR3’s nye reality-sats er Big Brother minus liderlighed og fire dåser bruncreme
Cecilie og Emilie i DR3's 'Alphaeksperimentet'.

Man kan levende forestille sig sveden pible fra de glinsende mediepander og langt ned gennem DR-korridorerne, mens kritikken har haglet ned over kanalens nyeste dokumentar/reality-programmer ’Fars pige’, ’Familien Asbæk’ og ’Dubais danske damer’ den seneste tid.

Ude hos public service-stationen på Amager har de nemlig vidst, at de om få dage skulle lancere deres mest ublu reality-format til dato, og de må have haft det lidt som Britta Nielsen, da en bogholder opdagede en uregelmæssighed på 69.000 kroner, og hun blot kunne vente på, at svindlen med de resterende 116,931 millioner blev opdaget.

Søndag var der premiere på DR3’s ’Alphaeksperimentet’, som er fire dåser bruncreme og lidt lummer-ekshibitionistisk liderlighed fra at være en tro kopi af ’Big Brother’.

Ni unge mennesker i alderen 20-25 år skal bo sammen i kollektiv i en måned og få alt fra værelsesfordeling til rengøring og madlavning til at fungere. Hvad de ikke ved – fortæller introen os kækt – er, at de er blevet udvalgt, fordi de alle sammen har »alfa-træk«. Kort sagt: De plejer at få deres vilje og »er vant til at være midtpunkt i deres sociale relationer«, som programmets svar på Gert Martin Hald, evolutionspsykolog Jill Byrnit, forklarer.

Vi møder blandt andre Emilie fra Hørsholm, der er en selverklæret »strong independent white woman«, Jakob fra Amager, der »gerne påtager sig rollen, som ham der bestemmer«, Cecilie fra Randers, der »siger tingene lige ud« og Malene fra Amagerbro, der er »rapkæftet og ikke bange for, hvad folk tænker om mig«.

Og hvad sker der så, når man lukker sådan en flok unge bestemmertyper, der er »socialt intelligente«, men måske heller så meget at det gør noget, inde i et hus med besked på at skabe et velfungerende fællesskab? Ja, det går sgu da galt. Det kunne jeg godt have fortalt DR3 på forhånd uden at bruge penge på den svimlende leje af en liebhavervilla på en af landets dyreste adresser nord for København, der lægger mursten til formatet.

Rune og Malene.

Sociale eksperimenter kan bibringe voldsomt interessante indsigter i menneskers natur og dynamik, fra studier i vores medløbervillighed til Phil Zimbardos berygtede Stanford-fængselseksperiment. Det var i høj grad også attraktionen ved den første reelle reality-succes herhjemme, ’Robinson Ekspeditionen’: At se, hvordan almindelige mennesker reagerede under pres, hvordan de indgik alliancer, og hvordan deres styrker og svagheder kom til udtryk, mens de sled på hinandens nerver i en ø-boble uden for civilisationens trygge rammer.

Hvad sammenstødet af selvbevidst stædige viljer skal lære os i ’Alphaeksperimentet’, er der ingen, der anstrenger sig for at forklare. I de første to programmer må vi nøjes med lidt platituder om, at abeflokke kun kan have én alfahan, og at man nogle gange er nødt til at gå på kompromis. Hans Pilgaard har ringet og vil have sine ’Hvem vil være millionær’-floskler tilbage.

Det står hen i det uvisse, hvad det siger om livet uden for 20 millioners-villaen, at resultatet er problemer, når ni mere eller mindre møgforkælede millennials skal bo under samme tag.

Og hele alfahan-præmissen afslører da også, at programmet ikke ser konflikt som et muligt fund under en åbensindet ekspedition ud i ukendt land, men som et stort fedt målkryds på et for længst nedfældet kort. Hurtigt leder kameraet febrilsk efter stridigheder, der er akkurat så banale som i et hvilket som helst reality-format på Kanal 5, hvor meget DR end forsøger at skjule det ved at vakuumindpakke det skamkogte dyr i ingrediensfortegnelser som »ekspert« og »eksperiment«.

I øvrigt kan man spørge, om ikke alle deltagere i et reality-program nogensinde har været alfahanner eller -hunner. Det er sjældent de forsagte wingmen med hang til introspekt refleksion over finere fransk samtidslitteratur, der melder sig under fanerne til den slags.

Vegetaren og feministen Marie bliver hurtigt gjort til antagonist af flere deltagere i programmet.

Deltagerne i ’Alphaeksperimentet’ virker så primede på konflikt, at man – hvis man var lidt konspiratorisk anlagt – kunne få den tanke, at tilrettelæggerne nudgede dem i den retning. »Vi kommer nok ikke udenom drama på et tidspunkt, fordi vi nok er så forskellige, som vi er«, siger 25-årige Esben i starten…. inden han har mødt en eneste af de andre deltagere.

Jill Byrnit afslører programmets egentlige formål, når hun uden at virke mere spændt på udfaldet end Putin før et russisk præsidentvalg siger, at det bliver spændende at se, om nogen måske »ligefrem er nødt til at forlade eksperimentet, før vi er færdige«. Wink-wink.

I bedste ’Paradise Hotel’-stil teases der uafladeligt for de mellemmenneskelige rystelser, der snart, altså lige om lidt, wait for it, waaaaait for it, bryder ud. »Let the Hunger Games begin« og »Jeg magter det minus« er løsrevne udtalelser, der overdramatisk blæses op som citater i introen. Jeg vil lade den hypotetiske mulighed for, at de resterende seks afsnit leverer mere på løfterne om intriger i ’Succession’-klassen, komme karaktergivningen til gode, men i de første to episoder minder samtlige diskussioner om dem, du kan finde i et hvilket som helst kollegiekøkken mandag eftermiddag. Skal der bruges flest penge på alkohol eller mad? Må man double-dippe i humusen?

Jeg har været på rusture med langt mere schwung i debatlysten over inderlige ligegyldigheder end her.

Et let afkodeligt antagonisme-forhold tegnes op mellem den 22-årige vegetar-feminist Marie og den evigtbraldrende Emilie, og denne modsætning skamrider de første to udsendelser vellystent. Førnævnte Esben byder ganske vist også ind med den rasende interessante betragtning, at han ikke har meget til overs for hippie-feminister, men han har endnu ikke omsat ordene til praksis og virker nu egentlig som en rimelig standardflink fyr.

Emilie har måske et Amalie-agtigt potentiale med bemærkninger som »ægte gentlemens« og »der er champagne, eller Asti, eller hvad man kalder det«, men allermest tager man sig selv i at savne den slags flødefyre og plastikpiger, der fyrer intrigante spydigheder gennem tropeluften i ’Paradise Hotel’ og ’Ex on the Beach’. Når selve begivenhederne for alle nævnte programmers tilfælde er mere uinteressante end en 0-0-kamp på Middelfart Stadion en regnfuld novemberdag, kan man da i det mindste forlange lidt voyeuristisk underholdning til hoverende husarer.

Først og fremmest er ’Alphaeksperimentet’, der er produceret af holdet bag det anderledes klart konceptuerede ‘Mit hemmelige match’, en forspildt chance for at gøre reality great igen. Med ’Gift ved første blik’ har DR tidligere bevist, hvor uimodståeligt fjernsyn der kan komme ud af at sætte rigtige relaterbare mennesker sammen i intim klaustrofobi inden for et stramt koncept. Og hvad et sådant eksperiment kan sige om, hvem vi er, hvilke krav vi stiller til hinanden, og hvordan vi i dag forstår selve parforholdet som institution.

’Alphaeksperimentet’ viser foreløbigt blot, hvad man får, hvis man ganger oldschool reality med almindelige mennesker og deres milde mangel på fingerspidsfornemmelse: Ualmindeligt kedeligt tv.

Anmeldt på baggrund af de to første afsnit.

Dokumentarserie. Producent: Jakob Skovgaard nielsen. Spilletid: 8 afsnit á 30 min.. Premiere: Kan ses på DR – nyt afsnit hver søndag
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af