Den israelske ’Wonder Woman’-stjerne Gal Gadot har i en rørende video samlet nogle af verdens største stjerner til fællessang og et solidarisk opråb om, at vi skal passe godt på hinanden.
Gadot delte i går aftes på sin Instagram videoen, hvori hun synger John Lennons ’Imagine’ sammen med blandt andet Zoe Kravitz, Chris O’Dowd, Sia, Pedro Pascal, Amy Adams, Norah Jones, Jimmy Fallon, Cara Delevingne, Labrinth, Maya Rudolph og den tidligere Wonder Woman-stjerne Lynda Carter.
»Hej alle sammen, det er dag nr. seks af min selvkarantæne, og jeg må indrømme, at de sidste par dage har fået mig til at føle mig lidt eftertænksom,« fortæller Gadot i videoen fra sit hjem i L.A.
»Den her virus har ramt hele verden. Og den har vist, at det er ligegyldigt, hvem man er, og hvor man kommer fra, for vi er alle sammen blevet påvirket af den. Jeg har set en video af en italiensk fyr, som spiller trompet fra sin altan for alle sine naboer, som også er låst inde i deres hjem. Han spillede ’Imagine’, og der er bare noget så stærkt og oprigtigt over det, og… sangen lyder sådan her«, siger Gadot og tager en dyb indånding.
Derefter går videoen over i en lang montage af stjerner, der alle synger med på sangen.
Soundvenue udgav i går eftermiddag et lignende tiltag, hvori danske musik- og filmfolk opfordrer til, at man skal passe på hinanden og sprede budskabet om god stil under #blivhjemme.