Den længe ventede premiere på fjerde sæson af den prisvindende hitserie ’Fargo’ er blevet udskudt på ubestemt tid. Det sker på grund af corona-pandemien, der har fået produktionen af de sidste to afsnit i antologiserien til at lukke ned.
’Fargo’ skulle have haft premiere herhjemme på HBO Nordic den 20. april, men i en pressemeddelelse skriver kanalen bag serien, FX, at ingen ny premieredato er sat, da det endnu ikke vides, hvornår indspilningen af de sidste episoder i Chicago kan genoptages.
Desværre har den usikre premieredato store konsekvenser for serien, da det sætter ’Fargo’ ud af årets Emmy-spil. Deadlinen for at have en potentiel Emmy-nomineret serie i æteren er den 31. maj.
I fjerde sæson fortæller Noah Hawley en ny historie i ’Fargo’-universet, der denne gang har skruet tiden tilbage til 1950’erne. Chris Rock har en af hovedrollerne som gangsteroverhovedet Loy Cannoni, som han har kaldt sin skuespilskarrieres højdepunkt.