Da #MeToo- og Time’s Up-bevægelserne tog fart, fik også de mangeårige beskyldninger mod Woody Allen om seksuelt overgreb på hans adoptivdatter Dylan Farrow nyt momentum. Dette fik adskillige skuespillere, der havde spillet en rolle i Allens rige oeuvre, til at donere deres Allen’ske hyre til godtgørende formål i bevægelsernes navn.
Blandt de velgørende skuespillere var blandt andre Timothée Chalamet, der i 2018 donerede sin løn for Allens ’A Rainy Day in New York’ (inden filmens premiere) til Time’s Up, The LGBT Center i New York og RAINN (Rape, Abuse & Incest National Network). En donation, der ifølge skuespilleren selv skyldtes, at han ville være »værdig til at stå skulder ved skulder med de modige kunstnere, der kæmper for, at alle mennesker kan blive behandlet med den respekt og værdighed, de fortjener«.
I denne uge har Woody Allens stormombruste selvbiografi ’Apropros of Nothing’ har – trods modvind, forlagsfyring og insisterende protester fra Allens søn Ronan Farrow – fundet vej til offentligheden. I biografien udtaler Allen sig om skuespillernes afstandtagen fra deres samarbejde med ham, og herunder kommer han ind på Chalamet-donationerne, der ifølge Allen skyldes én ting: Oscar-chancer.
Allen skriver (via Page Six): »Alle de tre hovedroller i ’Rainy Day’ var fremragende og en fornøjelse at arbejde med. Timothée meddelte efterfølgende, at han fortrød sit samarbejde med mig, og at han gav pengene til velgørenhed, men han svor til min søster, at han var nødt til at gøre det, eftersom han var på tale til en Oscar for ’Call Me by Your Name’, og han og hans agent mente, han havde en bedre chance for at vinde, hvis han tog afstand fra mig, så det gjorde han«.
Timothée Chalamet vandt dog ikke den givne Oscar i 2018, der i stedet gik til Gary Oldman for hand hovedrolle i ’The Darkest Hour’.