Skelsættende event: Harvey Weinstein faldt med et historisk brag
Harvey Weinstein var en af Hollywoods suverænt mest magtfulde mænd igennem tre årtier. Superproduceren bag selskaberne Miramax, Dimension Films og The Weinstein Company – som han havde med sin bror Bob Weinstein – skabte Quentin Tarantinos karriere, gjorde Matt Damon, Ben Affleck og Gwyneth Paltrow til superstjerner (blandt mange, mange andre) og stod bag Oscar-vindende film som ’Shakespeare in Love’, ’Ringenes Herre’ og ’The King’s Speech’. Hvis man spillede med i en af Harveys film, var man så godt som sikret en gedigen Oscar-charmekampagne, lød det i Hollywood.
Sideløbende var produceren imidlertid også en brutal, magtliderlig overgrebsmand.
I oktober 2017 dokumenterede to separate artikler i henholdsvis The New Yorker og New York Times, hvordan Weinstein igennem årevis systematisk havde forgrebet sig på kvindelige ansatte og skuespillere. Der var anklager om voldtægter, skræmmende trusler og endeløs sexchikane gengivet af en lang række kvinder anført af skuespillere Ashley Judd, Asia Argento og Rose McGowan – og listen over kvinder, der stod frem med deres egne Weinstein-skrækhistorier voksede eksplosivt i dagene, ugerne og månederne efter, fra blandt andre Reese Witherspoon, Jennifer Lawrence, Lupita Nyong’o, Uma Thurman med flere.
Weinstein benægtede alt, og truede med at lægge sag an til højre og venstre. Men kort efter artiklerne blev han fyret fra sit eget firma, hans hustru søgte om skilsmisse og han selv forsvandt i skjul og terapi, hvorfra han stadig afventer sin retssag. Weinstein-æraen i Hollywood var ovre.
Hvad har det betydet?
The Weinstein Company gik konkurs i starten af 2018, men blev få måneder senere købt af en investeringsgruppe ledet af Maria Contreras-Sweet, der tidligere har været minister under Barack Obama, og milliardæren Ron Burkle. Ideen er at give firmaet et nyt navn, beholde cirka 150 personer i job og oprette en kompensationsfond på mellem 80 og 90 millioner dollars til Harvey Weinsteins ofre.
Weinstein selv skal for retten i New York i starten af januar 2020 anklaget for voldtægt (i første omgang ’kun’ seks tilfælde). Også selvom hans advokater, ifølge Vanity Fair, har forsøgt at argumentere for, at den tidligere mogul ikke vil få en »fair« jury på Manhattan.
Sidste forår forlød det i The New York Times, at Weinstein bryggede på en dokumentar, hvori han ville fortælle »sandheden«, men projektet virker akkurat så dødt som filmandens chancer for nogensinde at kunne gøre comeback i Hollywood. Og tidligere tætte filmvenner som Quentin Tarantino har gået bodsgang i medierne og indrømmet, at de vendte det blinde øjne til, hvor der burde være blevet grebet ind.
Weinsteins fald var et historisk wake-up-call for branchen om, at casting-sofaens klistrede dage er ovre. Ligestilling er kommet på dagsordenen både foran og bag kameraerne i studierne, og HBO gik forrest med at hyre intimitetsrådgivere på settet til at hjælpe skuespillere igennem intime scener – et tiltag, der hastigt bredte sig for at forhindre ubehagelige episoder for særligt yngre skuespillere, der måtte føle sig pressede til at gøre ting, de ikke har lyst til.
Og en lang række serier, film og dokumentarer har behandlet krænkelsestematikker så vi aldrig glemmer det – eller glemmer at tale om og belyse problemerne – fra ’The Morning Show’ til ’Unbelievable’, ’BoJack Horseman’, ’Big Little Lies’ og ’Leaving Neverland’. For blot af nævne nogle ganske få (få overblikket over de største #MeToo-hovedværker her).
Skelsættende event: Hollywood-kvinder stifter Time’s Up
300 kvinder fra film, tv og teater-branchen tog hul på 2018 ved at skabe organisationen Time’s Up, hvis målsætning er at fordre en mere lige arbejdskultur inden for alle brancher og gøre op med krænkelser ved at udnytte opmærksomheden fra underholdningsbranchen. Såvel som formidle rådgivning og retshjælp til krænkelsesofre.
Natalie Portman, Salma Haeyk, Selena Gomez, Reese Witherspoon, Emma Stone, Eva Longoria, Shonda Rhimes, Ashley Judd, America Ferrera og et hav af både kvindelige og mandlige kolleger bakkede op, og skrev under på et åbent brev på organisationens hjemmeside, mens der også blev indrykket helsidesannoncer i amerikanske aviser.
»Nu, som aldrig før, har vores adgang til medierne og vigtige beslutningstagere potentiale til at føre til reel ansvarstagen og konsekvenser. Vi vil have, at ofre for chikane alle vegne bliver hørt, bliver troet på og ved at ansvarstagen er mulig«, skrev stjernerne blandt andet i det åbne brev
Initiativet var delvist afledt af en sympatierklæring fra den amerikanske Alianza Nacional de Campesinas, der er en interesseorganisation for amerikanske kvinder i landbrug, der i høj grad afslørede, at #MeToo-lavinen i Hollywood bare var isbjergets lillebitte top
Hvad har det betydet?
Time’s Up-fonden for retshjælp til ofre har i skrivende stund indsamlet mere end 24 millioner dollars, og har over 800 advokater tilknyttet, der arbejder enten gratis eller til lav hyre. Og i oktober i år blev Michelle Obamas tidligere chief of staff og advokat Tina Tchen ny direktør for organisationen.
Et nyt projekt er også blevet sat i søen: Time’s Up Impact Lab, der fokuserer på research og lovgivning omkring sexchikane på arbejdspladser, og som allerede har fået en stor donation fra Melinda Gates ligestillingsfokuserede organisation Pivotal Ventures (beløbet er ikke blevet afsløret, men Gates har tidligere offentliggjort, at hun over de næste 10 år vil donere en milliard dollars til at fremme kvinders rettigheder i USA).
Time’s Up har lagt pres på både Hollywood-studier og tv-netværker for at hyre flere kvinder, og spillede en nøglerolle i at indføre et nyt regelsæt for, hvordan man kan undervise både cast og crew på film og -serieproduktioner i at eliminere sexchikane og udnævne særlige kontaktpersoner for dem, der vil rapportere et problem. ’Wonder Woman’-fortsættelsen ’1984’ blev den første produktion, der indførte regelsættet i praksis.
Også herhjemme er der sket ting og sager: 1.100 repræsentanter fra den danske film- og teaterverden skabte i 2018 et #Time’sUp-manifest, der skulle overføre bevægelsens idealer til dansk jord under mottoet: »Det er vores branche. Vores arbejdspladser. Vores fælles ansvar«.
»Underskriverne af dette manifest ønsker en ny kultur med nultolerance over for sexisme, seksuel chikane og seksuelle overgreb i den danske film- og scenekunstbranche. En kultur, hvor ingen behøver at frygte at blive udsat for krænkelser af ovennævnte karakter, hverken under uddannelse eller på arbejdspladserne«, indleder manifestet, der blev underskrevet af blandt andre Trine Dyrholm, Pilou Asbæk, Ditte Hansen, Danica Curcic, Christina Rosendahl, Ghita Nørby og Nikolaj Coster-Waldau.
Skelsættende event: Golden Globes går i sort
Golden Globes 2018 var den første store Hollywood-prisfest post-#MeToo – første gang, branchen samledes og så sig selv og hinanden i øjnene efter Weinstein-sagen, der mere end antydede, at et større antal Hollywood-folk rundt om produceren måtte have kendt til hans opførsel, hvis ikke hans forbrydelser. Og dermed også, at en anseelig mængde prominente Hollywood-navne havde lukket øjnene for magtfulde Weinsteins opførsel for ikke selv at få fingrene i klemme (som førnævnte Tarantino eksempelvis indrømmede, at han havde).
Den store tv-transmitterede event kaldte på empowering båltaler fra vinderpodiet, ikke blot for at fremme solidariteten internt, men også for at vise verden, at Hollywood stod sammen og tog afstand fra skandalerne. Oprah (som fik overrakt en ærespris) leverede i dén grad med et brag af en brandtale i salen, og Natalie Portman introducerede kategorien for bedste instruktør med svirpet »Og her er alle de nominerede mænd«.
Selv den røde løber blev taget i brug som platform for budskabet, da snart sagt hver en Hollywood-kvinde ankom klædt i sort og med Time’s Up-brocher for at markere deres støtte til krænkelsesofre – naturligvis arrangeret af Time’s Up.
Endvidere havde en række store stjerner inviteret kvindelige ligestillingsforkæmpere, aktivister og #MeToo-stifteren Tarana Burke med som dates, der sikrede prisfesten enorm mediebevågenhed for den gode sag.
Hvad har det betydet?
Rose McGowan – som angiveligt ikke blev inviteret til Golden Globes – tog øjeblikkeligt afstand fra kjole-stuntet på Twitter, som hun kaldt »Hollywood fakery« for »fancy people«. Det samme gjorde Asia Argento, der heller fik en indbydelse, hvorfor der er visse gabende sprækker i Golden Globes budskab. Hvorfor ikke invitere de reelle ofre for Weinsteins forbrydelser?
McGowan havde ret i, at det selvfølgelig ikke hjælper et voldtægtsoffer, at Oprah Winfrey tager en sort kjole på, på den røde løber. Men kjolerne, talerne og de kvindelige aktivister fra ’det virkelige liv’ sendte ikke desto mindre et tydeligt signal om, at ingen i Hollywood længere havde tænkt sig at lade som om, at alt var i den skønneste orden.
Det var et statement fra nogle af verdens mest glamourøse kvinder til os herude, og det blev dækket heftigt af nyhedsmedier fra Mumbai til Massachusetts. Hyklerisk eller ej, så var det et mindeværdigt pr-plaster på Hollywoods flossede image, der også henledte opmærksomhed på nystiftede Time’s Up til gavn for potentielle sponsorer og krænkelsesofre i USA.
Skelsættende event: Kevin Spacey, Louis C.K. og Woody Allen bliver personas non grata
Da Kevin Spacey blev anklaget for flere tilfælde af seksuelle krænkelser og sågar et voldtægtsforsøg på en mindreårig mand i 1980’erne, fik han sparket af Netflix, just som produktionen af ’House of Card’s sidste sæson stod for døren. Siden er nogle af anklagerne frafaldet (én anklager trak selv sin historie tilbage, en anden er afgået ved døden), men Spacey afventer stadig mulig retsforfølgelse i England, hvor han er blevet beskyldt for krænkelser mod en række ansatte på det teater, The Old Vic, hvor skuespilleren i årrække var kreativ direktør. Spacey har benægtet alle anklager.
Andetsteds i branchen faldt Louis C.K. fra tinderne da flere kvinder anklagede ham for at han onaneret foran dem, og komikeren krøb til korset og indrømmede:
»Historierne er sande. På det tidspunkt sagde jeg til mig selv, at det, jeg gjorde, var okay, fordi jeg aldrig viste en kvinde min pik uden at spørge først, hvilket også er sandt. Men hvad jeg har lært senere i mit liv, alt for sent, er, at når du har magten over et andet menneske, så er det, at spørge dem, om de vil se din pik, ikke et spørgsmål. Det er en ubehagelig situation. Magten, jeg havde over disse kvinder, var, at de beundrede mig. Og jeg udnyttede den magt helt uansvarligt«, lød det blandt andet i en pressemeddelelse fra Louis C.K..
Sidst, men absolut ikke mindst, fik Woody Allen den kolde skulder af Hollywood-distributører, samarbejdspartneren Amazon og en række skuespillere fra hans tidligere film, da adoptivdatteren Dylan Farrow gentog sine anklager om seksuelt misbrug. Anklager, der først blev fremført i starten af 90’erne, og som dengang blev afvist to gange ved retten i USA grundet manglende beviser. Og som altså havde været offentligt kendte i næsten 30 år, hvorfor Hollywoods pludselige selvretfærdighed strøg Allens forsvarer (heriblandt Scarlett Johansson, Javier Bardem og Alec Baldwin) mod hårene.
Det forhindrede imidlertid ikke Timothée Chalamet, Greta Gerwig, Colin Firth og Selena Gomez fra at tage skarp afstand fra instruktøren, og Chalamet og Gomez donerede sågar deres honorarer fra Allen-filmen ’A Rainy Day in New York’ til Time’s Up.
Hvad har det betydet?
Det er svært at tro andet, end at Kevin Spacey er færdig i Hollywood. Ikke mindst efter skuespilleren i juleferien 2018 smed en hjemmevideo på Youtube, hvori han in character som Frank Underwood fra ‘House of Cards’ sendte en svada efter sine anklagere. Et stunt, der delte vandene mellem de fans, der fandt skuespillerens tagen til genmæle genialt og kritikerne, der mente at han for alvor havde gravet sin egen grav ved at pisse på branchen og i særdeleshed Netflix.
Man skal selvfølgelig aldrig sige aldrig: Mel Gibson blev som bekendt taget til nåde – sågar af Oscar, der sendte flere nomineringer efter hans krigsfilm ’Hacksaw Ridge’ – efter at han have begået både hustruvold og spyttet galoperende antisemitisme tirader i det offentlige rum. Men det virker stærkt tvivlsomt, om han var blevet rakt olivengrenen, var hans overtrædelser sket post-#MeToo. Dobbeltmoralen længe leve.
Louis C.K.s chancer for et comeback står anderledes åbne. Og dog. C.K. kommer inden længe med sit første reelle standup-show efter #MeToo-sagerne, men han har allerede adresseret miseren i et par optrædener på New Yorks famøse Comedy Cellar. Her dukkede han uannonceret op i efteråret 2018, og jokede ifølge publikummer der var til stede om sit »mærkelige år«, at han blev råbt af på gaden og at han efter anklagerne havde tabt 35 millioner dollars på en time. Det var tilsyneladende ikke længere så synd for kvinderne, han havde onaneret over for, som det var for ham selv.
C.K. blev – med rette – kritiseret for at falde ind i rutinen, som om intet var hændt, og det lover umiddelbart ikke helt godt for, hvordan han vil italesætte sagen i sit nye show, der formentlig kommer til at definere komikerens arv for eftertiden.
Woody Allens tilfælde er det mest spegede, idet anklagerne som nævnt er blevet efterforsket tidligere – sågar af FBI – uden, at nogen fandt beviser for instruktørens skyld. Ikke desto mindre synes hans muligheder for at blive taget til nåde i Hollywood måske mindst af alles. Også selvom han og den tidligere samarbejdspartner Amazon for nylig har indgået et forlig, efter Allen anlagde sag mod streamingtjenesten for at have skrinlagt hans færdige film ’A Rainy Day in New York’ og droppet hans flerårige filmkontrakt.
’A Rainy Day in New York’ har fået premiere i en række europæiske lande, og Allen har optaget sin seneste film i Spanien med støtte derfra. Men Hollywood har lukket porten ud fra mantraet »believe the victim« og har, ikke videre sagligt, flettet beslutningen uløseligt sammen med Allens karakteristiske manuskriptforkærlighed for plot involverende meget unge kvinder og langt ældre mænd og det faktum, at han er gift med sin tidligere partner Mia Farrows adoptivdatter Soon-Yi Previn, som han begyndte at date da Previn var 21 (parret har nu været gift i 22 år og har to børn).
Ingen nye tiltaler er blevet rejst.
Skelsættende event: ’Leaving Neverland’s anklager mod Michael Jackson
Det sendte voldsomme rystelser igennem både Hollywood og musikbranchen da Dan Reeds HBO-producerede dokumentar ’Leaving Neverland’ fik premiere tidligere i år.
I smertefulde deltaljer og over fire timer fortalte de to mænd Robert Safechuck og Wade Robson om, hvordan Michael Jackson havde misbrugt dem som børn, hvor de var to ud af de mange små drenge, der fulgte sangeren overalt, og sågar overnattede sammen med ham på hotelværelser, når han var på turne (med forældrenes samtykke).
Ganske vist havde Jackson været under anklage før i både 90’erne og 00’erne – hvor han blev frifundet i retten og Robson selv forsvarede stjernen i vidneboksen – men Reeds dokumentar skrællede mediecirkusset fra for blot at fokusere på Safechuck og Robsons fortællinger ind i kameraet. Og det var rystende.
Hvad har det betydet?
’Leaving Neverland’ er blevet kritiseret for kun at fortælle Wade og Robsons side af sagen og for, at instruktøren ikke eftertjekkede deres historier ud fra sit »believe the victim«-standpunkt. Men i kølvandet på #MeToo-opmærksomheden har dokumentaren farvet Michael Jacksons eftermæle i en grad, ingen af sangerens tidligere sager kom i nærheden af.
En række radiostationer i New Zealand, Canada og USA meldte efter dokumentarens premiere ud, at de ikke længere ville spille Jacksons musik, Louis Vuitton skrottede en række MJ-inspirerede design fra deres efterår/vinter-kollektion ´19, og da Disneys nye streamingtjeneste Disney+ fornylig gjorde alle afsnit af ’The Simpson’ tilgængelig var det uden afsnittet Stark Raving Dad’ fra 1991, hvor Jackson medvirkede som gæstestemme.
Sangerens bo har til gengæld sagsøgt HBO for 100 millioner dollars i en sag, der stadig kører, og som HBO forgæves har forsøgt at få droppet. Diskussionerne om, hvordan vi forholder os til kunstværker, hvis kunstneren potentielt er krænker vil rase videre i årevis – og den har afdækket vores egne personlige bias omkring vandautomaten i en grad, få andre #MeToo-sager har.
Sammen med dokumentarserien ’Surviving R. Kelly’ – der gengiver anklager mod Kelly for overgreb på mindreårige piger – retter ’Leaving Neverland’ spotlyset mod et pilråddent support-system bag superstjernerne, hvor pr-folk, assistenter og forældrene til de purunge fans, der blev inviteret inden for i VIP-suiterne, har lukket øjnene for de potentielt fordækte relationer, der foregår for næsen af dem. Det store aftryk, ‘Leaving Neverland’ har haft på kulegravningen af underholdningsindustriens kendisliderlige magtstrukturer, der som bekendt også nursede Weinsteins begær i kunstens navn, kan ikke undervurderes.
Skelsættende event: #MeToo-frontkvinden Asia Argento anklages for krænkelser
Den italienske instruktør og skuespillerinde Asia Argento var en af de mest markante frontpersoner for #MeToo-bevægelsen som ét af ofrene for detroniserede Harvey Weinsteins seksuelle overgreb. Også en følelsesladet tale på 2018’s Cannes-filmfestival vakte opsigt:
»In 1997, I was raped by Harvey Weinstein here at Cannes. I was 21 years old. This festival was his hunting ground. I want to make a prediction: Harvey Weinstein will never be welcomed here ever again«, sagde Argento blandt andet.
Men i år blev Argento selv anklaget for seksuelt overgreb af skuespilleren Jimmy Bennett, der spillede Argentos søn i ’The Heart is Decietful Above All Things’ fra 2004. Bennett anklagede Argento for seksuelt overgreb på et hotelværelse i Californien i 2013, hvor Bennett på daværende tidspunkt 17 år. Den seksuelle lavalder i Californien er 18.
Hvad har det betydet?
Bennett sagsøgte oprindeligt Argento for 3,5 millioner dollars på grund af overgreb og mistede indtægter som følge af psykiske traumer. Sagen blev afsluttet med et forlig på 380.000 dollars. Argentos advokat skrev efterfølgende et brev til Bennett, hvor der blandet andet stod: »Vi håber, at du aldrig skal opleve noget lignende igen«.
Bennetts advokat har udtalt, at grundlaget for søgsmålet var, at Bennett fik rippet op i gamle følelser, da han så Argento stå frem og fortælle om sine oplevelser med Harvey Weinstein. Argento har afvist anklagerne, og i et statement fra hendes advokat lød det, at det faktisk var Bennett, der havde krænket Argento, og ikke omvendt.
Skuespilleren oplevede ikke overraskende et stort backlash fra #MeToo-kritikere, og forsøgte som modsvar at lancere en »fase 2« for #MeToo – igen formuleret igennem advokaten – der skulle gå ud på, at krænkelsesofre ikke skal være bange for at stå frem med deres historier fordi de er bekymrede for, at få deres oplevelser undergravet af negative ting, de selv måtte have foretaget sig.
»Fase 2«-forslaget blev mødt med tavshed fra branchen, og Argento og hendes #MeToo-allierede Rose McGowan faldt midlertidigt ud, da McGowan beskyldte Argento for at have sendt seksuelt ladede sms’er til Bennett da han var 12 år.
McGowan undskyldte senere for at have misforstået fakta, men den offentlige vrede mod Argento tegnede et ærgerligt billede af, hvor hurtigt #MeToo-diskursen kan afspores af de kritikere, der søger at bevise krænkelsesopgørets irrelevans ved at reducere dets forkæmpere til hyklere – som udlignede det på magisk vis det uhyrlige ved Weinsteins gerninger.
Skelsættende event: Aziz Ansari vs. Babe.net
I 2018 beskrev en anonym kvinde, ’Grace’, i en 3.000 ord lang artikel på mediet babe.net, hvordan hun i 2017 havde været på en date med komiker og serieskaber Aziz Ansari, der ifølge ’Grace’ havde udviklet sig ubehageligt (hele historien kan læses her).
Miseren startede med, at Ansari skænkede ’Grace’ et glas hvidvin hjemme i sin lejlighed på Manhattan:
»It was white. I didn’t get to choose and I prefer red. But it was white wine«.
’Grace’ undlod at gøre Ansari verbalt opmærksom på sine vinpræferencer, men i artiklen figurerede detaljen ikke desto mindre som det første røde (!) flag, og et tegn på, Ansari var ude af stand til at læse ’Grace’s non-verbale signaler.
Det var en observation, der under overskriften »I went on a date with Aziz Ansari. It turned into the worst night of my life« lød som en #Metoo-parodi. Udgivet af et medie, hvis slogan er »babe is for girls who don’t give a fuck«
’Grace’ beskrev endvidere, hvordan Ansari havde forsøgt at overtale hende til sex efter middagen. Da ’Grace’ satte ord på, at hun ikke ville presses, holdt Ansari tilbage og medgav, at det »selvfølgelig skal være sjovt for os begge«. Senere pegede han drillende på sin penis, og ’Grace’ gav ham et blowjob.
Endelig tog ’Grace’ hjem, vred og skuffet over, at Ansari ikke ville mere end sex. Dagen efter sendte hun en sms til komikeren, hvori hun skrev, at hun havde følt sig utilpas, og at han ikke havde reageret på hendes signaler. Han svarede overrasket og uforbeholdent undskyldende tilbage.
Men Babe.net-artiklen gik af som en bombe under en af Hollywoods mest diversitetsorienterede serieskabere.
Hvad har det betydet?
Ansari fremstod som et tonedøvt røvhul. Men beskrivelsen af aftenen lugtede mere som en dårlig date end som et seksuelt overgreb, hvorfor artiklen blev mødt med en storm af kritik.
Kvindelige klummeskribenter (heriblandt ’The Handmaid’s Tale’-forfatteren Margaret Atwood) for The New York Times og The Washington Post og The Atlantic reagerede på ’Grace’s historie med indlæg, der fordømte artiklen for at udvande den vigtigste kønsdebat i moderne tid. De stod ikke alene: Den amerikanske tv-vært Ashleigh Banfield fra showet ’Crime and Punishment’ gæstede CNN med følgende besked til ’Grace’:
»Du har smadret løs med hammer og mejsel på en bevægelse, jeg og mine søstre i arbejdsstyrken har drømt om i årtier. En bevægelse, der endelig gør op med den oversexede kultur, jeg også selv har kæmpet med i løbet af mine 30 år i tv-branchen«, tordnede hun.
Ikke desto mindre forsvandt Ansari (hvis Netflix-serie ’Master of None’ året forinden havde udforsket konkrete krænkelsestematikker præ-Weinstein) fra spotlyset i en rum tid, og da han vendte tilbage med standup-turneen ’Road to Nowhere’ var det en anderledes seriøs og reflekteret performer, der mødte publikum (også i København, som han gæstede i foråret i år).
I modsætning til diverse mandlige komikere, der i kølvandet på #MeToo har syntes perfidt insisterende i deres latterliggørelse af krænkelsesofre, er Ansari i ’Road to Nowhere’ (optaget af Spike Jonze som comedy special til Netflix) på en gang ydmyg og nøgtern i sin sjæleragelse over anklagerne imod ham.
Og hans vilje til at parkere eget ego på bænken for at blive klogere føles oprigtig:
»Der var tidspunkter, hvor jeg følte mig virkelig vred og ydmyget og flov, og til sidst havde jeg det bare forfærdeligt over, at den her person følte, som hun gjorde. Men ved I hvad, efter et år har jeg det sådan, at jeg håber, at det var et skridt fremad. Det fik mig virkelig til at tænke over tingene, og jeg håber, at jeg er blevet en bedre person«.
’Road to Nowhere’ minder os om vigtigheden af refleksion, af at lade sig drive af respekt for andre mennesker frem for navlepillende vrede. Og det minder os om, at der nødvendigvis må være plads til at angre, hvis nogen skal gøre os forhåbninger om at blive klogere og arbejde frem mod at skabe en mere lyttende kultur. Det er ikke bare et uhyre velskrevet show (der skam også hudfletter vores dobbeltmoral, når det kommer til Michael Jackson versus R. Kelley), det er et af de vigtigste stand-up-shows om og efter #MeToo.
Og Babe.net? Mediet er i dag lukket efter interne #MeToo-konflikter i firmaet.
Skelsættende event: Peter Aalbæk og Zentropa rammes af skandale
Da blikket først blev rettet mod Peter Aalbæk Jensen og Zentropa i kølvandet på #MeToo i november 2017, tog Zentropa-ledelsen det ganske stille og roligt.
Men efter samarbejdspartnere som Film i Väst tog afstand fra Aalbæk og hans reaktion på anklagerne om krænkelser og sexchikane, fik piben en anden lyd. Peter Aalbæk blev udelukket fra alle ledelsesmøder, måtte ikke længere have assistenter og måtte ikke længere udtale sig på vegne af selskabet, som han selv stiftede i 1992.
Efter adskillige anklager udsendte produktionsselskabet en pressemeddelelse, hvori ledelsen bedyrede, at de ville sætte en stopper for den krænkelseskultur, der tilsyneladende altid havde præget Zentropa.
I en stor artikelserie i Politiken blev anklagerne uddybet af en lang række forhenværende, kvindelige medarbejdere, der udtalte sig om Peter Aalbæks grænseoverskridende adfærd, hvor mobning, drillerier og seksuelle overskridelser havde været en del af hverdagen.
Der var historier om systematiske ydmygelser i form af nøgenbadning, seksuelle lege ved julefrokoster, smæk, befamlinger og klap i numsen, som også tidligere har været dokumenteret i beretninger fra Zentropa-medarbejdere. Mest opsigtsvækkende i sagen udtalte producerne Meta Louise Foldager, som har produceret Lars von Triers film på Zentropa i årene 2006-2010, samt Stine Meldgaard, der også var på Zentropa i årene 2006-2010 og blandt andet har produceret filmen ‘Smukke mennesker’, sig om deres tidligere leder.
»Når jeg kigger tilbage på min tid på Zentropa, tænker jeg: Hold da op, det var da vildt. Men mens jeg var i det, så det anderledes ud. Det er lidt som at kigge tilbage på et sygt parforhold. Ting bliver normaliseret, og bagefter tænker man, var det virkelig sådan? Jeg har en stor følelse af skam forbundet med det. Jeg ville ønske, at jeg havde sat flere grænser og sagt: Nej, det er ikke i orden. Nej, det er ikke i orden at bede unge damer møde op og servere i bunny-kostume, det er ikke i orden at bede folk om at smide tøjet og hoppe i poolen, nej, jeg gider ikke se min chef svinge pikken til et møde«, udtalte Stine Meldgaard blandt andet til Politiken.
»Jeg kender ikke andre steder, hvor det er noget, man gør. Det er absurd, men der er så mange ting ved det sted, det er helt vanvittigt, og alligevel bliver det en del af en hverdag for en masse mennesker. Man skal grine ad det, når det er grænseoverskridende. Og man skal hele tiden tale om sex. Det er bizart. (…) Seksualitet og seksualisering fylder ekstremt meget. Jeg har oplevet, at chefen stod bag mig og lavede stønnelyde, jeg-knepper-dig-lyde i baggrunden, mens jeg talte i telefon«, fortalte Meldgaard.
Meta Louise Foldager bidrog med lignende historier.
»Det var en indgroet del af kulturen. Og det var der ingen, der lagde skjul på overhovedet. Sådan var lugten i bageriet. For mange var det også fysiske ting: klaps, smæk, kys – både med og uden tunge – omfavnelser med mere. Der blev ’leget med tanken’ om dem i seksuelle situationer. Der blev talt om deres bryster eller kropsbehåring for eksempel eller om, at de skulle have smæk, og hvorvidt de skulle smide tøjet«, sagde Foldager og uddybede:
»Det var en helt særlig sekterisk kultur. Både ledelsen og medarbejderne erkendte jo også helt åbent, at det var en sekt. Det var en del af identiteten for både selskabet og medarbejderne. På Zentropa handlede det ofte ikke om at gøre et godt stykke arbejde, men om at gøre Peter Aalbæk glad«.
Peter Aalbæk Jensen udtalte samtidig til Politiken, at historierne sikkert var sande og at han var overrasket over kvindernes udlægning, men at han samtidig ikke havde tænkt sig at ændre sin grænsesøgende adfærd.
»Jeg skal sige, at jeg ingen interesse har i underkastelse og ydmygelse. Jeg er interesseret i at være grænsesøgende, også helt op til den røde streg. Men det er ikke sådan, at jeg finder behag i at se en underkastelse. Ja, det gør mig nærmest impotent bare at tænke på det«, sagde Peter Aalbæk Jensen blandt andet i interviewet.
Samtidig benægtede han at have fyret medarbejdere, der havde sagt fra overfor Aalbæks tilnærmelser og straffe: »Det er ikke den måde, jeg eksekverer mit virke på. Jeg vil ikke gå ind i personager, men generelt er ingen blevet fyret for eksempelvis at nægte at hoppe nøgen i poolen. Det har aldrig været tilfældet. Så det er ikke korrekt, vil jeg påstå«, udtalte han på trods af Politikens dokumenterede anklager.
Aalbæk var ikke det eneste Zentropa-koryfæ, der kom under anklage:
Lars von Trier blev inddirekte anklaget for sexchikane af sangerinden Björk, som spillede hovedrollen i Guldpalme-vinderen ‘Dancer in the Dark’ i 2000. »Så vidt jeg husker, var vi ofrene«, udtalte Aalbæk Jensen til Jyllands Posten om dé anklager, som von Trier også har afvist.
Hvad har det betydet?
Ifølge Zentropa meddelte Peter Aalbæk Jensen i november 2017 »bestyrelsen og ledelsen, at han ønsker at blive hjemme i Herfølge, indtil arbejdstilsynets rapport foreligger, og imens den interne arbejdsmiljøproces pågår«.
Zentropas ledelse havde, forlød det i pressemeddelelsen, gennemført dialogmøder med alle medarbejdere, ligesom der var blevet udformet et første internt udkast til retningslinjer for arbejdsmiljø, som »omhandler medarbejder- og ledelsesholdning til mobning og chikane, og hvorledes enhver kan agere i virksomheden for at bevare et godt arbejdsmiljø«.
Zentropa stod og står stadig midt i en kulturændring, men Aalbæk vendte hurtigt tilbage til studiet i starten af 2018, efter at filmselskabet modtog en tilbagemelding fra Arbejdstilsynet, der havde undersøgt arbejdsmiljøet på Zentropa – og ikke konstaterede arbejdsmiljømæssige problemer på undersøgelsestidspunktet.
Der er imidlertid ingen tvivl om, at fokusset på både Zentropa og i resten af den danske filmbranche er blevet skærpet, uagtet hvor lidt Aalbæk selv måtte kere sig for anklagernes seriøsitet. Og i foråret ’19 lancerede Meta Film deres egen #MeToo-kampage med en ’#MeToo-mosaik’, hvor 100 danske skuespillere, blandt andre Birgitte Hjort Sørensen, Claes Bang, Jesper Christensen og Amanda Collin, genfortalte andres anonymiserede oplevelser med seksuel krænkelse.
»Med denne #MeToo-mosaik vil vi brede debatten ud fra filmbranchen til resten af samfundet«, står der på projektets website.
»Mosaikken skal gerne få os til at forstå, at det ikke handler om enkeltsager. Men om et mønster, et samfundsproblem. Det handler om en del af vores kultur. Noget vi alle har anset som værende en selvfølge, som noget almindeligt. Fordi det netop er en del af vores kultur. Men måske vi reelt ikke ønsker, at vores kultur skal være sådan?«
De anonyme beretninger er blevet samlet ind fra en lang række organisationer – blandt andre Landsorganisationen af Kvindekrisecentre, Krisecenter Danner, The Everyday Sexism Project og Dansk Kvindesamfund.
MERE I TEMAET TO ÅR EFTER #METOO:
Serierne sender et sidste liderligt suk for de gamle rige røvhuller
Her er #MeToo-æraens hovedværker – fra uafrysteligt seriemesterstykke til omdiskuteret dokumentar
»Mit første job i Hollywood lærte mig, hvordan man ikke græder på arbejde«
To år efter #MeToo har Hollywood favnet de vrede kvinder – men den endelige test venter forude