’Never Have I Ever’: En ny stjerne er født i Mindy Kalings coming-of-age-perle på Netflix
Jeg elskede ‘Never Have I Ever’ fra første øjeblik, hvor 15-årige Devi Vishwakumar (Maitreyi Ramakrishnan) beder til hinduguderne om at få en kæreste, der gerne må være dum, bare han er lækker og »kan køre hele natten«. Og at blive inviteret til en fest med hårde stoffer – altså ikke fordi hun vil tage dem, hun vil bare gerne have tilbuddet.
Ønsket om at blive populær og få en kæreste er ikke ligefrem banebrydende for en hovedperson i en teenageserie. Men Mindy Kaling og Lang Fishers sprudlende coming-of-age-griefcom for Netflix skiller sig alligevel ud på flere punkter: 1) Hovedpersonen er en indisk-amerikansk nørd, der 2) sørger over sin døde far og 3) forsøger at distrahere sig selv med sin liderlighed (à la en uskyldig udgave af ‘Fleabag’). Og så er den 4) også virkelig sjov, charmerende og rørende – jeg labbede den i mig.
Devis bøn om at få et bedre skoleår end det sidste handler nemlig ikke kun om de sædvanlige akavede teenagefølelser. Hendes far (Sendhil Ramamurthy fra ‘Heroes’, der optræder i flashbacks) faldt om og døde midt i skolens forårskoncert, hvor hun spillede harpe. Chokket paralyserede hende i tre måneder, og først da hun en dag ubevidst strakte sig for at få et glimt af skolens lækre svømmestjerne Paxton Yoshida-Hall (Darren Barnet), vågnede hendes ben op igen.
Netop Paxton er hun nu opsat på at score, selvom han er langt over hendes niveau. Hendes første plan går ud på at gøre sig selv og sine bedste veninder, Fab (Lee Rodriguez) and Eleanor (Ramona Young), populære ved at skaffe en form for overgangskærester. Men så i et spontant øjeblik går Devi direkte op til Paxton og spørger ligeud, om han vil have sex med hende.
Han siger overraskende ja. Men når det kommer til stykket, er Devi, der end ikke har kysset nogen, ikke så cool og selvsikker, som hun forsøger at bilde verden, og selv sine bedste veninder, ind.
De første par afsnit læner sig hårdt ind i quirk-land med Devis akavede forsøg på at blive cool krydret med Mindy Kalings signaturblanding af popkulturelle referencer og selvsikre oneliners. Fans af ‘The Mindy Project’ – og det er jeg! – vil føle sig hjemme her.
Men efterhånden som Devi får sværere ved at undertrykke sin sorg, udvikler serien sig i en mere dramatisk og emotionel retning, som er virkelig fin, og som er nyt territorium for komediennen Kaling. Det virker også mere sårbart for Kaling, der her bruger sin egen indisk-amerikanske baggrund til at fortælle om, hvordan det er at vokse op med immigrantforældre. I det fine afsnit ‘…felt super Indian’ synes Devi for eksempel, at det er træls og pinligt at blive slæbt med til den religiøse fejring Ganesh Puja, men bliver udfordret på sit syn på sin kulturelle identitet.
Devis mor (en herlig Poorna Jagannathan), en succesfuld hudlæge, er altid skuffet over sin datter, der ellers får topkarakterer, og er sikker på, at Devi vil blive gravid og spolere sine muligheder for at blive optaget på Princeton, hvis hun så meget som kigger på en dreng. Moren er hård, men man forstår også hendes bekymringer over pludselig at skulle opdrage sin oprørske all american teenagedatter alene – og ambitiøse og temperamentsfulde Devi ligner hende også.
Devis kusine, Kamala (Richa Moorjani), der bor hos familien, mens hun studerer, fuldender familietrekløveret. Devi er træt af, at Kamala på overfladen så perfekt, sød og indisk – men også Kamala viser nye sider og gennemgår en interessant udviklingshistorie, da hun presses af sin indiske familie til at indgå i et arrangeret ægteskab.
Familiescenerne er seriens bedste, men det er også en fornøjelse af følge Devis relationer til både Paxton, der viser sig som mere følsom end først antaget, og hendes nemesis, Ben, som hun har ligget i skarp konkurrence siden sjette klasse. Dækker fjendskabet mon over noget andet?
Og så har jeg slet ikke nævnt, at serien ret syret har voice-over af 80’er-tennisstjernen John McEnroe. Og at det faktisk fungerer.
Mindy Kaling udvalgte debutanten Maitreyi Ramakrishnan ud af 15.000 unge skuespillere i en åben casting på Instagram. Hun er et fremragende valg. Mens teenageren Michael i Kalings sidste, lidt ujævne serie ‘Champions’, i høj grad var en mini-Mindy, formår Ramakrishnan at forene Kalings finurlige stemme med sin egen personlighed og fortolkning. Som Devi er hun gammelklog, kvik og kæphøj, men også vred og sårbar. Jeg er så klar til både at se mere til den unge stjerne og mere af serien, tak.
Kort sagt:
Mindy Kaling har skabt en sjov, rørende og personlig coming-of-age-perle, der under sin finurlige overflade fortæller begavet om sorg og kulturel splittelse.
Anmeldt på baggrund af hele serien.