’To All the Boys: P.S. I Still Love You’: Der er stadig ægte teenagefølelser i Netflix’ romcom-opfølger
Den første film om highschool-pigen Lara Jean, ’To All the Boys I’ve Loved Before’ fra 2018, endte lykkeligt. Efter lillesøsterens gestus med at sende Lara Jeans hemmelige kærestebreve til deres uvidende modtagere endte hun sammen med skolens mest eftertragtede fyr, Peter. Deres kærlighed blev cementeret med et ægte filmkys på fodboldbanen, der fungerede perfekt som en platsentimental afslutning på en – inden for romantikgenrens konventioner – ret troværdig, relaterbar og charmerende film.
Nu har dens opfølger, ’To All the Boys: P.S. I Still Love You’, som landede på Netflix lige i tide til Valentine’s Day, stillet sig selv opgaven at besvare spørgsmålet, hvad der egentlig sker efter den lykkelige slutning.
Lara Jean (Lana Condor) og Peter (spillet af Netflix-favoritten Noah Centineo fra blandt andet ’The Perfect Date’ og ’Sierra Burgess Is a Loser’) er stadig kærester, og det virker til at gå strålende. Inden for de første fem minutter af filmen har de begge gjort det klart, hvor forelskede de er, og lovet ikke at knuse hinandens hjerter, og Lara Jean konstaterer at »nogle gange er den lykkelige slutning sand«.
Men lige så hurtigt bliver det etableret, at der er en ulighed i deres forhold, og her har vi en af filmens centrale konflikter: For Peter er Lara Jeans første kæreste, mens Peter stadig er den erfarne, ombejlede sportsfyr. Og highschool-hierarkierne ændrer sig ikke sådan lige, bare fordi Lara Jean har trodset dem. »Nogle gange ville jeg ønske, min kæreste var mere anonym«, sukker hun, mens valentineskortene vælter ud af hendes kærestes skab.
Samtidig spøger Lara Jeans gamle kærestebreve også. Modtageren af én af kærlighedserklæringerne, John Ambrose, dukker pludselig op og forvirrer Lara Jeans lykkelige slutning med Peter.
Eventyrmetaforen er nærværende gennem hele ’P.S. I Still Love You’. Det gør den til en meget anderledes film end sin forgænger, der på forfriskende vis ikke handlede om Den Store Kærlighed, men om den forsigtige, men reflekterede Lara Jean og den frembrusende, men følsomme Peter, der tilfældigvis viser sig at kunne lide hinanden.
Kemien, som stadig er der mellem Condor og Centineo, tynges dog af de endeløse samtaler mellem Lara Jean og Peter om at være kærester, hvor glade de er for at være kærester, og hvor meget de håber, de bliver ved med at være kærester.
At Lara Jean næsten ikke har andet i hovedet end sine mange bejlere er egentlig en ret sød udvikling for hovedpersonen, der i første film slet ikke kunne forestille sig, at det nogensinde skulle ske for hende. Men det er også et stort skridt væk fra den Straight A Student, der klarede sig fint uden en fyr og i øvrigt havde andre problemer, hvilket skilte hende ud fra andre kvindelige hovedpersoner i romantiske film.
Trekantsdramaet mellem Lara Jean, Peter og John Ambrose viser sig at trække tråde tilbage til dengang, de alle gik i middle school sammen, og drejer sig mest om, hvem der bedst kunne lide hvem, da de var 11 år gamle. Det er ikke en særlig interessant konflikt, og der er alt for meget, der skal forklares alt for hurtigt, før vi forstår, hvad det handler om. I en scene, der føles særligt forceret, har de gamle venner pludselig fået den idé, at de skal grave en fælles tidskapsel op, så der lynhurtigt kan rodes op i alle de gamle uvenskaber (det hjælper i øvrigt ikke, at alle skuespillerne, som skal forestille 16-årige, er i begyndelsen eller midten af deres 20’ere).
Men bagved trekantsdramaer og eventyr gemmer ’P.S. I Love You’ heldigvis på ægte teenagefølelser. En stor del af filmen foregår inde i Lara Jeans hoved, hvor hun diskuterer med sig selv, hvad hun skal sige til sin kæreste om John, og hvad det, han sagde, sidst hun så ham, egentlig betød. Og hvis hun har det, som om hun er med i en musikvideo, når hun går ned af gangene på skolen, så er det en musikvideo, vi ser.
Fra teenagepigehovedet bliver vi indført i usikkerheder i forelskelser og om en idé om en forelskelse, der pludselig skal testes i virkeligheden. Og om at være den mindst erfarne i kærlighed og sex, hvilket fører til en af filmens mest oprigtige scener, hvor Lara Jean, som hele tiden kan mærke Peters ekskæreste spøge i baggrunden, siger, hun gerne vil vente. Og han lader hende vide, at det vigtigste er, at hun er klar.
Den slags snakke har de aldrig i eventyr, og det er derfor, det er så rart og vedkommende at se.
Kort sagt:
’P.S. I Still Love You’ når ikke forgængerens niveau, men var man fan af den første films charme, er der stadig noget at komme efter.