’Mit børnehjem i Kabul’: Ny, fantasifuld dansk film får én til at savne biografen
At de aktuelle ekstraordinære omstændigheder skulle styre ’Mit børnehjem i Kabul’ fra Cannes Film Festival, hvor den sidste år fik verdenspremiere, uden om en dansk biografpremiere og direkte på streaming er en kæmpe skam i sig selv.
At den så tilmed handler om film og biografens evne til at transportere én til en anden verden for en tid, gør det næsten ubærligt, at den ikke kommer til at blive vist på det store lærred i det omfang, den burde.
Den danskproducerede film er den afghanske instruktør Shahrbanoo Sadats direkte opfølger til den magiske debut ’Wolf and Sheep’ fra 2016. De to udgør de første i en række af i alt fem planlagte film, som bygger på vennen Anwar Hashimis uudgivne dagbøger om sin opvækst og sit liv i Afghanistan. Selvom man sagtens kan se ’Mit børnehjem i Kabul’ uden at have set forgængeren, er det værd at gå tilbage og få det hele med af Sadats projekt, der tegner til at blive – ja, faktisk allerede er – noget ud over det sædvanlige.
Vi følger endnu engang drengen Qodratollah, eller bare Qodra, som nu i 1989 er 15 år. Han bor på gaden, overnatter i en bil og tjener penge på fiduser som hjemmelavede nøgleringe og videresalg af biografbilletter til overpris.
I biografen viser de Bollywood-film, en industri Qodra ligesom så mange andre afghanere, er besat af. ’Mit børnehjem i Kabul’ indleder med et biografbesøg, hvor han og resten af publikum lever sig ind i farvemættet action og musical. Da han igen træder ud i Kabuls støvede gader, går der ikke længe, før han er på flugt fra politiet, der har fået færten af hans illegale handler. Kort efter placeres han på et børnehjem, hvor han tilbringer de næste år, og hvor det tætteste, han kommer på film, er det sovjetpropaganda, der vises for børnene, de billeder af filmstjerner, han klistrer op over sin seng, og de Bollywood-scener, han fremkalder af sin fantasi.
I slutningen af 80’erne og starten af 90’erne er Afghanistan præget af store forandringer og storpolitiske konflikter, da Sovjetunionens kollaps fører til krig mellem den pro-sovjetiske regering og de islamistiske mujahedinere.
Men det er ikke omdrejningspunktet for Qodra og de andre forældreløse børns tilværelse. De bekymrer sig mere om, hvordan de undgår at blive mobbernes næste offer, hvor man stjæler de bedste æbler, og hvem af lærerinderne de bedst kan lide. Deres lands konflikter bliver kun aktuelle for dem, når de omsættes til begivenheder og tragedier i deres egne liv. Som da de får muligheden for at besøge Sovjet, hvor de kan spille skak på en computer, eller da et møde med en forladt militærtank får fatale konsekvenser.
Det er barske vilkår at vokse op under, men det virker som en vigtig pointe for Sadat, at der også er meget andet at berette fra denne periode i Afghanistan end krig og storkonflikter. De mange små episoder, der udgør ’Mit børnehjem i Kabul’, er fyldt med liv, charme, humor, kedsomhed og trivialitet. De unge amatørskuespilleres utroligt overbevisende spil og den stemningsfulde iscenesættelse af den ydmyge tilværelse på børnehjemmet gør, at vi fuldkommen transporteres til Qodras verden, og vi forstår, at hver enkelt scene, hvor udramatisk den end måtte virke, er af stor betydning for ham og hans venner.
Et par gange i løbet af filmen, når Qodra møder modstand eller mindes sin tidlige barndom, laver han virkeligheden om til en scene fra en Bollywood-film, hvor verden pludselig ses i klare farver, og de gode vinder over de onde. De gennemcharmerende scener er også en måde, Sadat kan fortælle hans historie med stor værdighed. De gør ham til den utvetydige hovedperson i hans egen fortælling, når ydre omstændigheder gør, at han mister kontrol over sit liv og giver plads til drømme, sang og humor i en tilværelse, der kunne virke håbløs.
Det illustreres måske allerbedst med filmens slutning, som er et perfekt fantasifuldt punktum på en fortælling, der også er en hyldest til fiktionens evne til for en tid at overvinde alle kriser. ’Mit børnehjem i Kabul’ vil få dig til at sætte pris på og savne biografen.
Kort sagt:
Den afghanske instruktør Shahrbanoo Sadat fortsætter sin fortælling om en drengs opvækst i Afghanistan i 80’erne og 90’erne. Ved at blande hverdagslivet på et børnehjem med Bollywood-inspirerede drømmescener portrætterer hun barske opvækstvilkår i et konfliktfyldt land med stor charme og humor.